Skip to main content
DA / EN

Uenighed i studiegruppen

Studerende der går ned af en trappe

Den første begejstring over studiestarten og den nye studiegruppe er ved at være dampet af. Det er blevet hverdag. Honeymoon-fasen er slut.

Måske troede du, at gruppearbejdet ville køre på skinner. I havde lavet gode aftaler om, hvordan det hele skulle være, og I var på bølgelængde. Men nu viser I jeres ’sande sider’ frem, og I skubber til de rammer og regler, som I ellers var blevet enige om.

Der er nu brug for, at I løbende får forventningsafstemt, og at I husker at evaluere jeres samarbejde.

Gruppearbejdet er en præmis for at løse komplekse opgaver – det er flow, teamspirit og inspiration. Men det er også hårdt arbejde, kompromisser, bøvl, frustrationer og så meget andet.

Det optimale er selvfølgelig, at alle i gruppen har lige gode kompetencer til at samarbejde, men sådan er virkeligheden sjældent. I en studiegruppe vil der være forskellig evne til og opmærksomhed på et godt samarbejde. Der vil være forskellig grad af mod og motivation til at tage initiativ, være aktiv og søge at påvirke en situation hen mod bedre samarbejde.

Det vigtigste er at vise hinanden tillid. Når I løser jeres konflikter og tilliden vokser mellem jer, vil I begynde at opleve, at I arbejder for hinanden og jeres fælles mål.

Tillid er ikke en ting!

Tillid er noget, man viser andre – og så bygges den op derfra. Hvis man venter på, at tilliden skal indfinde sig, så bidrager man faktisk til at mindske den.

Når I viser hinanden gensidig tillid, så vil hjælp og ideer flyde nemt i gruppen. Hvis tilliden svækkes, sker det modsatte.

At vise tillid til andre er altid sårbart, for vi kan aldrig helt vide, hvad der vil ske, når vi viser andre vores tillid. Når vi viser tillid, så går vi ud fra, at den anden vil arbejde for det fælles bedste, men der er en risiko for, at det ikke sker. Så tillid kræver noget af os! Men tillid er også smitsomt. Når vi viser andre tillid, så avler det mere tillid. Det samme gælder mistillid. 

Øvelse

De fire rum

Gå til øvelsen her

Øvelse

5 punkter til løsning af gruppekonflikter

Gå til øvelsen her

Øvelse

Konstruktiv feedback

Gå til øvelsen her