Skip to main content
Nye aktiviteter

SDU undersøger mulighederne for at udvide med it-uddannelser i Vejle

Står det til Syddansk Universitet kan Vejle blive næste by i forhold til at opbygge en campus, der indfrier den bundne politiske opgave om regionalisering af uddannelser, samt erhvervslivets behov for universitetsuddannede kandidater.

Af Bolette Marie Kjær Jørgensen, , 11-11-2021

Sommerens politiske aftale om regionalisering af uddannelser i Danmark fastlægger, at der skal etableres uddannelser udenfor de fire største byer frem mod 2030. Det er en bunden opgave, som SDU arbejder målrettet på at være med til at løse. 

Sideløbende med ambitionerne om at udvide aktiviteterne i Slagelse er der nu igangsat et arbejde, der skal afdække mulighederne for at opbygge nye uddannelser og forskningsmiljøer indenfor it-området i Vejle.

-Trekantområdet er som et af landets vigtigste industriregioner et helt unikt vækstområde med succesfulde og innovative virksomhedsmiljøer. SDU har nogle helt særlige styrkepositioner indenfor it, som vi gerne vil bringe i spil i opbygningen af forskningsmiljøer og forskningsbaserede uddannelser i Vejle, siger rektor Jens Ringsmose.

Tværfaglighed og it-hub

Han understreger, at der ikke er tale om udflytning af aktiviteter fra andre SDU-campusser, men i stedet overvejelser om opbygning af helt nye uddannelses- og forskningsaktiviteter i Vejle.

-Til at begynde med går vores ambitioner i retning af at opbygge it-uddannelser, men det tværfaglige perspektiv ligger lige for og åbner op for muligheden for at koble andre fagligheder på. Tilsvarende vil vi også være åbne overfor at indgå i samarbejder med andre relevante uddannelsesinstitutioner og lade Vejle fungere som en it-hub, forklarer han. 

Samarbejdet er i gang

SDU har allerede flere aktiviteter i Vejle herunder virksomhedssamarbejder. Desuden er SDU solidt etableret på Vejle Sygehus, som er en del af Sygehus Lillebælt, hvor der er ca. 15 professorer og 30 lektorer og et betydeligt antal ph.d.-studerende.

Redaktionen afsluttet: 11.11.2021