Skip to main content

Studiejob

Der er mange fordele ved at have et studiejob. Du tilegner dig erhvervserfaring, mens du studerer, du får mulighed for at bygge videre på viden fra din uddannelse, mulighed for at prøve forskellige brancher af og undersøge jobmarkedet og det felt du vil arbejde med inden du er færdiguddannet. Og så giver et studiejob naturligvis mulighed for, at du både kan købe en ekstra kop kaffe i kantinen og have råd til studiebøger det kommende semester.

Flere undersøgelser viser desuden at studerende, der har haft studiejob, har nemmere ved at få job efterfølgende. Så det er også en måde at øge dine chancer for hurtig at komme i job, når du er færdig.

Hvad kan et studiejob give dig?

Et studiejob er en rigtig god måde at prøve dig selv af – hvad enten det er et studierelevant studiejob eller ej. Den erhvervserfaring du får fra et studiejob fortæller, at du er i stand til at indgå på en arbejdsplads, at du er mødestabil og arbejdsom, og at du kan indgå i forskellige arbejdskulturer. Et studiejob giver dig også indblik i, hvordan virksomheder og organisationer fungerer i virkeligheden uden for universitetet. Så du får altså nogle andre kompetencer end du får fra dit studie.

Det er også med til at skabe og udvide dit netværk. Hvad enten det er kommende arbejdsgivere, der tilbyder et job hos dem eller hjælper dig videre gennem deres netværk, så er studiejob en god måde at skabe kontakter til dit videre arbejdsliv. Og hvis du er ny studerende i byen, så er et studiejob også en rigtig god mulighed for at få nye venskaber.

Hvad kan du så regne med?

Det er bare et godt spørgsmål, som man ikke rigtig kan svare konkret på. Studiejobs varierer meget i timeantal, arbejdsopgaver- og områder alt afhængigt af, hvor du arbejder. Et godt råd er at gøre dig nogle tanker om, hvor mange timer du vil bruge på et studiejob. Et andet råd er at sig ja – sig ja til de opgaver du bliver stillet, gør dig umage – du vil opleve, at du vokser med opgaverne, udvikler nye kompetencer og ofte også en anden selvtillid end du kan få fra dit studie.

Hvad er dit drømmejob?

Det er de færreste der kan svare præcist på hvad de drømmer om at arbejde med, og som studerende på universitetet kan det sommetider være svært at forestille sig, hvad man kan ude i virkeligheden – men det kan et studiejob være med til at give indblik i. Et studiejob er en god mulighed for at prøve din faglighed af og arbejde med nogle af de problemstillinger, du beskæftiger dig med til hverdag på dit studie, tilegne nye kompetencer og undersøge arbejdsmarkedets mange muligheder og fornemme, hvad der rør sig. Et studiejob øger dine chancer for at score det fede job efter endt uddannelse. 

Uanset om du arbejder som telefonsælger, er DJ i weekenden eller er lærervikar, vil der altid være noget ved dit studiejob, der giver værdi og er relevant for din karriere og dit fremtidige arbejdsliv. Lige meget hvilket slags studiejob du har (eller gerne vil have), er det noget, du kan skrive på dit CV. Relevant erfaring er mange ting og ikke kun det studienære studiejob. Hvis du har brug for hjælp til at sætte ord på dine kompetencer, så tag et kig her.

Brug studiejobbet som inspiration og find drømmejobbet 

Selvom du ikke laver det, du drømmer om at beskæftige dig med, når du er færdiguddannet, så kan du bruge et studiejob til at kigge dig omkring i virksomheden/på arbejdspladsen og søg inspiration. Vær nysgerrig på, hvad dine kollegaer omkring dig laver. Et studiejob er altså en god måde at få lov til at komme tæt på nogle af de funktioner du kunne tænke dig at arbejde med – eller som du er lidt nysgerrig på. Brug gerne chancen til også at få stillet alle de nysgerrige spørgsmål du kan have til hvordan det er at arbejde med det de gør.

Hvordan finder du studiejobbet?

Mange virksomheder tilbyder studiejob, så kunne du tænke dig et studiejob, så søg inspiration og se hvad der findes af muligheder i SDU’s Jobbank. Du kan også vælge at søge uopfordret, hvis det er et sted du virkelig gerne vil arbejde. Læs her om hvad du skal være opmærksom på, hvis du søger uopfordret. Du kan også bruge LinkedIn til at søge inspiration – søg f.eks. på din uddannelse og se hvad andre med din uddannelsesbaggrund har haft som studiejob

Når du så kaster dig ud i at søge jobbet, kan du finde hjælp under Alt du skal vide om jobsøgning. Du er ligeledes velkommen til at booke en samtale, hvor vi sammen kan tale om alt lige fra den gode ansøgning eller om, hvordan du forbereder dig bedst til jobsamtalen til hvad du egentlig gerne vil med din uddannelse og hvilke studiejob, der kan hjælpe dig på vej. 

Har du allerede et studiejob, men vil gerne have mere ud af jobbet, så tag et kig her.

Sidst opdateret: 18.09.2021