Nicolai syntes, at det var lidt udfordrende at være ledig. Det syntes han, fordi han gerne ville målrette de ansøgninger, han lavede, så de passede præcis til det job, han søgte. Det krævede derfor en del at skrive en god ansøgning. Og så brugte han meget tid på at undersøge de firmaer, hvor han søgte job. Ud over det var han igennem en del tests, før han fik et job. På samme tid var det en helt ny hverdag at være ledig, sammenlignet med at være studerende.
I første omgang skrev Nicolai en ansøgning til et stillingsopslag på en anden stilling i Bankdata, end den han i dag er ansat i. Her kom han til samtale, men fik desværre et afslag. Kort tid efter kom han til jobsamtale ved et andet firma. Undervejs i den proces, blev han dog ringet op af Bankdata, som gerne ville ansætte ham i en stilling, bare i en anden afdeling, end hvor han først var til jobsamtale. Det tilbud kunne han ikke sige nej til – også selvom han blev tilbudt jobbet ved det andet firma! I alt nåede Nicolai kun at være ledig på arbejdsmarkedet i tre måneder.
I dag er Nicolai rigtig glad for at være ansat ved Bankdata, selvom det i starten var lidt hårdt at komme ind på arbejdsmarkedet:
– Der var rigtig meget nyt, jeg skulle forholde mig til. Det var ret udfordrende. Især at jeg skulle lære en helt ny måde at arbejde sammen på. Selvom jeg godt vidste, hvordan man programmerer, så var det hele stadig meget nyt, fortæller Nicolai.
Vær ikke bange for at springe ud i nye udfordringer
Nicolai tilegnede sig en del erfaring med at kode i studietiden. Det bruger han i mange af sine opgaver i dag:
– Datalogi er meget teoretisk og analytisk. Den tilgang tager jeg med ind i mit arbejde. I stedet for at nøjes med at prøve ting af, sætter jeg spørgsmålstegn ved det, for at komme bag om, hvorfor ting virker, og hvorfor andre ting måske ikke virker. En anden ting, som jeg har været glad for at have taget med mig fra Datalogi er, at jeg har lært, hvordan man tilegner sig viden, og hvordan jeg lærer bedst. Det bruger jeg i dag ved Bankdata, når jeg skal lære noget nyt – måske et kodesprog eller en helt ny opgave.
Ved Bankdata har Nicolai lært en ny måde at lave gruppearbejde på:
– På Datalogi var der meget gruppearbejde, hvor vi blev inddelt i grupper af tre eller fire. Ved Bankdata arbejder vi i det, der hedder scrum. Det er en helt ny måde for mig at lave gruppearbejde på. Vi er en gruppe på otte til ni personer. Vi har en liste over alle de opgaver, vores gruppe får ind. Dét, der står øverst på listen, skal vi lave først. En gang hver 14. dag mødes vi og snakker om, hvor mange af opgaverne, vi kan nå at lave inden for de næste 14 dage. Hvis vi bliver enige om, at vi kan lave 5 ud af de 20 opgaver, som er på listen, så forpligter vi os til at færdiggøre de opgaver inden for de 14 dage. Det kalder vi for et sprint, og så er det kun de fem opgaver, vi koncentrerer os om, til de er løst. Hvis vi bliver færdige før tid, så tager vi bare den næste opgave på listen.
Selvom noget er nyt for én, mener Nicolai ikke, at man skal holde sig tilbage:
– Vær ikke bange for at springe ud i det. Hvis din arbejdsplads mangler en person med en kompetence, du ikke har, skal du ikke lade dig slå ud af det. Tænk i stedet, at du udvider dine egne kompetencer ved at gå efter det. Alle lærer, og alle begår fejl. Det er op til den enkelte arbejdsplads at kunne håndtere det rigtigt og på en god måde. Men du skal heller ikke være bange for at springe ud i det!
En typisk arbejdsopgave
En typisk opgave kan være at lave et skærmbillede til bankrådgiverne. For eksempel vil nogle bankkunder gerne have en notifikation, hvis deres konti er gået i overtræk eller under et vist beløb. Her kunne det være Nicolais opgave at lave et skærmbillede til rådgiverne, hvor de kan gå ind og ændre teksten i notifikationen, alt efter hvilken besked bankkunden skal have. Her er den afgørende opgave at lave et godt og brugervenligt skærmbillede til rådgiveren.
Da Nicolai arbejder i sprint, ved han præcis, hvad han skal lave, når han møder ind på arbejde, fordi det er aftalt på forhånd. Den måde at arbejde på, kan Nicolai godt lide. På den måde kan Nicolai gå direkte i gang med at arbejde, når han møder ind.
Let overgangen til arbejdsmarkedet ved at skabe et netværk
For Nicolai har det at skabe et godt netværk haft stor betydning for hans studietid, men også for hans vej ud på arbejdsmarkedet. Derfor lægger han stor vægt på, at man som studerende prioriterer at skabe et netværk i løbet af studietiden.
– Typisk er det den vej, som man får et job. Så kender man nogen, som kender nogen. Det var også sådan, jeg fik mit første job. Jeg havde været til samtale, hvor dem, som jeg havde været til samtale hos, kendte nogen, der kunne bruge mig.
Nicolai kender til flere tidligere datalogistuderende, som har haft et studiejob og så efterfølgende er blevet ansat på fuld tid i virksomheden efter endt studie. På den måde kan man lette overgangen til arbejdsmarkedet, både fordi man som studerende har fået kendskab til firmaet, og fordi virksomheden derfor allerede kender én og ved, hvad man kan.
Nicolai fortæller også, at hvis man ikke føler, at man har tid til et studiejob, kan man også lette overgangen til arbejdsmarkedet, ved at lave et virksomhedsprojekt eller skrive en opgave i samarbejde med en virksomhed. Nicolai lavede både sit bachelorprojekt og sit speciale i samarbejde med virksomheder. Og selvom det studiejob, han havde, ikke var studierelevant, var det med at starte kontakten til Brøndby IF, som han endte med at samarbejde med i sit specialeprojekt.
Målret din uddannelse, så den passer til det, du vil arbejde med
På kandidatuddannelsen har du mulighed for at målrette, hvor du vil bevæge dig hen imod på arbejdsmarkedet, ud fra de kurser du kan vælge. Derfor mener Nicolai, at det er en god idé at vælge nogle kurser, som afspejler det, man gerne vil arbejde med efter studiet.
Nicolai fortæller også, at det er en god idé at deltage i instituttets ”pizzamøder”, fordi man dér kan få bedre indblik i, hvad det er for nogle kurser, som bliver udbudt – og så er der gratis pizza bagefter. Til slut har Nicolai et klart budskab til alle datalogistuderende:
– Vær dig selv, og husk at have dig selv med hele vejen! Og så er det vigtigt at lave det, som du synes er interessant. Så skal det hele nok gå!
Bankdata fokuserer på følgende når virksomheden rekrutterer nye medarbejdere:
- Et stærkt teoretisk fundament fra uddannelsen
- Gå-på-mod til hurtigt at koble praktisk erfaring på teorien
- Man skal omfavne livslang læring som princip, da personlig og faglig udvikling altid er i fokus inden for den teknologiske verden
- Man skal omfavnevne agil og løbende forbedring – princippet om, at individet og teamet stræber efter at blive lidt bedre hver dag
- Faglige kompetencer er vigtige, men mindsettet er vigtigst