Hvad er din nuværende jobfunktion?
Jeg arbejder med udvikling af softwaresystemer til fjernvarmeindustrien. Min titel er projektleder; det er en titel, der betyder mange forskellige ting forskellige steder. I mit tilfælde betyder det, at jeg har det overordnede ansvar for at udvikle og levere vores system.
Det gør jeg heldigvis ikke alene, men sammen med en håndfuld dygtige udviklere, der er placeret i flere forskellige lande i Europa. Derudover arbejder jeg tæt sammen med vores produkt- og marketingsansvarlige, repræsentanter for nøglemarkeder og direkte med udvalgte kunder.
Det vil sige, mit job består meget af at tale – i virkeligheden lytte, samle trådene og sørge for, at vi kommer rigtigt videre. Det er meget normalt, at jeg på samme dag planlægger dagens opgaver med udviklingsteamet, holder designmøder om nye features, håndterer en kundesag med en sælger, giver input til marketingmateriale, og opdaterer produktets flerårige roadmap. Det er en meget afvekslende hverdag, som jeg trives rigtigt godt i. Man skulle jo nødigt nå at kede sig!
Vi arbejder agilt. Igen er det et ord, der betyder mange forskellige ting for mange forskellige mennesker. For mig betyder det, at vi hele tiden prøver at fokusere på det vigtigste og altid har for øje at løse vores potentielle og nuværendekunders problemer. Det betyder også, at vi ikke er bange for at prøve ting af eller for at fejle. Så længe vi lærer noget, er det positivt.
Hvordan fik du dit første job som nyuddannet?
Mit allerførste job var et undervisningsvikariat på universitetet. Det fik jeg tilbudt, både fordi jeg under min uddannelse havde vist, at jeg havde evnerne, og fordi jeg havde været socialt aktiv og opbygget gode relationer, også til de ansatte. Det var et tilbud, jeg fik lidt tid, før jeg skulle aflevere speciale, og det tog jeg imod. Hovedsageligt fordi jeg så ikke skulle bekymre mig om, hvad jeg skulle lave bagefter. Det var en rigtig god oplevelse for mig, men det gjorde det også klart for mig, at det i hvert fald ikke på det tidspunkt var i den akademiske verden, jeg skulle gøre karriere.
Mit første “rigtige” job – det siger jeg med al kærlighed for universitetsverden – fik jeg ved at søge på et jobopslag. Det er det job, jeg egentlig tænker på som mit første job efter studietiden.
Hvor udfordrende var det at få første job?
Det oplevede jeg som ret nemt.
Jeg søgte fire forskellige job. Jeg var til samtale hos tre af dem, fik tilbudt de to og valgte så det, jeg helst ville have. Det var en tid, hvor der var masser af arbejde til softwareudviklere – hvilket der vist nok stadig er – så jeg var ikke bekymret, og det gik som sagt også meget godt for mig.
Hvad kunne have forberedt dig bedre til af kunne lande det første job?
Personligt tror jeg ikke, at jeg ville have gjort noget anderledes. Men jeg vil også sige, at jeg har været ret heldig i min karriere.
I hvert fald er det lykkedes mig meget godt uden at have en plan, og det er sådan set tilfældet fra første job af.
Hvordan arbejder du med din faglighed fra din uddannelse?
Jeg er jo uddannet datalog og startede min karriere som softwareudvikler, så dér brugte jeg en del viden fra min uddannelse.
Efterhånden som jeg har bevæget mig mere over i innovation, produktudvikling og ledelse, er det dog sjældent, jeg bruger konkret viden fra min uddannelse.
Det hænder en gang i mellem, at jeg hiver noget obskurt teori frem, når jeg snakker med en udvikler, men ellers er det mere en ballast, der ligger i baggrunden.
Hvilke kompetencer har du tilegnet dig efterfølgende i dit arbejdsliv?
Puha – mange! Man lærer hele tiden.
Hvis jeg skal liste ting, som jeg specifikt har tilegnet mig gennem kurser, workshops eller eksplicit selvstudie, så er det primært ledelse, softwareudviklingsprocesser, innovationsprocesser og konceptudvikling, produktstrategier og organisation.
Hvordan har dine kompetencer hjulpet dig videre på din karrierevej?
Hovedsageligt ved at give mig en værktøjskasse til at udføre mit arbejde. Min karriere har for det meste været med glidende overgange mellem ansvarsområder, så det er ikke sådan, at det at tilegne sig en bestemt kompetence har ført mig videre til en bestemt opgave eller stilling.
Hvad var din største udfordring som nyuddannet, og hvordan håndterede du den?
At der ikke var tid til at gøre alt fuldstændigt færdigt.
Min uddannelse var meget teoretisk, og jeg var vant til, at der var ét – og kun ét – rigtigt facit. Og som nogen en gang fortalte mig: “I teorien er teori og praksis det samme, men i praksis er det ikke.” Når man arbejder på et produkt, som der skal tjenes penge på, er der en masse andre ting, der spiller ind – især hvor meget tid man har til rådighed.
Så jeg måtte lære at gå på kompromis med en masse ting. Det gjorde jeg ved at lære noget om alt det andet, og jeg vil nok påstå, at jeg stadig forsøger at finde den rigtige, eller måske man skal sige bedste, løsning – nu bare med flere parametre.
Da jeg startede, havde jeg heldigvis en rigtig god leder, som brugte meget tid på at hjælpe mig med at udvikle mig i den retning. Jeg tænker faktisk tit på noget, han en gang sagde, om, hvordan man ikke skal lade det perfekte stå i vejen for det gode: Forestil dig, at du er strandet i en ørken. Du skal ud af ørkenen, men du ved ikke, hvor du er, eller hvilken vej du skal gå. I den situation ville du være lykkelig for en GPS, men et simpelt kompas ville også være en rigtig stor hjælp.
Hvordan kan man som studerende målrette sin uddannelse, og hvad gjorde du selv?
Jeg gjorde faktisk ikke meget for at målrette min uddannelse mod noget bestemt. Jeg tog de valgfag, jeg syntes lød mest spændende.
Men man ved, at der er noget bestemt, man gerne vil arbejde med efterfølgende, er det nok en god idé at vælge kurser og projekter, der peger i den retning.
Hvad ville du gerne selv have vidst som studerende?
At det, man i virkeligheden lærer på en universitetsuddannelse, er evnen til at tilegne sig viden.
Selvfølgelig er det vigtigt, hvad man helt konkret har fået af faglig viden, men det er mindst lige så vigtigt, at man har lært at lære nyt.
Hvad vil du anbefale studerende at gøre for at lette overgangen til jobmarkedet?
Kig efter en arbejdsplads, hvor du kan se dig selv trives i kulturen, hvor du føler dig hjemme, når du er til samtale, og hvor du tænker, at din kommende leder er en god leder. Det er langt vigtigere end præcis, hvad man kommer til at arbejde med.
Hvis man er i en god virksomhed, så vil der oftest også være mulighed for at præge sin hverdag og sit job i den retning, man selv ønsker. Jeg startede selv i et job, som ikke var helt det, jeg havde forestillet mig, men hvor jeg netop følte mig hjemme i virksomheden, da jeg var til samtale.
Jeg tænkte egentlig, at jeg ville være der i et halvt års tid, indtil jeg fandt noget “bedre”, men jeg endte faktisk med at være der i næsten 10 år. Og i løbet af den tid fik jeg mulighed for at prøve kræfter med en masse forskellige opgaver og roller – opgaver som jeg aldrig havde forestillet mig, jeg skulle lave, men som jeg fandt ud af, jeg var virkelig glad for, og som også har ført mig til det job, jeg har nu, som jeg er meget glad for.