Skip to main content

Definition på studiemiljø

SDU’s definition af begrebet ’studiemiljø’ er taget fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, der sidestiller begrebet med ’Undervisningsmiljø’ som det anvendes i ’Lov om elever og studerendes undervisningsmiljø’ - i daglig tale kaldet Undervisningsmiljøloven. Ifølge loven er undervisningsmiljø/studiemiljø defineret ved fysiske, psykiske og æstetiske forhold. Dertil har SDU valgt at indarbejde virtuelle forhold og at tilføje sociale rammer som en del af definitionen af det psykiske miljø.

Fysisk studiemiljø omfatter fysiske rammer som for eksempel egnetheden af undervisningslokaler i forhold til undervisningsformer, oplevelsen af forholdene i undervisningslokalerne, forholdene i fællesområder som toiletter, kantine m.m.

Psykisk og socialt studiemiljø omfatter forhold der har betydning for de studerendes psykiske velbefindende, for eksempel sociale og faglige arrangementer og fællesskaber, studieaktivitet, trivsel, ensomhed m.m.

Æstetisk studiemiljøomfatter forhold der vedrører læringsmiljøet, for eksempel oplevelsen af de fysiske rammers indretning og udsmykning som inspirerende og fremmende for undervisningen og studielivet.

Virtuelt studiemiljø omfatter forhold der understøtter læring og videndeling, for eksempel tilgængelighed af informationer fra faglige og sociale aktiviteter, mulighed for vejledning, brug af Blackboard, selvbetjening m.m.

Studiemiljøundersøgelse på SDU

På Syddansk Universitet arbejder vi systematisk på at forbedre studiemiljøet for de studerende ved hvert andet år at gennemføre en vurdering og tilfredshedsmåling af studieforholdene - på SDU kaldet en studiemiljøundersøgelse. Undersøgelsen afvikles for samtlige heltidsstuderende på universitetet, hvilket er et lovkrav. De studerende kan besvare undersøgelsen på både dansk og engelsk. På given foranledning kan der afholdes en lignende studiemiljøundersøgelse for deltidsstuderende. Studiemiljøundersøgelsen er forankret i SDU’s Hovedarbejdsmiljøudvalg og organiseres af HR-service i samarbejde med Studieservice. Fakulteterne står for udarbejdelse af handleplaner for deres respektive uddannelser og for at inddrage relevante organer i beslutningen om, hvilke initiativer/forbedringer der skal iværksættes.

Strategi & Rekruttering

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230

Sidst opdateret: 28.05.2022