Specialet kan kun udarbejdes i to fastsatte perioder om året:
- foråret (aflevering 2. hverdag i juni)
- efteråret (aflevering 2. hverdag i januar)
Se venligst tidsfrister og vigtige datoer i "Køreplanen", eftersom informationsmøde, tilmelding, aflevering af specialekontrakt finder sted inden specialesemesteret starter.
Link til modulbeskrivelse/fagbeskrivelse for speciale
Formål med speciale
Formålet med specialet er, at den studerende demonstrerer evne til konstruktivt, kritisk og selvstændigt at opstille, diskutere og formidle problemstillinger, der fordrer integration af teori, empiri og metode med tilknytning til uddannelsens centrale fag. Den studerende demonstrerer i specialet evner til at anvende videnskabelige teorier og metoder indenfor området samt til at kunne formulere sine resultater i et klart og præcist sprog (se også studieordningen).
Specialet er en større, selvstændig opgave (i form af enten en afhandling eller artikel), hvor du eksperimentelt, empirisk og/eller teoretisk-analytisk behandler en afgrænset faglig problemstilling med tilknytning til uddannelsens centrale fag, og herigennem dokumenterer din evne til at anvende videnskabelige teorier og metoder inden for området. Specialet afslutter din Kandidatuddannelsen i Idræt og Sundhed.
Specialet omfatter 30 ECTS og skal være afgrænset således, at det kan færdiggøres i løbet af specialeperioden.
Specialet kan i særlige tilfælde udvides til 45 ECTS - typisk hvis specialet er af eksperimentel karakter.
Specialet kan udføres alene eller i grupper på max. 3 personer.
Forår (aflevering juni) |
Efterår (aflevering januar) |
Aktivitet |
Primo marts |
Primo marts |
Informationsmøde om speciale, valgfag på Q6 og om projektorienteret forløb. Informationsmøde: blev afholdt den 19. marts 2024 Materiale fra informationsmøder ligger på Itslearning KA Community under "2. studieår og specialer". |
Marts-april | Marts-april | Specialeworkshops |
April-maj |
- | Dialog med specialevejleder og faglige vejledere |
14. maj |
15. oktober |
Ansøgningsfrist vedr. 45 ECTS hos Studienævn via SPOC. Se info under "Specialer på 45 ECTS". |
1. juni |
1. juni |
Aflevering af studieplan for 2. studieår inkl. plan for valg af emne og vejleder |
1. september |
1. juli |
Frist for indsendelse af specialekontrakt (vedr. 45 ECTS )via SPOC. Vejleder godkender efterfølgende specialekontrakten. |
September-november |
- | AVM |
20.-30. november |
20.-30. maj |
Tilmelding speciale 30 ECTS på Studentselvbetjening. Se info om "Indgangskrav og tilmelding" |
1. december |
1. juli |
Frist for indsendelse af specialekontrakt (vedr. 30 ECTS) via SPOC. Vejleder godkender efterfølgende specialekontrakten. |
Februar-juni | September-januar | Specialeforløb (aftales nærmere med din specialevejleder) Inden forløbet starter, skal du være tilmeldt og have fået godkendt specialekontrakten. |
2. hverdag i juni |
2. hverdag i januar |
Aflevering på Digital Eksamen inden kl. 12.00. |
Juni | Januar | Specialet skal være vurderet inden udgangen af måneden (for juni vil det være inden Dimissionen). Eventuelt specialeforsvar er placeret i løbet af måneden (vi forsøger at placere det i eksamensugen). |
Ultimo juni |
Ultimo juni |
Dimission |
Indgangskrav
Minimum 75 ECTS skal være bestået, før du kan blive indskrevet som specialestuderende.
Hvis du ikke har bestået 75 ECTS skal du søge studienævnet om dispensation for indgangskravet til specialet. Bemærk venligst at der skal forelægge dokumenteret usædvanlige forhold.
Tilmelding
Du skal huske at tilmelde dig til specialet via Studentselvbetjening på følgende tidspunkter:
Den 20. - 30. november (for studerende der skriver speciale i foråret med aflevering 2. hverdag i juni )
Den 20. - 30. maj (for studerende der skriver speciale i efteråret med aflevering 2. hverdag i januar).
Det er i forbindelse med tilmeldingen ikke muligt at vælge eksamensform (videnskabelig afhandling / videnskabelig artikel med mundtligt forsvar). Din tilmelding bliver opdateret af studiesekretæren til den rette eksamensform, efter at din specialekontrakt er blevet godkendt af din vejleder.
Du kan i "Køreplanen" få et overblik over vigtige datoer og tidsfrister.
Valg af specialeemne
Det er vigtigt, at du har tænkt dig godt om, inden du beslutter dig for valg af specialeemne.
Du kan få gode råd og inspiration til dit valg af "specialeemne".
Et speciale kan være et projekt, du som studerende selv tager initiativ til at gennemføre, eller det kan være en del af et igangværende eller et planlagt forskningsprojekt ved f.eks. Institut for Idræt og Biomekanik.
I teksten herunder kan du finde følgende information:
- Valg af vejleder
- Hvem kan vejlede
- Brug af ekstern vejleder (en ikke-ansat)
- Vejledningens form og omfang
- Ansvar for vejledningen
Valg af vejleder (gælder for studerende optaget sept. 2021 og herefter)
Efter informationsmødet og specialiseringernes workshops i marts og april skal de studerende indgå i dialog med potentielle vejledere omkring emner og idéer. De enkelte specialiseringer har forskellige procedurer for vejlederfordeling, hvilket der informeres om på workshops og/eller itslearning.
Senest den 1. juni skal der være indgået foreløbig aftale med en vejleder, som angives i studieplanen for 2. studieår.
Den endelige aftale indgås ved specialekontrakten.
Information til 2-fags-studerende (gælder for studerende optaget sept. 2021 og herefter)
Hvis du er indskrevet som 2-fagsstuderende, vil specialeprocessen være lidt anderledes end for øvrige studerende.
Du skal ligesom de øvrige studerende lave en plan for 2. studieår (studieplan) i slutningen af første studieår og her angive, at du er 2-fagsstuderende og skal skrive speciale i efterårssemesteret.
Du kan angive ønske om emne og vejleder her, men da der er over et år til, at du skal skrive speciale, kan du vente med at finde vejleder til det år, hvor du skal skrive dit speciale.
Vejleder skal senest være på plads, når du skal indsende specialekontrakt. Skal du skrive speciale i efteråret, skal du indsende kontrakten senest 1. juli.
Du er selv ansvarlig for at finde en vejleder og kan selv vælge, hvilken specialisering/forskningsenhed, du ønsker at skrive indenfor. Du kan på itslearning finde oplysninger om, hvilke aktiviteter der er forbundet med specialeskrivningen på den enkelte specialisering.
Specialekoordinator Lars Breum Christiansen kan være behjælpelig med at finde en vejleder til dig på denne baggrund.
Valg af vejleder (gælder for studerende optaget 2016 - 2020)
Den studerende skal selv finde en vejleder (se afsnittet herunder "Hvem kan vejlede").
Du kan også finde et overblik over instituttets ansatte og forskningsenheder på IOB's hjemmeside.
Specialekoordinator Lars Breum Christiansen kan være behjælpelig med at finde en vejleder til dig.
Du skal have fundet en vejleder og udarbejdet en problemformulering/projektbeskrivelse inden den 1. december (aflevering juni) eller den 1. juli (aflevering januar), hvor der er frist for udfyldning af specialekontrakt.
Vejlederskift efter at specialekontrakten er godkendt kan kun ske i sjældne tilfælde, og hvis der forelægger særlige forhold. Skift skal altid godkendes af specialekoordinatoren.
Hvem kan vejlede?
Specialevejlederen skal være en fastansat videnskabelig medarbejder ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU. Dette dækker adjunkter, studieadjunkter (med Ph.d.), lektorer og studielektorer (med ph.d.) samt professorer.
Specialevejlederen kan i sjældne tilfælde være ansat som ekstern lektor. Det er dog en forudsætning, at denne har en Ph.d.-uddannelse og erfaring indenfor området og er tilknyttet som underviser på uddannelsen i Idræt og Sundhed i et relativt stort omfang. Brug af eksterne lektorer som vejledere på kandidatspecialer skal altid godkendes af studielederen ved Idræt og Sundhed.
Ekstern vejleder
I særlige tilfælde er det muligt at have en ekstern vejleder (en vejleder, der ikke er ansat på eller tilknyttet Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU). En ekstern vejleder skal altid godkendes af studielederen for Idræt og Sundhed. Ved brug af ekstern vejleder skal der altid være tilknyttet en intern vejleder fra IOB. Den interne vejleder har det overordnede formelle ansvar for, at projektets indhold og omfang er i overensstemmelse med de gældende regler og bestemmelser for specialer ved IOB. Den interne vejleder er endvidere medansvarlig for den faglige vejledning samtidig med, at denne fungerer som eksaminator. Omfanget af ekstern vejledning kan maksimalt udgøre 10 timer, og fordeling af vejledertimerne mellem den eksterne og den interne vejleder skal afklares før, du afleverer din ansøgning om at blive indskrevet som specialestuderende.
Læs mere om brug af ekstern vejleder, og hvordan du ansøger om ekstern vejleder med honorering af vejledningstimer.
Vejledningens form og omfang
Du modtager vejledning løbende gennem specialeperioden. Specialevejledningen kan foregå både som individuel vejledning, gruppevejledning og e-vejledning. Du mødes som udgangspunkt regelmæssigt med din vejleder til både individuel vejledning og til vejledning i specialegruppen. Gruppevejledningen er som udgangspunkt organiseret som 1) et sted for fælles introduktioner til fx metoder eller analytiske tilgange samt 2) peer-feed-back og fælles feedback fra vejleder.
Forud for hver vejledning fremsendes materiale efter aftale med vejleder. Materiales omfang bestemmes af den enkelte vejleder, men skal modsvare den forberedelsestid, som vejlederen har til den enkelte vejledning.
Undervejs er der mulighed for e-vejledning. Her kan sendes korte præcise spørgsmål eller korte tekstuddrag til kommentering.
En vejleder får tildelt 35 arbejdstimer til at vejlede et speciale. Dette kan fordeles på forskellige måder, men inkluderer både face-to-face-vejledning alene eller i grupper, e-vejledning, forberedelse og eksamen. Ved to studerende tildeles 45 timer og ved tre studerende tildeles 50 timer. Form, tidspunkter og fordelingen af vejledningstimerne tilrettelægges af den enkelte vejleder. Vejledningen vil dog i hovedtræk være fordelt med 25% til face-to-face-vejledning (herunder gruppevejledning), 50% til forberedelse (læsning af fremsendt tekst) og 25% til eksamen, administration og e-vejledning.
Det er ikke muligt at ’opspare’ timer ved at blive væk fra planlagte vejledninger eller først starte sin vejledning sent i forløbet.
Ansvar for vejledningen
Vejledningen er et fælles ansvar. Som studerende har du initiativpligt til de individuelle vejledninger og formulerer ønsker om, hvad der skal diskuteres mv. Du har således som studerende ansvar for at tage den første kontakt til vejleder og udarbejde din problemformulering og tilhørende projektbeskrivelse inden aflevering af specialekontrakt.
Når dette er godkendt af vejleder, vil I lave aftaler om forløbet, herunder gruppevejledningernes placering og indhold. Det er dit ansvar som studerende at have forberedt dig til gruppevejledningerne ved at have gennemlæst de fremsendte tekstuddrag. Har du ikke forberedt dig, kan du ikke forvente selv at få feedback.
Specialets endelige indhold, udarbejdelse og aflevering er dit eget ansvar.
Det er en forudsætning for at blive indskrevet som specialestuderende, at man er indskrevet på Kandidatuddannelsen i Idræt og Sundhed ved SDU.
Formelt set starter dit specialeforløb den 1. februar eller den 1. september, men du skal før denne dato have fundet en vejleder og fået godkendt din specialekontrakt.
Specialekontrakt
Du skal udfylde specialekontrakten senest d. 1. september (for 45 ECTS-specialer) eller 1. december (for 30 ECTS-specialer) via SPOC.
Skriver du i efteråret, udfylder du kontrakten via SPOC senest d. 1. juli.
Du finder specialekontrakten her:
https://spoc.sdu.dk/ -> studiesekretariat -> specialevejlederaftaler -> specialekontrakt Idræt og Sundhed.
I specialekontrakten skal du skrive din problemformulering og projektbeskrivelse samt en kort redegørelse for specialets formål og metode (herunder en vurdering af realiserbarheden af indsamling/adgang til data) samt en foreløbig litteraturliste (se evt. Brug af materiale fra Anvendt Videnskabelig Metode i menupunktet om Specialets formalia ).
Din vejleder skal herefter godkende specialekontrakten eller returnere specialekontrakten med krav om revidering.
Problemformuleringen og projektbeskrivelsen skal ikke godkendes af studieleder eller institutleder, men de har begge adgang til det uploadede dokument.
Du må gerne lave om på din specialetitel i forløbet. Du angiver selv den endelige titel, når du afleverer i Digital Eksamen.
Specialet (afhandling eller artikel) kan udformes på dansk, norsk, svensk eller engelsk. Et speciale udformes på én af to måder: enten som en større, sammenhængende videnskabelig afhandling, eller som en videnskabelig artikel udarbejdet med henblik på publicering i et videnskabeligt tidsskrift.
En videnskabelig afhandling:
Omfanget af afhandlingen er maks. 60 normalsider. Specialer på 45 ECTS må maks. fylde 90 normalsider. Ved flere studerende tillægges 30 normalsider pr. studerende.
Karakteren skal offentliggøres inden udgangen af juni (januar) måned. Vejleder kan efterfølgende kontaktes for en kort mundtlig begrundelse.
En videnskabelig artikel (artikelform):
Den videnskabelige artikel kan være teoretisk anlagt, bygge på indsamlet empiri eller have form af et større review. Det færdige resultat skal udgøre et produkt, der har artikelform og potentielt kan indsendes til bedømmelse ved et relevant tidsskrift og dermed indeholde de elementer, som kræves for dette. Find en liste over mulige tidsskrifter her: https://www.scopus.com/sources.uri (søg efter emne eller titel) eller https://tidsskrift.dk/
Oftest kræves dog en del videre bearbejdning af materialet og evt. oversættelse til engelsk før det kan indsendes, og der er derfor primært tale om, at den studerende laver et produkt, der har artikelform og som på den led har karakter af en udvidet artikel. Det skal angives, hvilket tidsskrift artiklen er stilet til.
Udover artiklen skal der udarbejdes en indledning/manchet til artiklen. Denne skal være på minimum 6 sider (gælder også ved specialer på 45 ECTS) og skal indeholde en uddybende beskrivelse af de centrale metoder og teorier, der er anvendt i artiklen, herunder en diskussion af metodologiske problemstillinger og diskussionspunkter, der knytter sig til undersøgelsen. Den kan desuden indeholde en uddybende argumentation for de valgte problemstillinger og den måde, de bearbejdes på, ligesom den kan diskutere andre dele af artiklens indhold, som ikke kan indeholdes i artikelformatet. Den nærmere form aftales med vejlederen.
Artikel med indledning/manchet må samlet set ikke overskride 40 normalsider. Samme krav gælder ved speciale på 45 ECTS.
Ved flere studerende tillægges 20 normalsider pr. studerende.
Artiklen efterfølges af et mundtligt forsvar. Det mundtlige forsvar er altid individuelt og varer 60 min. inkl. votering (se mere information herom længere nede på siden). Gælder ligeledes ved specialer på 45 ECTS. Det mundtlige forsvar skal være afsluttet inden udgangen af juni (januar) måned.
Begge former vurderes efter 7-trinsskalaen og er med ekstern censur.
Mundtligt forsvar (videnskabelig artikel):
Vejleder og studerende aftaler en plan for forsvaret forud for eksamen (baseret på nedenstående retningslinjer):
Der er afsat i alt 60 minutter til eksamen
• studerendes mundtlige præsentation af et eller flere centrale områder i specialet (max. 15 minutter)
• eksamination med afsæt i kandidatspeciale og præsentation (max 40 minutter)
• votering (eksaminator og censor) og feedback (eksaminator, censor og studerende) max. 5-10 minutter
Det er muligt at medbringe tilhørere til specialeforsvaret i et begrænset antal, som aftales med vejleder i god tid inden forsvaret. Vejleder aftaler det praktiske med specialesekretær Karina Lindhus Larsen og giver samtidig besked til censor.
Der kan lukkes for tilhørere til forsvaret af hensyn til fortrolighed og beskyttelse af persondata.
Aflevering i Digital Eksamen:
Specialet afleveres elektronisk i Digital Eksamen anden hverdag i hhv. juni (for specialer skrevet i foråret) eller januar (for specialer skrevet i efteråret) senest kl. 12.00.
Specialet afleveres som pdf-fil. Hvis der er en større mængde empirisk materiale i form af bilag, har du mulighed for at aflevere bilagene i en separat fil.
Hvis du skriver speciale med en medstuderende, så er det kun den ene af jer, der skal aflevere.
Ved gruppespecialer skal hver enkelt deltagers bidrag kunne bedømmes for sig - dvs. at det tydeligt skal fremgå, hvem der er ansvarlig for udarbejdelsen af de enkelte afsnit (afsnit med problemformulering, metode og konklusion kan de studerende være fælles ansvarlige for).
Indholdskrav: Specialet skal indeholde et resume på dansk og engelsk. Hvis specialet er skrevet på engelsk, kan dansk resumé undlades. Specialet skal desuden indeholde forside, indholdsfortegnelse og litteraturliste samt eventuelle bilag.
Forsiden på afhandling eller artikel skal indeholde: Titel på såvel dansk som engelsk (hvis der skrives på engelsk, kan dansk titel undlades), navn(e) på forfatter(e), navn på vejleder(e), antal anslag samt afleveringsdato.
Normalside: En normalside udgør 2.400 typeenheder (tegn plus mellemrum). Ved typeenhed forstås ethvert typografisk element, dvs. ikke blot bogstaver og tal, men også interpunktionstegn og mellemrum. Fodnoter og tekst i tabeller tælles med som typeenhed. Der medregnes ikke forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, resumé, abstract samt bilag.
Du vil i Studieordning for kandidatuddannelsen i idræt og sundhed i punkt 5.6 under ”Undervisnings-og prøveformer” kunne finde en uddybning af, hvilke typeenheder der skal medregnes i specialet.
Kildehenvisninger: Ved de dele af teksten, der er baseret på andres teorier, metoder, data eller lignende skal det angives, hvem kilden er. Der kan anvendes forskellige notesystemer (fx APA: http://www.apa.org/). Eneste krav er, at det anvendes konsistent, og at alle kilder optræder i litteraturlisten. Afleveres specialet som artikel anvendes tidsskriftets referencesystem. Ved direkte citater angives kilde og sidetal.
Brug af materiale fra Anvendt Videnskabelig Metode:
Der arbejdes på nogle af AVM-modulerne med synopser, som er orienteret mod dit specialeprojekt. Du kan derfor godt anvende udvalgte dele fra din synopsis i specialekontrakten (projektbeskrivelse og synopsis) uden problemer, hvis du gør opmærksom på det ved at lave citering, henvisning eller i en fodnote angive at teksten er en viderebearbejdning af din synopsis.
Genanvendelse af tekststykker fra din synopsis i specialet kan være oplagt. Ofte vil teksten udvikle sig i forbindelse med specialet, så de to tekster ikke længere ligner hinanden, men du skal være opmærksom på, om du ender med at kopiere store dele direkte fra din synopsis. Hvis du direkte genanvender tekst fra din synopsis, skal du gøre opmærksom på dette i specialet ved at lave citering, henvisning eller en fodnote hvor du angiver at teksten er en viderebearbejdning af din synopsis.
Dermed følger du de almindelige akademiske standarder.
Se mere på dette link: akademisk redelighed - referer korrekt
Layout: Der skrives med punktstørrelse 12 og linjeafstand 1,5. Overskrifter skal fremstå anderledes end brødteksten. Den studerende kan selv vælge skrifttype.
- Afleveres specialet ikke indenfor den aftalte frist, har den studerende brugt ét eksamensforsøg og specialet betragtes som ’Udeblevet’(U).
Herefter udformer den studerende i samråd med vejleder en ny problemformulering indenfor det oprindelige emneområde, og speciale-afleveringsdatoen fastsættes til tre måneder efter den oprindelige afleveringsdato. Revisionen af den oprindelige problemformulering/projektbeskrivelse skal modsvare ca. 3 måneders ekstra specialearbejde, og den skal godkendes af studieleder (via specialekontakten i SPOC).
- Overholder specialet ikke formalia, indstilles det ikke til mundtligt forsvar, og specialet vurderes ikke bestået (00). Der skal ligeledes udarbejdes en ny problemformulering/projektbeskrivelse inden for det oprindelige emneområde, og specialeafleveringsfristen fastsættes til tre måneder efter bedømmelsen er offentliggjort. Den ændrede opgaveformulering skal modsvare 3 måneders ekstra specialearbejde.
- Bedømmes specialet til ikke bestået (’00’ eller ’-3’)udfærdiges ligeledes en ny problemformulering/projektbeskrivelse inden for det oprindelige emneområde, og specialeafleveringsfristen fastsættes til tre måneder efter bedømmelsen er offentliggjort. Den ændrede opgaveformulering skal modsvare 3 måneders ekstra specialearbejde.
I alle 3 tilfælde gælder, at den studerende og vejleder har 14 dage til at lave en ny problemformulering/projektbeskrivelse, som skal godkendes af studielederen via specialekontrakten i SPOC.
Såfremt specialet fortsat ikke afleveres eller bestås, kan den studerende få et tredje eksamensforsøg efter de samme regler. Den studerendes indskrivning som specialestuderende ophører, når antallet af eksamensforsøg er opbrugt.
Foreligger der usædvanlige forhold kan Studienævn for Idræt dispensere og give tilladelse til flere end 3 eksamensforsøg.
Godkendelse af redigeret projektbeskrivelse via specialekontrakten i SPOC
Den reviderede specialekontrakt udfylder du via SPOC
(Tidligere henvendelser -> Genåbn for 2./3. forsøg).
Specialevejleder og studieleder godkender specialekontrakten og projektbeskrivelsen.
Er det ikke tydeligt, hvilke 3 måneders ekstra arbejde, der er tilføjet, vil specialekontrakten og projektbeskrivelsen ikke blive godkendt.
Hvad er en ændret projektbeskrivelse?
Ministeriet har i brev af 13. juli 2007 udtalt, at der med ændret opgaveformulering (projektbeskrivelse) forstås,
»at den studerende ikke skal begynde forfra med sit speciale, hvis afleveringsfristen ikke overholdes, men at universitetet ud fra en faglig vurdering skal ændre opgaveformuleringen på en sådan måde, at det svarer til en arbejdsbelastning på yderligere 3 måneder. Dette gælder uanset specialets normering. Den ændrede opgaveformulering skal således justeres i lyset af indholdet af det enkelte speciale – og kan fx være en større eller mindre tilføjelse, ligesom det (som udgangspunkt) ikke er hensigten, at studerende skal begynde forfra med nye eksperimentelle forsøg.«
Det ekstra arbejde kan fx være mere empiri, nye teorier og metoder, flere analyser etc.
Kandidatspecialet skal være på mindst 30 ECTS, men kan i enkelte og særlige tilfælde udvides til 45 ECTS. De sidste 15 ECTS opnås ved at fritage den studerende fra valgfaget på 3. semester.
Skal specialet udvides til 45 ECTS kræves, at kandidatspecialet er af eksperimentel karakter (Jf. Uddannelsesbekendtgørelsen §21 stk. 3). Den primære forskel på et 30 ECTS og et 45 ECTS-speciale er omfanget af projektets empiriske undersøgelse, dvs. typisk den tid der er brugt til at forberede, indsamle og behandle data. Det kan fx være laboratorieundersøgelser eller tilsvarende studier, hvor der foreligger en omfattende egenproduktion af originale data.
Studienævnet skal godkende, at et speciale er af eksperimentel karakter og kan udvides til 45 ECTS.
Til brug for studienævnets behandling fremsendes nedenstående information sammen med ansøgning via SPOC -> studienævn -> dispensation -> andre dispensationstyper. Der skal laves én ansøgning per studerende (også selvom flere skriver sammen).
Projektbeskrivelse: En kort projektbeskrivelse, der redegør for projektets baggrund, formål og metoder.
Argument for udvidelse: En tydelig beskrivelse af, hvori det eksperimentelle består, herunder en detaljeret beskrivelse af dataindsamlingsmetoder og databehandlingsmetoder. Der skal indgå en godkendelse af det udvidede omfang fra vejleder. Se kriterier for vurdering nedenfor.
Tidsplan: Der skal opstilles en tidsplan, der disponerer arbejdsopgaverne i forløbet og tydeliggør, hvordan de ekstra 15 ECTS anvendes i dataindsamlings- og behandlingsdelen.
Studieplan: En plan, der tydeligt redegør for processen.
Vurdering:
Studienævnet foretager en helhedsvurdering af ansøgningen på baggrund af nedenstående kriterier:
- det udvidede timeforbrug er nødvendigt for at indsamle og behandle specialets data og belyse problemformuleringen med forsvarlig kvalitet
- det udvidede timeforbrug medfører et læringsudbytte, der ikke kan opnås med et 30 ECTS-speciale. Dette skal fx afspejle sig i problemformulering, metodebeskrivelse og litteraturlister
- det udvidede timeforbrug øger brugbarheden og kvaliteten af specialets resultater
- det udvidede timeforbrug muliggør særlige samarbejdsrelationer med eksterne interessenter.
- at ansøgninger skal sendes til studienævnet senest d. 14. maj.
- hvis dette ikke er muligt skal ansøgningen sendes til studienævnet senest d. 1. juni.
Man skal ikke tilmelde sig valgfag ifm. undervisningsperioden, men i stedet afvente behandling af ansøgning om 45 ECTS speciale. Hvis det skulle vise sig at man ikke får godkendt et 45 ECTS speciale, skal man efterfølgende tilmelde sig enten et valgfag eller et selvvalgt emne.
- specialekontrakten skal indsendes til godkendelse hos vejleder senest den 1. september.
Specialer i tilknytning til prægraduat forskningsår
Specialer der udarbejdes i forlængelse af et prægraduat forskningssemester, har som udgangspunkt samme specialeperiode og afleveringsfrist, som øvrige specialer. Der henvises i øvrigt til retningslinjer vedrørende tilrettelæggelse af forskningsår på denne hjemmeside
Prægraduater skal huske at tilmelde sig specialet via Studentselvbetjeningen (så du bliver tilmeldt eksamen) samt aflevere en specialekontrakt via SPOC.
Du kan i "Køreplanen" få et overblik over vigtige datoer og tidsfrister (f.eks. hvis du skal aflevere i juni, skal du følge forårets-tidsfrister).
GDPR
Her kan du som studerende finde information om GDPR for studerende, og hvad du bør vide om GDPR (brug af data, samtykke, opbevaring af dato, brug af eksisterende data mm), når du skal skrive speciale.
Studerendes indsamling og registrering af følsomme personoplysninger i forbindelse med deres projekt- og specialeskrivning mv. er fritaget fra kravet om anmeldelse til og tilladelse fra Datatilsynet under visse forudsætninger.
Fritagelse for anmeldelsespligten er baseret på to krav. For det første skal man være studerende på en kandidatuddannelse eller lignende uddannelse. For det andet skal indsamlingen og registreringen af personoplysninger ske med udtrykkeligt samtykke fra de personer, oplysningerne vedrører. Datatilsynet anbefaler, at du som studerende får et skriftligt samtykke fra de personer, de indsamlede oplysninger vedrører. Persondataloven stiller ikke noget krav om, at et samtykke skal være skriftligt for at være gyldigt. Men det er dit ansvar som studerende at kunne godtgøre, at der foreligger et samtykke fra de pågældende personer.
Selv om der ikke gælder en anmeldelsespligt til Datatilsynet, skal persondatalovens regler om, hvornår personoplysninger kan indsamles, registreres mv., fortsat overholdes. Det er den studerendes ansvar at tilse dette. Der kan læses mere herom på Datatilsynets hjemmeside (http://www.datatilsynet.dk).
Brug af generativ AI
Læs mere om reglerne for brug af kunstig intelligens (generativ AI) i specialer.
Økonomisk støtte
Det er som udgangspunkt ikke muligt at søge om økonomisk støtte til specialet.
Indgår specialet i et større forskningsprojekt kan der dog være projektmidler, der kan dække eventuelle udgifter. Alle udgifter skal forhåndsgodkendes af vejleder og den ansvarlige forskningsleder.
Det er ikke tilladt at give gaver.
Studerende på udlandsophold
Studerende, der er på udlandsophold i perioden op til specialet, har selv ansvar for at holde sig orienterede om specialeforløbet via itslearning. De gældende retningslinjer og datoer for aflevering af ansøgningsskema om indskrivning som specialestuderende samt specialekontrakt, problemformulering og projektbeskrivelse skal fortsat overholdes. Kommunikation med vejleder, studiesekretær eller specialekoordinator kan foregå via Zoom, eller e-mail (brug altid din SDU-mail).
Den gode specialeproces
Få styr på specialeprocessen- og kom godt i mål. Her kan du læse mere om, hvordan du vælger det gode emne, laver den gode problemformulering, de gode specialevaner og få hjælp undervejs.
Studie- og trivselsvejledningen
Studie- og trivselsvejledningen tilbyder individuelle vejledninger om f.eks. planlægning af semestret med specialet, vejledersamarbejdet, akademisk skrivning, trivslen i dagligdagen m.m. Du kan læse mere: guide for specialestuderende ved SDU
På samme hjemmeside kan du bl.a. kan finde en guide til den gode specialeproces, oplysninger om specialecoaching, gode råd hvis du går i stå og meget andet.
Biblioteket
Biblioteket tilbyder forskellige kurser og mulighed for hjælp til fx. informationssøgning. Se mere på bibliotekets hjemmeside under ”Vejledninger” samt ”Kurser og events”.
Bibliotekets link til specialer og afhandlinger fra danske og udenlandske universiteter.
Tryk af din hovedopgave
Ved Grafisk Center er det muligt at få lavet et trykt eksemplar af dit speciale mod betaling. På hjemmesiden kan du finde yderligere info om priser, leveringstider og kontaktoplysninger til Grafisk Center.
Sekretær Karina Lindhus Larsen, IOB-specialer@health.sdu.dk
Kontaktperson, hvis du har generelle spørgsmål til forløbet.
Specialekoordinator Lars Breum Christiansen, lbchristiansen@health.sdu.dk
Kontaktperson, hvis du har spørgsmål vedrørende formalia eller har brug for hjælp til at finde en vejleder.
Studiekoordinator Kirstine Munk Bang, sn-idraet@health.sdu.dk
Spørgsmål til studiet, studienævnet f.eks. dispensation til aflevering, ansøgning om udsættelse etc.
Studieleder Annemari Munk Svendsen, amsvendsen@health.sdu.dk