Hvorfor valgte du at læse Fysik på SDU?
– Jeg begyndte på den naturvidenskabelige basisuddannelse i 1979 og ville egentlig være læge. Jeg fuldførte 1. del af lægestudiet og kom et stykke ind på 2. del, før det gik op for mig, at arbejdet som læge ikke rigtig var noget for mig, selv om jeg syntes, at det faglige på lægestudiet – anatomi, fysiologi, neurofysiologi osv. – var superinteressant. Dengang, midt i 1980’erne, var systemet på sygehuset stadig meget hierarkisk, og det brød jeg mig ikke om. Derfor skiftede jeg til fysik, som jeg altid havde syntes var fundamentalt spændende, og hvor der ikke var de stive ledelsesmæssige strukturer.
Hvordan kom du i gang med en karriere inden for fysik og hvorfor vindenergisektoren?
– Jeg har egentlig ikke haft en karriere inden for fysik. Allerede før jeg blev optaget, var jeg i gang med vindmøllerne, og jeg fortsatte med at arbejde med vindkraft, mens jeg læste. I hele forløbet, også efter min studier, har jeg faktisk mest arbejdet på ingeniørfeltet. Men fysikken er jo grundlaget for det meste af ingeniørvidenskaben, så det har været ganske nemt.
– Min interesse for vindkraft stammer helt tilbage til lige efter, at jeg var blevet student. Jeg lavede den første lille vindmølle i 1976 og den første kommercielle mølle i 1978. Dengang var det dels noget med at anvise et alternativ til atomkraft, dels det mere praktiske at reducere elregningen på mine forældres gård.
Kan du fortælle lidt mere om din karriere generelt fra din uddannelse og til i dag?
– Min karriere inden for vindkraft begyndte med pioneraktiviteter. Først alene, senere sammen med den lokale smed. I 1979 var vi kommet så langt, at vi havde fået stillet et par ”rigtige” møller op hos kunder, og smeden ville på det tidspunkt gerne lave en egentlig produktion. Det havde jeg ikke så stor appetit på, fordi jeg ikke ville få tid til det, når først jeg begyndte på universitetet, og en uddannelse skulle jeg jo have. Derfor tog jeg kontakt til en lokal virksomhed, Vestas, som jeg vidste gik og puslede med vindkraft, blot ikke med en teknologi, som jeg troede havde en fremtid.
– Det viste sig, at de var kommet til den samme erkendelse, og derfor var de interesserede i at få lov til at producere vores design på licens. Udgangen blev en god aftale, hvor vi fik en stykpris pr. vindmølle solgt af Vestas. Det kunne jeg leve af det meste af studietiden.
– Ved siden af studierne hjalp jeg Vestas, først på konsulentbasis og fra 1983 som ansat. I 1986 kom Vestas i krise på grund af nedgang på det ellers store vindmøllemarked i Californien, så jeg blev lidt træt af arbejdet og sagde op for at kunne fokusere mere på studierne. Men efter blot et par uger savnede jeg industrien alt for meget, og derfor søgte jeg ind hos det, jeg anså for at være den mest seriøse af de andre fabrikanter, Bonus Energy i Brande. Jeg blev ansat i begyndelsen af 1987, først som udviklingsingeniør, og fra 1988 som teknisk direktør. Og der blev jeg så hængende, til jeg gik på pension som 57-årig i 2014. Undervejs havde vi i 2004 solgt virksomheden til Siemens, og i de sidste 10 år arbejdede jeg derfor i Siemens Wind Power, som det kom til at hedde.
– Vi havde en fantastisk udvikling gennem årene, fra 80 medarbejdere i 1987 til ca. 14.000, da jeg stoppede i 2014. Nogle af højdepunkterne var, da vi i 1991 opstillede verdens første havmøllepark og i 2009 verdens første flydende havmølle. Vores tidlige fokus på havmøller gav os en førerstilling på området, og mere end halvdelen af alle verdens havmøller er leveret af Bonus og Siemens.
– Jeg kunne naturligvis ikke helt sidde stille, efter at jeg var holdt på Siemens, og det endte med, at jeg etablerede en virksomhed, Stiesdal A/S, som arbejder med teknologier til begrænsning af klimaforandringerne. Vi har tre datterselskaber; et som udvikler flydende havmøller; et andet som udvikler energilagring; og et tredje, som udvikler kulstof-negativt brændstof til fly. Det er stærkt tilfredsstillende alt sammen!
Kan du beskrive dine erfaringer med iværksætteri, og hvordan du har kunnet bruge dine fysik- og naturvidenskabelige kompetencer i den forbindelse?
– Iværksætteri begynder som regel med, at man får øje på en mulig løsning på et ellers udækket problem eller behov. At man tænker: ”Hov, kunne man egentlig ikke … ?” Det gælder både iværksætteri i klassisk forstand, hvor man som enkeltperson eller gruppe sætter noget nyt i værk,og når man i en større virksomhed går i gang med en ny teknologi eller et nyt produktområde.
– Jeg har erfaring med begge slags iværksætteri, altså både den man selv står for, og den der foregår i udviklingsafdelingen i en større virksomhed. I begge sammenhænge gælder der nogle grundregler. Det hele begynder naturligvis med et åbent sind og en god portion ”det må vi da kunne løse”-attitude. Men det gælder også om at have selvkritik og aktivt opsøge problemer og udfordringer, så man ikke når for langt, før man indser, hvad der kan risikere at være så fundamentale udfordringer, at man aldrig vil nå i mål.
– Gennem ca. 30 år var jeg, først i Vestas, siden i Bonus og Siemens, den person i virksomheden, som vurderede nye opfindelser, både interne opfindelser og dem, vi fik tilbudt udefra. Det var et helt generelt karaktertræk for navnlig de eksterne opfindelser, at man ikke forholdt sig til de udfordringer ved ideerne, som forekom mig helt åbenlyse, og som oftest gjorde, at ideerne aldrig ville blive til noget i praksis. Man så kun det gode og var blind for udfordringerne. Opfinderne var som regel kvikke, dygtige mennesker – og alligevel fik de ikke set ordentligt på udfordringerne. Min egen konklusion er, at når det med at være blind for udfordringerne sker hele tiden for kvikke og dygtige mennesker, må det være en fælde, som vi alle er tilbøjelige til at falde i. Derfor skal man bestræbe sig på at gøre noget aktivt for at se udfordringerne i øjnene.
– En uddannelse som fysiker giver en helt ideel baggrund for en iværksætter på det teknologiske område. Man lærer på studiet at forholde sig nøgternt og kritisk til data og information, og man lærer alle de grundlæggende metoder indenfor matematik og fysik, som er basis for enhver vurdering af teknologi. Og det, man måske kunne mangle indenfor ingeniørvidenskab og økonomi, kan man som fysiker hurtigt sætte sig ind i.
Hvad kan en fysiker bidrage med inden for dit felt?
– På energiområdet kan en fysiker bidrage med et bredt fagligt fundament og en evne til at sætte sig ind i nye problemstillinger. Det er klart, at traditionelle ingeniørvirksomheder ofte vil efterspørge ingeniører, men vi havde i min tid mange fysikere i Siemens, og vi kommer også til at have en pæn andel af fysikere i min egen, nye virksomhed.
Hvilke kompetencer bruger du i dit nuværende job?
– Fagligt bruger jeg mest min viden om klassisk mekanik, elektromagnetisme, termodynamik og fysisk kemi. Og så en hel masse ingeniørteknikker, som jeg har lært mig selv. Derudover bruger jeg også kompetencer inden for innovation, økonomi, jura, patenter og ledelse. Det er ikke fagområder, som jeg har nogen formel uddannelse indenfor eller har gået på kurser i, men det er noget, jeg har måttet sætte mig ind i gennem årene.
Har du i øvrigt et godt råd til dem der læser Fysik i dag?
– Nej, det har jeg nok ikke, ud over det helt banale at man skal nyde sin studietid.
Har du et godt råd i forhold til spændende fremtidige områder inden for dit felt?
– Inden for mine felter, altså offshore vindkraft, energilagring og kulstofnegativt brændstof til fly, gælder det om, at man har en grundlæggende forståelse af helt fundamentale fysiske mekanismer. Hvordan kræfter opstår og overføres, hvad der sker med gasser ved varierende tryk og temperatur, hvordan strøm, spænding, modstand og magnetiske felter hænger sammen, hvordan materialer fungerer, osv. Hvis man har sådan en grundlæggende forståelse, og hvis man i øvrigt har en kombination af ”skal vi ikke bare se at komme i gang”-attitude og ydmyghed over for, hvor ting kan komme til at drille, så vil der være læssevis af muligheder for fysikere på mit felt.