Skip to main content
DA / EN

Sygdom og eksamen

Hvis du er blevet syg og sygdommen påvirker at du kan deltage i en eller flere eksamener, så har du en række muligheder

Husk altid at læse vores information om krav til dokumentation for din sygdom, inden du kontakter universitetet. 

 

1. Skal du meldes syg til en eksamen?

Du kan blive sygemeldt til den eller de eksamener, som direkte er blevet påvirket af din sygdom. Med direkte forstås, at du er syg eller var syg mens en eller flere af dine eksamener blev afviklet.

  • Du sygemelder dig at ved at skrive til universitetet via SPOC.
  • Husk du skal kunne dokumentere, at du er syg. Læs mere nederst på siden.

Særlig Information vedr. bestemte typer af eksamener:

  • Hvis din prøve er en skriftlig stedprøve, skal du tilkalde eksamensvagten og sige, at du er syg.
  • Ved alle skriftlige eksamener, er det vigtigt, at du ikke afleverer noget til bedømmelse. Hvis du afleverer, kan du ikke blive sygemeldt. Du må heller ikke ”blanke” eksamen ved at aflevere et tomt dokument eller ved bruge ”jeg vil aflevere blankt” funktionen i ”Digital Eksamen”.
  • Er du til en mundtlig eksamen, skal du blot sige til din eksaminator, at du afbryder eksamen pga. sygdom.
  • Bliver du syg til undervisning, som du skal deltage i (fremmøde undervisning), skal du kontakte din uddannelse og høre om dine muligheder.

 

2. Er du blevet rask igen, men har sygdommen påvirket dine muligheder for at forberede dig ordentligt til eksamen? 

Er du blevet rask igen, men mener, at en overstået sygdomsperiode påvirker dine muligheder for at deltage i en eller flere fremtidige eksamener kan du søge om at blive afmeldt eksamen eller eksamenerne.


3. Er du blevet syg i løbet af dit afgangsprojekt, bachelorprojekt eller kandidatspeciale?

Gør sygdommen at du ikke kan aflevere dit afgangsprojekt/bachelorprojekt/kandidatspeciale til tiden, kan du kontakte din uddannelse og høre om dine muligheder.

 

4. Er din eksamen allerede færdig? Eller er deadline for afleveringen overskredet? 

Hvis eksamen allerede er overstået eller hvis deadline for indlevering er overskredet, uden at du har deltaget i eksamen eller afleveret noget, kan du stadig nå at gøre noget. Du skal blot følge ovenstående vejledning alt efter, hvilken situation, du var i.

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, er du velkommen til at kontakte universitetet via SPOC.

 

Du skal kunne dokumentere din sygdom

Uanset hvilken mulighed du vælger, skal du kunne dokumentere, at du er eller var syg, og derfor ikke kan eller kunne deltage i en eller flere eksamener. Det er dit eget ansvar at fremskaffe dokumentationen, og eventuelt betale for den.

Dokumentation kan f.eks. være en lægeerklæring eller udtalelse fra et hospital. Du kan læse mere om vores krav til indhold af lægeerklæringen på vores side om lægeerklæringer.

 

Hvornår skal du senest kontakte din læge?

Vi anbefaler, at du senest kontakter din læge på eksamensdagen eller dagen for afleveringen. Hvis din læge ikke tilser dig senest på eksamensdagen, kan vedkommende have svært ved at dokumentere, at du er syg. Det kan også være, at du får brug for dokumentationen på et senere tidspunkt under din uddannelse, så husk at gemme den.

 

Hvordan behandler vi din henvendelse? 

Uanset hvilken vej du vælger, skal du være opmærksom på, at din forespørgsel ikke er ensbetydende med, at du får imødekommet det, du ønsker. Universitetet vil tage konkret stilling til din forespørgsel og de omstændigheder, som gør sig gældende i din sag, herunder den dokumentation for din sygdom, som du har sendt med.

Du skal også være opmærksom på, at en sygemelding ikke er ensbetydende med, at du kan få dispensation fra andre regler f.eks. aktivitetskrav og frist for gennemførelse af din uddannelse.

 

Har du brug for hjælp?

Kontakt Registratur eller Uddannelsesjura, hvis du har spørgsmål til ovenstående regler. Det kan du gøre via spoc.sdu.dk eller telefon 65501059 på hverdage kl. 10-12.

Kontakt Studenterservice, hvis du har spørgsmål om SU, Optagelse, SDU international, Syddansk Elite, Efter/videreuddannelse, SPS og andre services på SDU.

Kontakt vejledningen på dit fakultet eller studie, hvis du har brug for specifik viden knyttet til dit studie f.eks. viden om din studieordning eller, hvis du skal skrive en dispensationsansøgning. 

Kontakt Studie- og trivselsvejledningen hvis du har brug for vejledning omkring generelle forhold på dit studie såsom studieteknikker, trivsel eller udfordringer med at finde ud af, hvem du skal kontakte for at få hjælp og vejledning. 

Sidst opdateret: 04.01.2023