Skip to main content
DA / EN

Konsekvenser af en eksamensuregelmæssighed

Hvis en eksamensuregelmæssighed konstateres, vil du modtage en sanktion, der spænder fra en advarsel til en midlertidig eller permanent bortvisning fra SDU.

Konstateres eksamensuregelmæssigheden før du har modtaget en bedømmelse, vil din opgave derudover blive afvist fra bedømmelse. Hvis en eksamensuregelmæssighed først bliver opdaget efter du har modtaget en bedømmelse, vil din bedømmelse blive annulleret. 

Derudover vil du have brugt et eksamensforsøg i det pågældende fag.

En eksamensuregelmæssighed forældes aldrig. Derfor kan du som studerende blive indberettet både før og efter, du har modtaget en bedømmelse af din præstation ved en eksamen.

Du kan også blive indberettet, selv om du har afsluttet din uddannelse. Udover at få annulleret din bedømmelse, vil dit eksamensbevis i sådan et tilfælde også blive annulleret, og din bachelor- eller kandidatgrad vil blive taget fra dig.

Første-gangs-forseelser sanktioneres med en advarsel, samt en afvisning* af den gennemførte prøve.

Anden-gangs-forseelser sanktioneres med en midlertidig bortvisning fra universitetet, samt en afvisning* af den gennemførte prøve.

Tredje-gangs-forseelser sanktioneres med en tidsubegrænset bortvisning fra universitetet, samt en afvisning* af den gennemførte prøve.

Påvist eksamensuregelmæssigheder i forbindelse med en afsluttende prøve (bachelorprojekt, afgangsprojekt, kandidatspeciale, o. lign.) kan bevirke, at første-gangs-forseelser sanktioneres med en midlertidig eller en tidsubegrænset bortvisning fra universitetet. I forlængelse heraf kan der ved anden-gangs-forseelser begået under førnævnte typer af prøver sanktioneres med tidsubegrænset bortvisning fra universitetet.

Sagens omstændigheder kan bevirke, at der ved første-gangs-forseelser sanktioneres med en midlertidig eller en tidsubegrænset bortvisning fra universitetet, og at der ved anden-gangs-forseelser sanktioneres med tidsubegrænset bortvisning fra universitetet. Dette kan fx være tilfældet, hvis forseelsen anses som værende en grov overtrædelse.

*Ved allerede tildelt bedømmelse i en prøve annulleres den tildelte bedømmelse.

Læs om det retlige grundlag for SDU’s behandling af sager om eksamensuregelmæssighed her.

 

Sidst opdateret: 05.11.2023