Førsteårsprøven

Hvis du er begyndt på din bacheloruddannelse i 2016, skal du inden for det første studieår bestå førsteårsprøvens eksamener for at fortsætte uddannelsen. Hvis du er begyndt i 2015 eller tidligere, skal du tjekke i din studieordning, om du har et eller to år til at bestå førsteårsprøven.

Hvis du ikke består førsteårsprøven inden for fristen, vil du få en besked i din studentermail om, at du bliver udmeldt af uddannelsen. 

Fag/kurser i førsteårsprøven

Du kan se i din studieordning, hvilke fag/kurser der indgår i førsteårsprøven, og hvornår de er placeret.

Hvis du dumper fag/kurser i førsteårsprøven

Det er vigtigt, at du fokuserer på at bestå førsteårsprøven inden for fristen. Hvis du dumper et fag/kursus, der indgår i førsteårsprøven, skal du sørge for at blive tilmeldt eksamen igen. Du er selv ansvarlig for at tilmelde dig reeksamen. Du har 2 eller 3 forsøg til at bestå førsteårsprøvens fag/kurser, alt efter om de er placeret i efterårssemesteret eller forårssemesteret, og alt efter om du har et eller to år til at bestå førsteårsprøven.

Til dig, der har 1 år til at bestå din førsteårsprøve

Fag/kurser placeret i efteråret

Du har 3 forsøg til at bestå de fag/kurser i førsteårsprøven, der er placeret i efteråret. Første forsøg er placeret i december/januar, andet forsøg i februar (reeksamen). Tredje og sidste eksamensforsøg ligger i august måned.

Fag/kurser placeret i foråret

Du har 2 forsøg til at bestå de fag/kurser i førsteårsprøven, der er placeret i foråret. Første forsøg er placeret i maj/juni, andet forsøg (reeksamen) i august.

Hvis det ikke går som forventet

Du kan søge om udsættelse af tidspunktet for, hvornår prøven skal være bestået. Men kun hvis du kan dokumentere usædvanlige forhold, som har gjort, at du ikke har mulighed for at bestå førsteårsprøven inden for fristen. For at søge om udsættelse skal du lave en dispensationsansøgning.

Tal med en vejleder

Inden du sender ansøgningen kan du evt. kontakte de faglige vejledere, som kan hjælpe dig med at få et overblik over din situation og lave en plan for resten af din uddannelse.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies