Eva Malling
Bachelor i Erhvervsøkonomi HA fra SDU Slagelse i 2010
Kandidat i Change Management fra SDU Slagelse i 2012
Arbejder nu som HR-manager i AVISTA Green
Hvad husker du bedst fra din studietid på SDU Slagelse?
Jeg husker allerbedst det sammenhold, der var på uddannelsen, både på mit hold, og generelt på tværs af uddannelserne på Campus. Da jeg begyndte i 2007, kunne man få lov til at blive overført til CBS, når første semester var bestået. Det betød, at alle dem, der hellere ville studere i København og ikke engagerede sig i Campus-livet i Slagelse, ”forsvandt” efter det første semester, og dem, der blev tilbage, rent faktisk brændte efter at studere lige netop på SDU i Slagelse. Der skete virkelig noget med energien efter første semester, holdet blev mindre, og undervisningen kom tættere på.
Jeg er selv sproglig student, så derfor stod matematik, statistik og finansiering måske ikke lige øverst på min liste over yndlingsfag, men alligevel formåede de undervisere, vi havde til de tre fag, at gøre det spændende og spiseligt på en måde, hvor selv en hjerne som i gymnasietiden primært havde fokuseret på franske bøjninger, latinske ordstillinger og engelsk litteratur faktisk kunne følge med og forstå fagene godt nok til at bestå – og de af jer, der har kæmpet med finansiering, vil helt sikkert forstå, hvor kæmpe stor en sejr det var at bestå netop det fag!.
Noget af det der også prægede min studietid helt enormt, var den studiegruppe, jeg kom i – den var helt fantastisk! Vi havde det godt med hinanden både faglig og socialt! Vi passede på hinanden og supplerede hinandens svagheder – vi kom i mål med de forskellige fag ved fælles hjælp og en fælles indsats.
Det var en dejlig tid! Selvom jeg selvfølgelig i eksamensperioden, tænkte: ”Det her klarer jeg ALDRIG”, så kom jeg jo igennem alligevel.
Hvordan er det gået dig, siden du forlod SDU Slagelse?
Da jeg var færdig med min bachelorgrad, gik jeg i gang med at læse til Cand. Merc i Change Management, udelukkende ud fra den overbevisning at hvis jeg skulle bruge 2 år mere på uddannelse, så skulle det være inden for noget, som jeg synes var spændende, og ikke ud fra hvilken overbygning der gav de bedste fremtidsmuligheder. Og for mig var det den helt rigtige beslutning – jeg kom i gang med en uddannelse, der var den rene legeplads for en som mig. At jeg så ovenikøbet kunne få lov til at fortsætte min studietid på SDU i Slagelse, gjorde ikke begejstringen mindre.
Efter min tid på SDU Slagelse fik jeg lov til at beskæftige mig med det, som jeg også under min bachelor- og kandidatuddannelse synes var mest interessant, nemlig HRM og forandringsledelse. Specielt krydsfeltet mellem hvordan man gennemfører forandringer på en måde, som tager hensyn til medarbejdernes trivsel, har optaget meget af min tid i erhvervslivet. F.eks. hvordan kan man gennemføre en forandring, der har til formål at effektivisere arbejdsgangene eller omkostningsminimering af en arbejdsproces, uden det bliver på bekostning af medarbejdertrivslen. Det der med at arbejde ud fra at økonomi og trivsel skal balancere, og at den ene faktor ikke skal ske på bekostning af den anden faktor – det synes jeg er et super interessant arbejdsområde.
Har du et godt råd til de studerende på SDU Slagelse?
Find dig en god studiegruppe, hvor I kan løfte hinandens niveau, hvor I kan udfordre hinandens faglighed, og selvfølgelig have det godt sammen socialt. Det er guld værd! Vælg en studieretning der giver mening for dig – du behøver ikke gøre som alle de andre, hvis det ikke føles rigtigt. Du investerer din tid i det her, make it count.
Og selvfølgelig:
Når du tænker, at det bliver godt, når du er færdig med alt det her, og at arbejdslivet på den anden side at studietiden bliver ”piece of cake” i sammenligning med ALT det, du har været udsat for, så træk vejret… På et tidspunkt vil du kigge tilbage på din studietid og tænke: ”Hold op hvor var det bare en fantastisk tid”.
Er der andet, som du vil dele med studerende på SDU Slagelse?
Din tid på SDU er en investering i din fremtid – brug tiden fornuftigt og brug det, du har lært, når du står på anden side og skal være en del af en arbejdsplads. Teori og praksis er ikke nødvendigvis så langt fra hinanden – så længe du selv gør en indsats for at skabe koblingen, kan teorien være med til at styrke dig i dit fremtidige arbejdsliv.
Og husk din undervisere er også helt almindelige og rare mennesker.