Skip to main content
Hjælp og vejledning

Større skriftlige opgaver

Person, som skriver på sin computer

Skriv akademiske opgaver 

"Knæk den akademiske kode" ... "Lær det akademiske håndværk".. Du kan også lære mere om at skrive akademiske opgaver på siden her.

Læs, lyt og lær om større skriftlige opgaver

At komme i et godt skriveflow omfatter:

  • At du hurtigt kommer i gang med at skrive. Det er nemlig lettere at overskue dine tanker og ideer, hvis de står på papir.
  • At du skriver på flere dele af din opgave samtidig. Fordi ideer til et afsnit kan opstå når der arbejdes med et andet.
  • At du accepterer, at ikke alt der skrives kan bruges. Kladdeskrivning og redigering er en del af skriveprocessen.

Svært at komme i gang eller komme videre med teksten?

Skriveblokader opstår typisk, når man bliver for kritisk overfor sig selv.

  • Du skal derfor slå din egen indre kritiker fra i en periode.
  • Det kan du fx gøre ved at lade sin tekst ligge et par dage, fra man er færdig til du begynder redigeringen.
  • Eller arbejd med at acceptere, at du er i gang med at skrive en kladde, som du altid kan lave om.
  • Lad dit skrivearbejde styres af tid i stedet for produktet. Brug f.eks. pomodoroteknikken til dette. 


Tegnet puslespilsbrik hvor der står "øvelse" i

Er det svært at komme igang med skrivningen?

Prøv denne non-stop-skriveøvelse.

Det er dig, der er projektleder på en større skriftlig opgave fordi:

  • Der er intet pensum, og du er selv ansvarlig for at finde litteratur
  • Der er en afleveringsfrist, men det er dig der planlægger din process med opgaven, så du bliver færdig til tiden
  • Ofte har du selv valgt et emne, som du også skal finde den relevante viden frem omkring

Har du brug for hjælp til planlægning, projekt- og processtyring  kan du se mere her

Hvordan samarbejder jeg med min vejleder?

  • Lav en forventningsafstemning eller kontrakt i forhold til vejledningen.
  • Gør det nemt for din vejleder at hjælpe dig. Det gør du f.eks. ved at kommunikere tydeligt, hvad du søger hjælp til.
  • Send gerne en disposition for hver mødegang, så du giver vejlederen mulighed for at forberede sig.
  • Husk på at opgaven først bliver bedømt, når den er afleveret. Du skal ikke brillere endnu, så stil alle de ”dumme spørgsmål”.

 

Tegnet puslespilsbrik hvor der står "øvelse" i

Tag vare på din gode vejledningsproces

Hent denne øvelse som adresserer faserne før, under og efter vejledningen.  

Læs her Lauras oplevelse med at lave en forventningsafstemning med sin vejleder: 

”Efter et telefonmøde med en person udenfor universitetet omkring mit emne og muligheder med specialet, gik op for mig, at mine mål og drømme for specialeprojektet slet ikke var det jeg ville og havde håbet på. Derfor brugte jeg hele weekenden på ved hjælp af forventningsafstemningsarket (med egne noter til flere punkter) på at skrive alle mine tanker, ideer og drømme ned for projektet. Det gav mig en meget bedre fornemmelse af, hvad det var jeg ville med specialet og hvor jeg står!
Jeg skrev derefter en ny projektbeskrivelse ned og bad min vejleder om et møde. På mødet med min vejleder fik vi snakket det hele igennem og kom på fælles grund. Mit forarbejde med forventningsafstemningen gav mig og vejleder en meget bedre forståelse af hinanden.
Jeg er sindssygt glad for at have taget forventningsafstemningen med ham. Jeg føler måske også, at jeg selv har "styringen" over mit projekt, og det er bare fedt!” Laura – specialestuderende fra robotteknologi

Du skal ikke opfinde nye dybe tallerkner

Du skal vise, at du kan bruge dit fags metoder og at du har akademiske færdigheder. Vis at du kan begrænse et emne, som er passende til det niveau, du skal skrive opgave på og vis at du kan arbejde selvstændigt med opgaven.

Hvis cirklen er hele dit studies forskningsfelt, så er prikken en Ph.d. afhandling. Specialet er derfor så lille i forhold til forskningsfeltet, at det ikke kan ses på tegningen. Og det er så skarpt, du skal begrænse dit emne.

Hvordan skriver jeg en god skriftlig opgave?

For at svare på det spørgsmål, skal du først undersøge, hvilke krav der er til opgaven. Det kan du fx undersøge ved at:

  • Læse i din studieordning
  • Læse i din fagbeskrivelse
  • Spørge underviser eller vejleder om formålet med opgaven

Hvilke akademiske færdigheder skal du have?

Det varierer indenfor studierne, men der findes forskellige redskaber, som kan give dig en akademisk rettesnor i arbejdet med din opgave. Se fx:

Lær af processen

Det vigtige er ikke at høste 12-taller, men at lære noget af processen. De færreste mestrer store opgaver til perfektion fra første gang, men du lærer hele tiden noget nyt om akademisk opgaveskrivning og dig som skribent af disse.

Formaliteter når man skriver større opgaver
 
Uforudsete hændelser under din opgaveskrivning
 
Karriere 
 
Lyt til en podcast

Jane Ebsen Morthorst er lektor på Biologisk Institut

Hør hendes tanker om vejledning af større opgaver

Bachelor opgave: Uffe - Historiestuderende  med sidefag i filosofi på 6. Færdig med BA- opgaven  december 2017.

Det krævede langt større selvstændighed at skrive en BA-opgave, end Uffe var vant til. Værdien af en vejleder og det at reflektere over egen arbejdsindsats, var vigtig læring, til når han skal skrive speciale om et par år. Læs Uffes bacheloropgavehistorie her.

Speciale: Sofie og Maria - Studerende fra Idræt og Sundhed - Færdig juni 2017.

Sofie og Maria kom fra en professions bachelor og ind og læste kandidaten i Idræt og Sundhed. Nøglen til den gode specialeproces var at have tillid til at man overholder deadlines, en god specialekontrakt og at have tid til familie og venner undervejs. Læs Sofie og Marias specialehistorie her. 

Speciale: Mikkel - Ingenørstuderende på PDI - Færdig juni 2017.

Et speciale skrevet i tæt samarbejde med en virksomhed, hvor en stor del af tiden blev brugt på at indsamle data. Det betød at specialet stort set er skrevet på én måned. Læs Mikkels specialehistorie her. 

Speciale: Casper fra Naturvidenskab

Casper havde et naturvidenskabeligt specialeforløb, der bød på 13 intense måneder i selskab med malariaparasitten. Overgangen fra laboratoriet til skrivebordet blev lidt af en prøvelse, men en stram overordnet struktur og små delmål fik Casper igennem. Læs Caspers specialehistorie her. 

Din historie! Er du i gang med din bachelor eller speciale, så del din historie med dine medstuderende. Send den til  vejledning@sdu.dk

 

 Lyt til afsnit af podcasten Studielivet

Se webinaret "Specialekickstart

Webinaroptagelse fra d. 22. januar 2021

Se webinaret her