Skip to main content

Affaldssortering

Affaldssorteringen nytter noget - Odense starter på mandag

På SDU i Odense er de nye affaldsstationer tæt på at skulle tages i brug, hvilket betyder, at studerende og ansatte skal sortere det daglige affald. Men giver det overhovedet mening at sortere affaldet for miljøet, og ender det hele alligevel ikke samme store container? De spørgsmål er blevet stillet til to SDU-forskere og Teknisk Service.

Når snakken falder på affaldssortering, så drejes den naturligt hen på de klimamæssige fordele ved at mindske mængden af affald, der sendes til forbrænding. Dog glemmer man ofte de gevinster, et øget kendskab til vores materialer også medfører, lyder det fra lektor Lykke Margot Ricard, der forsker i bæredygtig innovation.

- Diskussionen om forbrænding af affald tager ikke højde for, hvad det gør ved os mennesker, når vi sorterer, siger hun og fortsætter.

- Der er en utrolig stor værdi i at få en fornemmelse af hvilke materialer vores produkter er lavet af. Når vi får et større indblik i, hvad det egentlig er, der kan smides ud og bliver smidt ud, så kan det få os til at tænke os en ekstra gang om og måske bruge kaffekoppen igen frem for at vælge engangsemballage.

Den nye viden skal tilbage til producenterne

Ifølge Lykke Margot Ricard vil den nye viden skabe en positiv spiral, som eksempelvis betyder, at virksomhederne kan designe emballage uden at blande for mange materialer sammen, så det på den måde bliver endnu lettere at sortere korrekt og materialerne kan genbruges bedre.

- Det handler også om at komme højere op i affaldshierarkiet, altså at generere viden om affaldet og mængderne, som kan fødes tilbage til design-fasen hos producenterne, sådan at vi der kan designes bedre løsninger, så vi får mindre ubrugeligt affald.

Hun understreger dog, at det er vigtigt med tydelighed omkring, hvordan der arbejdes med affaldet, fordi der stadig er flere med den opfattelse, at affaldssortering ikke giver nogen mening.

- Det kræver, at der er en gennemsigtighed ift. hvordan affaldet håndteres, da mange tror, at alt affald alligevel havner i den samme container i sidste ende, forklarer Lykke Margot Ricard.


550 tons affald sorteres årligt i 32 containere

Skulle du sidde med den tanke, kan Jan Jeppesen fra Teknisk Service berolige dig.

- Affaldet samles et centralt sted, hvor Teknisk Service inddeler skraldet i 32 affaldsfraktioner, hvoraf det meste afhentes af Marius Pedersen, som sender det videre til genanvendelse, mens restaffaldet brændes af, forklarer Jan Jeppesen fra Teknisk Service på Syddansk Universitet.

SDU sender årligt ca. 550 tons affald videre i systemet, og da cirka 45 % af dét er restaffald, er der god fornuft i at gøre en indsats for at få sorteret affaldet korrekt, så mængden af forbrændingsaffald mindskes og SDU’s CO2-aftryk dermed vil dale.

En klar gevinst, hvis det sorteres korrekt

Ifølge Henrik Wenzel, der er ekspert i affald- og energisystemer samt professor ved Institut for Grøn Teknologi, så er der god værdi i få opdelt affaldet på campus. Det kræver dog, at det gøres ordenligt.

- Det betyder helt sikkert noget. Vi får en langt bedre genanvendelse af fx madaffald, aluminium og til en vis grad papir, når vi sorterer korrekt i det daglige. Det giver væsentlig større gevinst for vores materialer og miljø, end hvis det hele sendes til forbrænding.

Adspurgt om der er særlige ting, man bør være opmærksom på i bestræbelserne på at sortere korrekt, fremhæver Henrik Wenzel:

  • Madaffaldet skal væk fra de andre affaldsfraktioner. Madresterne er gode at få omdannet til biogas, fordi man udnytter madvarernes bioindhold og kan lave kompost af resten.
  • Papir og pap skal gerne holdes tørt for at sikre kvaliteten.
  • Glas og plast forurener hinanden genstridigt, så det skal man også sørge for at holde adskilt.

Robotterne kan hjælpe til endnu bedre genanvendelse

SDU-professoren påpeger i hele snakken om affalds- og energisystemer, at teknologien på området er så god, at den inden længe kan gøre affaldssorteringen endnu mere klimavenlig. Faktisk kunne robotter sortere det affald, man i Odense Kommune i dag smider i sektionen med plast, mad- og drikkekartoner, markant bedre, end vi mennesker gør i dag.

- Hvis Odense Kommune får godkendt en dispensation, vil der om 2-3 år være et automationssystem, som selv sikrer sorteringen af plast og papkartoner ved hjælp af robotter. Til den tid behøves dén affaldsfraktion altså ikke hos forbrugerne, i stedet kan mælkekartonen og plastemballagen bare ryge i restaffald, hvilket endda giver en væsentlig større klimagevinst.

Henrik Wenzel påpeger samtidig, at man i fremtiden kommer til at kunne indfange CO2’en fra forbrændingsanlæggene, hvilket minimerer klimabelastningen ved affaldsforbrænding, og så kan man faktisk lave ny plast af CO2’en og på den måde etablere et helt lukket plastsystem i samfundet.

Her er SDU’s affaldsstationer smart indrettet, da der relativt let kan tilføjes eller fjernes affaldsmoduler, hvis der sker ændringer i kommunens sorteringssystem.

De nye affaldsstationer tages i brug fra mandag den 30. januar.
Universitetsdirektør Thomas Buchwald Vind vil indvie en af stationerne til en ceremoni på Campustorvet kl. 12 denne dag.

Redaktionen afsluttet: 27.01.2023