Hvorfor valgte du at læse Fysik på SDU?
Da jeg efter gymnasiet skulle vælge, hvad jeg ville uddanne mig til, var jeg meget i tvivl om, hvilken retning jeg skulle gå. Jeg overvejede Medicin, Fysik, Biokemi og Biomedicin.
I sidste ende valgte jeg Biomedicin, men ændrede det så til Fysik relativt hurtigt, og holdt fast ved dette valg resten af min studietid.
Hvad går dit job ud på?
At være hospitalsfysiker er et fantastisk alsidigt job, og siden jeg fik et studiejob på Nuklearmedicinsk Afdeling på OUH tilbage i 2008, har jeg gerne villet arbejde som hospitalsfysiker.
Som fysikere er vi involveret i mange af de processer, der skal til for at kunne levere et strålebehandlingsforløb til en patient. Dette involverer blandt andet at sikre, at vores lineære acceleratorer fungerer, som de skal, at lægge den plan som patienten behandles med, og sikre at patienten rent faktisk i sidste ende gennemgår den forventede plan, blandt andet ved hjælp af daglig billedkontrol.
Derudover er vi også involveret i forskellige protokoller til forbedring af de nuværende behandlingsformer og indførelsen af nye teknikker. Som fysikere har vi et tæt samarbejde med både læger og det personale, der står for den egentlige behandling af patienterne på vores acceleratorer.
Hvordan er det at være ny i dit arbejde?
Som ny hospitalsfysiker starter man i et uddannelsesforløb under Dansk Selskab for Medicinsk Fysik, hvor man oplæres i de forskellige aspekter af jobbet. Dette indebærer blandt andet deltagelse i internationale kurser inden for medicinsk fysik.
Derudover skal man som ny hospitalsfysiker læres op i at kunne udføre det daglige kliniske arbejde; herunder at kunne tage beslutninger omkring den daglige behandling af patienter.
Hvilke kompetencer bruger du i dit nuværende job?
Min generelle baggrund i fysik er en stor hjælp, når jeg skal sætte mig ind i de forskellige aspekter af den medicinske fysik. Derudover er min erfaring fra studiet med at lave og analysere målinger, lave litteratursøgninger og brug af software som MATLAB meget nyttig.
Hvordan skal man målrette sin uddannelse i forhold til en karriere inden for dit felt?
Det vil altid være nemmere at kunne komme ind i dette område, hvis man i forvejen har arbejdet med medicinsk fysik. Deltagelse i relevante kurser som medicinsk fysik, dosimetri, billeddannende teknikker (CT, MR, PET) og programmering vil være en stor fordeling, hvis man gerne vil i betragtning til sådan en stilling.
Derudover er det en god idé at skrive de store opgaver som bachelorprojekt og speciale i stråleterapi, nuklearmedicin etc.
Har du et godt råd til dem, der læser Fysik i dag?
Som fysiker har man en alsidig uddannelse, der kan bruges i mange forskellige typer af job. Det er dog stadig godt, hvis man tidligt i studiet ved, i hvilken retning man ønsker at gå, sådan at man kan målrette sin uddannelse bedst muligt.