Skip to main content
Hjælp og vejledning

Selvstændige opgaver

Selvstændige opgaver er opgaver, hvor du i det væsentligste selv tilrettelægger arbejdet, og hvor du har metodefrihed til selv at tilrettelægge opgaveforløbet. Eksempler herpå kunne være seminaropgaver, et semesterprojekt, en bacheloropgave eller dit speciale. 

Hvis du er i tvivl, om din opgave er omfattet af retningslinjerne for databeskyttelse i selvstændige opgaver, bedes du kontakte din underviser/vejleder. 

Når du skriver en selvstændig opgave, kan det se i samarbejde med en ekstern part. I forbindelse med et samarbejde med en virksomhed kan du opleve, at virksomheden gerne vil have, at der indgås en fortroligheds- og/eller samarbejdsaftale (også kaldet NDA; non disclosure agreement). Nedenfor finder du en række forskellige ting, du skal være opmærksom på i sådan en situation:

SDU har en skabelon til fortrolighedsaftale mellem virksomhed, studerende og SDU. Du anbefales så vidt muligt at anvende denne, da den tager højde for den situation, hvor du som studerende skal dele information du får fra virksomheden med din vejleder og skal aflevere en opgave, som skal bedømmes. Foreslå derfor gerne virksomheden at SDU’s skabelon anvendes. 

Hvis SDU’s skabelon anvendes, er SDU part i aftalen. Hvis skabelonen anvendes, kan der derfor heller ikke opstå tvivl om, hvorvidt du som studerende må dele information med din vejleder. Vejleder er nemlig som ansat ved SDU omfattet af fortrolighedsaftalen. 

Når SDU er part i aftalen, så skal aftalen forbi SDU RIO og godkendes. Institutleder underskriver, efter aftalen er godkendt ved juristerne i SDU RIO, fortrolighedsaftalen. 

 
Hvis der indgås en fortrolighedsaftale udelukkende med dig som studerende og virksomheden som parter, vil det være et brud på aftalen, hvis du deler information med din vejleder fra SDU. Husk derfor at det skal sikres, at du kan modtage vejledning og drøfte projektet med din vejleder uden problemer – dette er der taget højde for i SDU’s skabelon. 
Hvis der indgås en fortrolighedsaftale alene mellem dig som studerende og virksomheden, vil det være et brud på aftalen, hvis du videregiver en opgave, som indeholder fortrolig information, som du har modtaget fra virksomhed. Det skal derfor fremgå af fortrolighedsaftalen, at du kan aflevere din opgave til SDU, og at du må eksamineres i opgaven. Det er desuden vigtigt at opgaven kan udleveres til censor (intern som ekstern), og at SDU skal kunne udlevere opgaven til et eksamensklagenævn i tilfælde af, at du ønsker at klage over bedømmelsen.

 

Sidst opdateret: 04.06.2022