Bør nationerne give oprindelige folk deres naturlige territorier tilbage?
Et blogindlæg om fund og erfaringer fra mit bachelorprojekt i Samfundsfag, med Verdensnaturfonden som sparringspartner
Det moderne menneskes aftryk på natur og dyreliv
Klimakrisen er en af vor tids største udfordringer. Selvom vi er bevidste om de problemer, vi står overfor og arbejder på højtryk for at finde løsninger, må det konstateres, at der aldrig før har været et så udtalt pres på vores klodes liv, det vi også kender som biosfæren. Vi mennesker er i høj grad afhængige af balance i biosfæren, da det er udgangspunktet for vores egen eksistens – men biosfærens balance trues af klimaforandringerne og af overforbrug af naturens ressourcer.
Biodiversiteten, dvs. jordens flora og fauna, bortfalder hurtigere nu end nogensinde før i menneskehedens historie. Den udvikling vi ser, kan i høj grad tilskrives det postmoderne menneskes påvirkning, monitorering af og interaktion med sine naturlige omgivelser. Hvis ’business as usual’ fortsættes, vil det ultimativt kunne påvirke alle menneskers levestandard og menneskerettigheder uhensigtsmæssigt.
Med den indsigt jeg fik fra mit kernefag International Politik og Organisation og med udgangspunkt i den nyeste forskning og viden på området, samt sparring med Verdensnaturfonden (WWF) satte jeg mig i mit bachelorprojekt for at undersøge og dokumentere et alternativt bud på løsninger på klima- og biodiversitetskrisen. For mig var dette et oplagt forskningsområde at dedikere mit projekt til; når vi taler klimaforandringer, og alt hvad disse måtte medføre, er problemerne i dag flere end løsningerne – hvis jeg kunne give bare et lille bidrag til løsningspuljen, ville det være det hele værd.
Mit projekt berørte således særligt disse verdensmål: Mål 16 -fred, retfærdighed og stærke institutioner, mål 15 –livet på land, mål 14 – livet i havet, mål 13 – klimaindsats, mål 12 – ansvarligt forbrug og produktion og mål 10 – mindre ulighed. En problemstilling der arbejder med at finde løsningsforslag på verdensmålene (eller dertilhørende undermål), vil ofte ende med at finde løsningsforslag på flere. For verdensmålene er, langt hen ad vejen, internt afhængige og indfries bedst i kraft af hinanden.
Menneske, natur og biodiversitet – kan vi sameksistere i harmoni?
’Oprindelig viden’ var et stort fokus i min opgave. Indledningsvis redegjorde jeg for en undersøgelse af FN’s internationale natur- og miljøorganisation, IPBES (2019), som påpegede, at tabet af biodiversitet går markant langsommere på de områder, der beboes og forvaltes af oprindelige folk. Oprindelige folks livspraksisser er nemlig generelt kendetegnet ved at være dybt integreret med deres naturlige omgivelser. På trods af de umiddelbart klare fordele ved oprindelige folks bæredygtige praksisser ifm. bevaring af natur og biodiversitet, oplever de fleste af disse grupper at være relativt magtesløse i deres nationalstater. De mangler de rettigheder, der ville facilitere disse praksisser grundet en historisk og strukturel forsømmelse af deres menneskerettigheder, om end FN i 2007 fremsatte menneskerettighedskonventionen United Nations Declaration on the Rights of Indigenous Peoples (UNDRIP).
Skribent
Marie-Louise Bruun Maaløe er skribent på dette indlæg. Hun har en bachelor i samfundsfag og sidefag i psykologi og har skrevet sin bachelor i faget International Politik og Organisation.
Sparringspartner
Det undersøgte jeg i min bachelor. Jeg havde løbende sparring med min kontakt fra Verdensnaturfonden, som også hjalp mig til at finde den relevante case for mit projekt. At kunne sparre med en organisation som WWF, der arbejder med verdensmålene i deres daglige virke, gav mig en stor hands-on viden ift. konkret applicering af verdensmålene. Det gav mit projekt en mening og retning, som var helt unik.
Myanmar – et sanctuary for flora og fauna
Der var flere cases, der kunne danne rammen for mit projekt. Under sparring med min kontakt fra WWF, blev vi dog enige om, at udgangspunktet for min undersøgelse skulle være Myanmar. Landet indfrier mange af de kriterier, der indgik i min undersøgelse; det rummer et af de sidste biodiverse hotspots i verden, har en stor andel af oprindelige folk og vil samtidig være et af de lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne, hvis ikke status quo ændres. Hypotesen var, at dette kunne være et incitament til praksisforandring i landet, hvor oprindelige folk siden kolonitidens afslutning har været undertrykte af staten. Via min kontakt i WWF fik jeg etableret interviews med civile NGO’er i Myanmar, der arbejder for at fremme oprindelige folks rettigheder og selvbestemmelse. Jeg talte med dem, om deres praksisser og arbejde.
For at få et nuanceret perspektiv, inddrog jeg også interviews med danske eksperter samt min danske partner i WWF og hans kollega, der var aktiv i Myanmar på daværende tidspunkt, for at høre mere om oprindelige folks bæredygtige praksisser og om de problematikker, der kunne være ved at indfri dem i et land som Myanmar, hvor menneskerettigheder knap nok anerkendes og oprindelige folks rettigheder kun forekommer de jure og ikke de facto.
De områder, der forvaltes af oprindelige folk, kendes også som Indigenous Community Conserved Areas (ICCAs). Disse områder sikrer oprindelige folks selvbestemmelse over territorier, til en vis grad; altså, ikke i en grad, som den UNDRIP foreskriver. Men i en kontekst som Myanmar, hvor oprindelige folk kæmper med at blive anerkendt, kan det virke mere harmløst at gå efter anerkendelse som ICCA, fordi disse ikke i samme grad lægger vægt på autonomi og retten til eget land, men på bæredygtig naturforvaltning. Oprindelige folks menneskerettigheder ville altså kun i et vist omfang kunne indfries i Myanmar, men ICCAs ville kunne give dem rettigheder på den korte bane, som de ellers ikke ville have haft – og disse rettigheder vil potentielt kunne sikre større naturbevaring og plads til biodiversitet.
Hvorfor er dette et emne, der kræver mere indsigt og forskning?
Fokus for mit projekt lå på at belyse, hvordan man kunne sikre oprindelige folks menneskerettigheder i processen med at gøre dem til en aktiv og anerkendt videnskilde ift. løsninger på klima- og biodiversitetskrisen. Der vil være behov for, at andre fakulteter og studier belyser det inden for deres felt; f.eks. mere dybdegående juridisk belysning ift. problemstillingen med land- og forvaltningsrettigheder versus menneskerettigheder samt yderligere biologisk og naturfaglig indsigt ift. om oprindelige folks livsførelse og naturanvendelse virkelig er den mest bæredygtige?
Opsummerende er verdensmålene altså et godt udgangspunkt for alle fakulteter at indtænke i deres projekter – det skyldes, at alle fagligheder har relevant og vigtig viden, og at et synspunkt aldrig kan stå alene. Et bidrag kan være med til at belyse et nyt og spændende felt inden for forskningen, eller fremkomme med viden, som på sigt kan være med til at hjælpe os mod bæredygtige løsninger på bl.a. klimafronten; stafetten er hermed viderebragt til dem, der tør sætte sig for at fordybe sig i en af de sværeste og mest komplekse problemstillinger vores og fremtidige generationer står overfor.
