Skip to main content
Nye aktiviteter

Kommentering af udkast til SDU’s institutionsplan vedr. regionalisering

SDU vil i de kommende dage og uger inddrage flere af universitetets organer i det regionaliseringsudspil, som SDU er blevet bedt om at indlevere til Uddannelses- og Forskningsministeriet ved årsskiftet.

Af Nicolai Lynge Drost, , 19-11-2021

I juni blev den politiske aftale ”flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele landet” indgået med et politisk ønske om at tilbyde flere uddannelsesmuligheder uden for landets største byer. Med aftalen er SDU blevet bedt om at udarbejde en institutionsplan, som reducerer op til 10 % af studiepladserne fra Odense frem mod 2030 enten ved at flytte studiepladserne til andre byer eller ved at fjerne dem helt.

SDU står stærkt rustet til den opgave, idet universitetet allerede er meget regionalt forankret med campusser i fem byer. Dermed har SDU mulighed for at udflytte studiepladser fremfor at fjerne dem.

Faktisk studerer mere end 20 % af SDU’s studerende i campusbyerne uden for Odense. SDU lever således allerede op til kravene i den politiske aftale om en betydelig regionalisering i uddannelsessektoren.

Universitetet vil derfor argumentere kraftigt for, at reduktionen skal være mindre end 10 % for SDU’s vedkommende og nærmere de 5 %, der er sat som nedre grænse i den politiske aftale.

En involverende proces er afgørende

Arbejdet med en institutionsplan, for hvordan SDU vil imødekomme reduceringskravet i Odense, er godt i gang. Senest 31. december skal Uddannelses- og Forskningsministeriet modtage den plan, som bestyrelsen træffer beslutning om den 10. december.

Hovedsamarbejdsudvalget, Universitetsrådet og De Studerende i Centrum har fået en overordnet status på direktionens arbejde med planen, og disse råd indkaldes igen den 29.-30. november for at kommentere på udkastet til institutionsplan, inden udkastet sendes til bestyrelsen til behandling den 10. december.

Derudover inddrages fakulteternes akademiske råd og samarbejdsudvalg i perioden 22.-26. november. Dekanerne vil fremlægge fakultetets udkast til reduktioner og udflytninger, og de lokale kollegiale organer får dermed mulighed for at kommentere på udkastet til planen for det enkelte fakultet.

Planens indhold følger efter bestyrelsesmødet

SDU’s direktion ser det fortsat som vigtigt og afgørende, at universitetet bevarer sin profil som et flerfakultært universitet med campusbyer, der tilmed skal have endnu stærkere og tydeligere profiler.

Bestyrelsen har besluttet, at de tre kriterier ledighed, uddannelseskvalitet og strategiske hensyn skal bruges til at vurdere, hvor og hvordan der skal reduceres og/eller opbygges nye studiepladser uden for Odense. SDU’s direktion forventer at kunne offentliggøre den konkrete plan i midten af december efter bestyrelsesmødet den 10. december.

SDU’s institutionsplan skal indgå i en samlet sektorplan for de otte universiteter, som forelægges til godkendelse hos uddannelses- og forskningsministeren og de politiske forligspartier i løbet af 1. kvartal 2022. Efter den politiske godkendelse midt på foråret 2022 vil SDU kende universitetets endelige institutionsplan og universiteternes sektorplan frem til 2030.

Løbende information

SDU’s direktion har løbende orienteret om arbejdet med at udmønte den politiske aftale om ’flere og bedre uddannelsesmuligheder i Danmark”

5/11/2021 SDU vil styrke sine regionale aktiviteter 
  https://mitsdu.dk/da/service/nyheder-2021/styrkelse-af-regionale-aktiviteter
9/11/2021 SDU og Slagelse Kommune indgår partnerskabsaftale
  https://mitsdu.dk/da/service/nyheder-2021/partnerskabsaftale-slagelse
11/11/2021 SDU undersøger mulighederne for at udvide med it-uddannelser i Vejle
  https://mitsdu.dk/da/service/nyheder-2021/it-uddannelser-i-vejle
Redaktionen afsluttet: 19.11.2021