Skip to main content
Fællesskab

SDU siger tak til studerende, der engagerer sig i fællesskabet

Den 12. maj samlede rektor Jens Ringsmose studenterrepræsentanter fra hele SDU til en aften med dialog, netværk og anerkendelse.

Hvad vil det sige at repræsentere sine medstuderende på SDU? Og hvad får man ud af at bruge tid på råd, nævn og udvalg ved siden af studiet?

Det var nogle af de spørgsmål, der var i centrum, da Jens Ringsmose den 12. maj inviterede studenterrepræsentanter fra hele SDU til et særligt arrangement på Odense Havn.

Formålet med aftenen var at sige tak til de studerende, der bruger tid og kræfter på at repræsentere deres medstuderende. Samtidig skulle arrangementet give deltagerne mulighed for at møde hinanden på tværs af uddannelser, råd og udvalg, dele erfaringer og hente inspiration.

- Det her arrangement handler først og fremmest om at sige tak. I yder som studenterrepræsentanter en stor indsats for SDU, og vores råd, nævn og udvalg fungerer kun, fordi I engagerer jer og stiller op. Det er afgørende, at vi systematisk får jeres perspektiver som studerende med, når vi træffer beslutninger om universitetet, sagde rektor Jens Ringsmose til de omkring 70 fremmødte studerende.

Studerende bringer hverdagen ind i beslutningerne

Aftenen bød blandt andet på samtaler om rollen som studenterrepræsentant, dilemmaer fra det studenterpolitiske arbejde og øvelser, hvor deltagerne sammen kunne formulere gode råd til både hinanden og universitetet.

For Lea Hoffmann, der læser filosofi på kandidaten og er medlem af sit studienævn, handler engagementet om at være med til at udvikle den uddannelse, hun selv er en del af.

- Jeg engagerede mig, fordi jeg gerne ville være med til at sætte rammen for min uddannelse. Jeg har nogle perspektiver og holdninger, som jeg mente kunne bidrage til at udvikle den. Jeg synes, at det er meget meningsfuldt at være med til at få mine medstuderendes stemmer frem og ændre noget ved vores uddannelse, der faktisk betyder noget for os, siger Lea Hoffmann.

Hun peger samtidig på, at rollen også kræver mod til at tage ordet i møder, hvor man sidder sammen med undervisere, studieleder og andre ansatte.

SDU siger tak til studerende, der engagerer sig i fællesskabet

 


Indflydelse og indblik

For Lasse Höcker, der læser biologi på kandidaten og har været aktiv i både studienævnet for naturvidenskab og undervisningsudvalget for biologi, er det især muligheden for konkret indflydelse, der gør arbejdet meningsfuldt.

- Det mest meningsfulde er, at man som studerende faktisk kan få direkte indflydelse. Man kan være med til at kvalificere beslutninger, så de også giver mening set fra de studerendes perspektiv, siger Lasse Höcker.

Arbejdet har også givet ham indblik i, hvor komplekst et universitet er, og hvor mange processer og hensyn der ligger bag beslutningerne.

SDU siger tak til studerende, der engagerer sig i fællesskabet

 


Et fællesskab på tværs

Et centralt formål med arrangementet var at give studenterrepræsentanterne mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Mange sidder i forskellige råd, nævn og udvalg, men arbejder med nogle af de samme spørgsmål om uddannelse, studiemiljø, ansvar og indflydelse.

Det genkender Liora Volqvartz, der læser statskundskab på 6. semester og er engageret som studenterrepræsentant i både institutråd og uddannelsesudvalg. For hende har arbejdet både givet et større netværk og en bredere forståelse af universitetet.

- Man lærer virkelig meget af det. Man får et stort netværk, bliver bedre til at samarbejde og lærer at se tingene fra flere perspektiver. Men flere studerende skal vide, at vi er her, og at vi gerne vil lytte, siger Liora Volqvartz.

Ifølge hende er det vigtigt, at flere studerende får øje på mulighederne for at engagere sig. Ikke kun fordi de kan få indflydelse, men også fordi arbejdet giver erfaringer, man kan bruge i mange andre sammenhænge.

Aftenen sluttede med mulighed for dialog og uformelle samtaler på tværs af uddannelser, råd og udvalg.

SDU siger tak til studerende, der engagerer sig i fællesskabet

 


Vil du engagere dig som studenterrepræsentant?

Som studerende på SDU kan du få indflydelse på dit studie og universitetet gennem bl.a. studienævn, akademiske råd, institutråd, Universitetsrådet og SDU's bestyrelse. Der kan også være lokale råd og udvalg på de enkelte institutter og uddannelser, hvor studerende bidrager med deres perspektiver.

Læs mere på MitSDU om valg, råd, nævn og udvalg - eller kontakt en studenterpolitisk forening, hvis du vil vide mere om mulighederne for at engagere dig.

Redaktionen afsluttet: 18.05.2026