Skip to main content

Dansk praktik - sådan gør du

Du skal selv sætte arbejdet med at finde en praktikplads i gang. Både før, under og efter dit praktikophold er der mange praktiske detaljer og frister, du skal være opmærksom på. Læs derfor denne side grundigt - brug den som en orientering om, hvor du kan finde links til relevante dokumenter, og som en tjekliste, hvor du kan strege de punkter over, du har fuldført.

Ligesom alt andet stof på internettet opdateres også denne side. Hvis du derfor printer denne side ud som tjekliste, skal du af og til undersøge, om der er opdateringer på selve hjemmesiden.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger kan du, ud over at kontakte de praktikansvarlige, også læse Det Tekniske Fakultets Praktikkoncept.

Før praktikopholdet

Orienteringsmøde om praktik
I starten af dit 5. semester holder Det Tekniske Fakultet et orienteringsmøde med information om ingeniørpraktik. Det forventes, at alle studerende deltager i dette møde. Tidspunktet fremgår af dit skema. Der arrangeres et tilsvarende orienteringsmøde for studerende, der tager på udlandsophold på 5. semester, på 4. semester.

At finde en praktikplads
Det er som nævnt dig selv, der skal finde en praktikplads, og du skal derfor nu undersøge de forskellige praktikmuligheder. Nogle virksomheder opslår "stillinger", som alle kommende praktikanter kan søge. Du kan også selv kontakte en virksomhed, som du er interesseret i. Når du har fundet en eller flere virksomheder, skriver du selv en eller flere ansøgninger og sender sammen med dit CV til den eller de virksomheder, du er interesseret i. På Blackboard (i den gruppe du er tilmeldt) findes en liste over de virksomheder, som enten har eller har haft ingeniørstuderende fra TEK i praktik. Brug denne liste som inspiration til at finde frem til nogle relevante virksomheder. Hvis du læser i Sønderborg, skal du kontakte Bente Olsen for at sikre dig at du er registreret som praktikpladssøgende: beo@mci.sdu.dk

Løn under praktikopholdet
Husk at forhandle løn under praktik!

Praktikkontrakt
Når du har lavet en aftale med en virksomhed, skal der laves en kontrakt. 

Kontrakten udfyldes  i https://spoc.sdu.dk -> Studiesekretariat -> diplomingeniørblanketter.

Kontrakten beregner automatisk forårets helligdage i Danmark, således at de indgår i de min. 100 dage, praktikken varer. Når du har udfyldt din kontrakt, sendes den automatisk til din praktikkoordinator og din praktikvirksomhed til godkendelse. Når alle har godkendt, modtager du og praktikvirksomheden en mail  med link til den godkendte praktikkontrakt.

Vær opmærksom på, at du IKKE må påbegynde din praktik før kontrakten er indgået. Dette skyldes, at kontrakten er det juridiske grundlag for selve praktikken, forsikringsforhold samt SDUs godkendelse af dit praktikophold. Har du spørgsmål til praktikkontrakten skal du kontakte din praktikkoordinator.

Tilmelding til praktikken
Praktikkontrakt er ikke ensbetydende med tilmelding til ingeniørpraktikken. Husk venligst at tilmelde dig til ingeniørpraktikken via student-selvbetjeningen, http://sso.sdu.dk, i tilmeldingsperioden (hhv. den 20.-30, november for praktik i forårssemestret, og den 20.-30. maj for praktik i efterårssemestret).

SDU-Praktikvejleder
Du får nu tilknyttet en SDU-praktikvejleder, som normalt er en af underviserne på din uddannelse.

Aktivitetsplan
Sammen med praktikvirksomheden og din praktikvejleder skal du udarbejde en aktivitetsplan for dit praktikophold.

Opholdstilladelse for internationale studerende
Hvis du er international studerende, har du ikke tilladelse til at arbejde i Danmark på fuld tid. Derfor skal du søge en arbejdstilladelse, inden du starter dit praktikophold. Ansøgningen sendes ind så tidligt som muligt og senest 2 måneder inden praktikopholdet begynder. Ansøgningen skal laves på en ‘Application Form B’, som du kan finde på Ny i Danmark – Studie - Arbejdstilladelse til praktik.

20 ugers praktik 
Du tager nu i praktik i minimum 100 dage, dvs. 20 uger i alt på 6. semester af din uddannelse.

Behov for ændringer i praktikkontrakten?
Hvis din kontrakt er godkendt, og der sker ændringer i kontrakten, fx

  • du får en ny virksomhedsvejleder
  • ændringer i løn
  • ændringer i planlagt ferie under praktik
  • ændringer i start- og/eller slutdato for praktikken

skal du kontakte praktikadministrationen via studienaevn@tek.sdu.dk. Husk venligst at vedhæfte praktikvirksomhedens skriftlige bekræftelse af ændringerne til mailen.

Hvis alt ikke går som planlagt...
Hvis du er syg i en længere periode end sammenlagt 2 uger, virksomhedssamarbejdet ikke fungerer, eller et andet problem opstår, skal du kontakte

  1. din SDU-praktikvejleder
  2. praktikadministrationen via studienaevn@tek.sdu.dk.

Efter praktikopholdet

Praktikrapport 
Du skal udarbejde en rapport over dit praktikophold. Læs her, hvordan du opbygger praktikrapporten.  Rapporten skal afleveres via Digital Eksamen, https://digitaleksamen.sdu.dk/ senest d. 8. februar / 11. august, afhængig af, om du har været i praktik i efterårs- eller forårssemesteret. Når du afleverer dit praktikrapportprojekt i Digital Eksamen, vil du blive bedt om at angive en titel på aktiviteten. Her bedes du angive virksomhedens navn, hvis du ønsker, at det fremgår af dit eksamensbevis.

Praktikvejlederen skal senest den 15. februar / 18. august meddele, om rapporten kan godkendes, eller om der er behov for ændringer/tilføjelser. Du har herefter en uge til at foretage dette.

Praktikevaluering 
Ca. tre uger efter semesterstart på det efterfølgende semester kan der afholdes et praktikevaluerende seminar for både studerende, praktikvejledere og virksomheder.

Godkendelse af praktikopholdet 
På baggrund af virksomhedens bekræftelse på gennemført praktik og din praktikrapport  vurderer din praktikvejleder, om praktikopholdet kan godkendes. Praktikvejlederen skal senest d. 20. marts / 25. september endeligt meddele Uddannelsesjura & Registratur, at praktikforløbet er godkendt.

 


 

Sidst opdateret: 07.07.2022