Hej, og velkommen til SDU
Elev eller studerende – hvad er forskellen?
Når du starter på en universitetsuddannelse, bliver du studerende. I gymnasiet var du elev. Men er det ikke bare to ord for det samme – nej, det er det faktisk ikke.
Er man elev forventes det at din lærer støtter dig ved fx definere hvad man skal lære og hvordan man skal lære det. Man møder op til timer og der er ikke så meget selvforberedelse.
Som studerende har man en underviser der hjælper med at udvælge pensum, som giver et indblik i det stof man skal kunne, men det er dit eget ansvar at få det lært og forstået. Du er også selv ansvarlig for at forberede dig i den tid der ligger ud over den skemalagte undervisning.
Som universitetsstuderende snakker man om, at man skal knække den akademiske kode. Dvs. at man skal kunne forholde sig kritisk, reflekterende og analyserende til det stof man skal tilegne sig.
Bare rolig, det må gerne tage tid
Ingen forventer at du fra dag et møder op og har knækket den akademiske kode. Du møder masser af støtte og kan få hjælp, hvis du rækker ud, fx til os i Studie- og trivselsvejledningen.
Når du starter på universitetet, skal du øve dig en masse i dit faglige stof, men du skal også øve dig i at være studerende, dvs. øve dig i at tage ansvar for din egen læring og forholde dig kritisk til det du hører.
Livet som studerende
Ud over alt det akademiske skal man også finde sig til rette på universitetet og i livet som studerende. Her handler det om at finde sin plads og sit tilhørsforhold.
Er det lidt svært at finde ud af, hvor man hører til, kan en ide være at melde sig ind i en af de mange klubber eller foreninger, der findes på SDU.
Nye udfordringer som studerende
Når du starter på studiet, kan der være mange nye ting, du skal forholde dig til. Her er nogle af dem:
- Ny by: Måske er du flyttet til en ny by for at studere.
- Ny lejlighed: Du har måske fået din første lejlighed.
- Ny roommate: Måske deler du lejlighed med en anden studerende.
- Nye fag: Du skal lære nye fag og emner.
- Nye studieteknikker: Studieteknikkerne kan være anderledes end i gymnasiet.
- Nye undervisere: Du møder nye undervisere.
- Nye studiekammerater: Du får nye klassekammerater.
- Nye studiegrupper: Du skal samarbejde med andre studerende.
- Nye venner: Måske møder du nye venner på studiet.
- Nyt arbejde: Måske har du også et studiejob.
Det er helt normalt, hvis det føles overvældende. Selv én af disse ændringer kan være en stor omvæltning. Husk at give dig selv tid og tag det med ro. Med tiden vil du finde en hverdag i alle de nye udfordringer.
Hvis du har brug for at tale med nogen om dine oplevelser, kan du kontakte Studie- og trivselsvejledningen. De kan hjælpe dig med at navigere i den nye situation.
Husk også at nyde de spændende ændringer – det kan være en fantastisk tid.
Som universitetsstuderende skal du tage ansvar for din egen læring
På ungdomsuddannelserne har lærerne i højere grad ansvar for, at alle studerende lærer noget af undervisningen, og kommer godt igennem uddannelsen. Det er anderledes på universitetet.
Undervisernes primære opgave er at forske i et givent emne og dygtiggøre sig indenfor det felt
Det er deres sekundære opgave at undervise studerende på universitetet. Det er stadig både passionerede og engagerede undervisere, som tænker i at lave en god undervisning, men de har også andre opgaver, og deres tid er typisk ret sparsom. Så skal du bruge din undervisers hjælp, kommer her et par gode råd:
- Vær konkret omkring det, du søger viden om eller hjælp til
- Tjek om det er noget, du selv kan finde svaret på først. Du kan f.eks. læse mere og studiestruktur- og teknik her, og eksamensteknik her.
- Prøv bare at spørge. Typisk elsker undervisere studerende, der er nysgerrige på deres felt og engagerede i deres læring
Gør dit bedste for at deltage aktivt i undervisningen
Det skal du gøre for at tage ansvar for din egen læring. Når en undervisningssituation er levende af engagement og udveksling af viden og spørgsmål mellem underviser og studerende, bliver det bare en mere spændende relevant undervisning. Og det er altså ikke kun undervisers ansvar, at skabe den levende undervisning. Du er som studerende mindst lige så vigtig. Og nyd at grunden til at du er aktiv i undervisningen, ikke længere er for at få en god årskarakter, men for at øge din egen læring.
Stiller gruppearbejdet høje krav til dig?
Når du starter på universitet, vil du højest sandsynligt opleve, at det med at lave gruppearbejde stiller store krav til dig. Måske har du også selv høje forventninger til din studiegruppe.
Helt overordnet set er der to former for studiegrupper:
- Obligatoriske studiegrupper
- Selvvalgte studiegrupper
Den obligatoriske studiegruppe er typisk en gruppe som bliver dannet, fordi man skal være i en gruppe for at bestå faget. Måske er der en opgave, der skal skrives sammen. Eller et projekt man skal lave i samarbejde med andre. Det er altså studiet, der bestemmer, at du skal være i en gruppe.
Den selvvalgte studiegruppe er en gruppe, du selv er med til at sammensætte. Formålet med den er at man kan hjælpe hinanden med støtte og sparring i forhold til det faglige. Andre studiegrupper har mere fokus på det sociale og at have et tilhørsforhold.
Jo flere tanker du gør dig omkring studiearbejdet, jo bedre bliver det
Fælles for de to former er, at jo flere tanker man i gruppen gør sig i forhold til formålet med den, jo bedre bliver udbyttet af den. Du kan finde mere om studiegruppe arbejde på vores hjemmeside. Humaniora har også skrevet noget godt om de forskellige faser, en gruppe går igennem.
På universitetet skal du selv administrere din tid
Det er forskelligt, hvor meget undervisning der er på de forskellige uddannelser. Det giver både stor frihed, men det kan også være svært at administrere. Her fra Studie- og trivselsvejledningen har vi nogle råd til dig, som gerne vil blive bedre til at administrere din tid.
For at planlægge din tid bedst muligt, så er det vigtigt, at du er så realistisk som muligt!
Det gør du bedst ved at være afklaret med dine mål og forventninger til studiet. Og derefter gøre dig klart, hvilke studievaner og -teknikker der er mest hensigtsmæssige for dig. Jo mere bevidst du er om dine ambitioner og forventninger, jo mere konkret kan du være i din strategi for at nå målene.
Start semestret med at skabe det store overblik
For mange studerende kan ugerne flyde sammen, og man kan være meget optaget af, at få læst pensum til undervisningen dagen efter. Men hvis man ikke tænker længere frem, så kan man nemt få en fornemmelse af hele tiden at være bagud. For at skabe ”det store overblik” kan du fx printe en månedskalender her.
Udfyld kalenderen med undervisningsdage, deadlines, gruppearbejde, eksaminer m.m.
Når du har det store overblik, kan du ved ugens start lave det mindre overblik
Med det mindre overblik mener vi opgaver du skal gennemføre i løbet af ugen. Udfyld en ugekalender, så du er forberedt på ugen og ved, hvad der venter dig. Det betyder ikke, at du ikke kan afvige fra planen, men det er ofte lettere at gå i gang med en opgave, når du ved, hvad opgaven er.
Vi snakker med flere studerende, som har en oplevelse af, at der ikke er nok timer i ugen til at nå at læse pensum
Hvis det er noget, du kan genkende, så kan du fx tegne et skema, hvor du skriver ned, hvad du bruger døgnets 24 timer på, for at få en fornemmelse af, om du bruger din studietid på en hensigtsmæssig måde.Skab balance mellem fritid og studietid
Som studerende er opdelingen mellem studietid og fritid MEGET flydende
Derfor skal du selv lave en opdeling, som passer til dig og dit liv. Vi plejer at anbefale, at du laver en fast arbejdsrutine.
Nogle studerende laver en studiekontrakt med sig selv. Den kan f.eks. indeholde:
- Arbejdstider: hvornår møder jeg ind, og hvornår holder jeg fri?
- Hvor mange og hvor lange pauser må jeg holde? Ingen kan koncentrere sig i timevis, så HUSK pauserne!
- Hvor skal jeg studere? Vi anbefaler, at du sidder et sted, hvor du er afskærmet fra overspring. Du skal fx ikke sidde der, hvor du også plejer at se Netflix, eller der hvor du spiller computer.
- Skal jeg læse før eller efter undervisningen? Find ud af hvad der virker bedst for dig og din læring. Husk du bestemmer selv, og måske fungerer det bedst for dig at læse efter forelæsningen fremfor før!
Hold dine overspring i skak og få mere ud af din tid
Det er mere sandsynligt, at du bliver optaget af overspring, hvis du ikke har en fast deadline for dine opgaver. Men hvis du derimod SKAL være færdig f.eks. kl. 15.30, så er der ikke så meget plads til overspring. Hvis du samtidig får skemalagt dine pauser, så kan du oven i købet holde fri med god samvittighed.
Det er vigtigt at få øje på de opgaver man har nået og ikke kun ser alle de opgaver der endnu venter
Vi plejer at anbefale, at du hver dag som afrunding på dagen laver en liste med alle de ting du har nået på denne dag. Sådan en liste kunne se sådan ud:
- Jeg har kigget på tekst A
- Jeg har været til forelæsning
- Jeg har løst opgave X og Y
- Jeg mødtes med min læsegruppe
- Jeg har planlagt min uge
Ved at skrive de arbejdsopgaver ned, du har nået i løbet af dagen, så flytter du tankerne fra det store uoverskuelige læs af opgaver, der venter, og hen på det du rent faktisk når.
Klap dig selv på skulderen for det, du når. Det hører også med til at være en god projektleder for sig selv!
Som ny studerende er der mange ting, som skal læres, erfares og afprøves. Vi har her plukket et par forslag ud til dig, som vi synes du skal kende til:
Vores webinaroptagelser
Vi laver af og til webinarer om forskellige emner inden for trivsel og studieteknik. Alle webinaroptagelserne har vi samlet på en side. Kig kataloget igennem, og se hvad der kunne have din interesse.
Som ny studerende, er der særligt to webinarer, vi synes, du skal se:
Podcasten Studielivet
Følg vores podcast Studielivet, hvor vi tager en masse af de emner op, du som studerende kan møde i din dagligdag på studierne. Som ny studerende, synes vi særligt du skal lytte til:
De varme hænder på SDU
Vi synes også det er vigtigt, at du kender til denne oversigt af vejledningsmuligheder på SDU som er tilgængelige for dig.