Skip to main content
DA / EN

#forsk2024

Kom til Forskningens Døgn på Syddansk Universitet i uge 16-17

Forskningens Døgn er den perfekte anledning til at vise dit universitet frem for vennerne og familien og opleve campus på en lidt anden måde, end du er vant til!

Af SDU Kommunikation, , 10-04-2024

Vi afholder Forskningens Døgn i alle vores campusbyer. Bl.a. i Odense, hvor vi lørdag d.20. april kl. 10-16 fylder campus med 50 forskellige gratis events:

Du kan fx komme hele vejen rundt om retsmedicinerens arbejde i både virkelighedens og fiktionens verden: fra obduktioner og undersøgelse af levende ofre og gerningsmænd til true crime og etiske problemstillinger.

Eller du kan få fintunet din viden om kunstig intelligens i vores tværfakultære AI-område, hvor forskerne står klar til at besvare netop dine spørgsmål. Vi giver dig også muligheden for at komme helt tæt på nogle af vores topforskere, når Clement Kjersgaard er vært for 4 forskersamtaler om vacciner, om litteratur, om det amerikanske præsidentvalg og om moderne spioner.

Huxi Bach inviterer med på en tur rundt i universet sammen med fysikerne, og er du den modige type, kan du komme med rundt på steder, som normalt er lukket uni-land for de fleste: fx vores flagermuskælder, det lyddøde rum eller vores escape room.

Vi får også besøg af Anna Lin, som diskuterer generation Z og trivsel i selskab med vores forskere. Og er du mere til biler og mekanik kan du sparke dæk og blive klogere på fremtidens transport sammen med High On Cars og SDU Vikings.

Du finder det samlede program for alle fem SDU-byer lige her: www.sdu.dk/forsk2024.

Redaktionen afsluttet: 10.04.2024