Vores kandidatuddannelse i journalistik er anderledes. Her må du gerne bruge helt op til seks år, så studiet kan passe med dit øvrige arbejds- og privatliv. Du har mulighed for at tage 60 ECTS som valgfag, 30 ECTS er obligatoriske fag, og til sidst er specialet på 30 ECTS.
Hvilke retninger og fag kan jeg vælge?
Du skal i alt læse valgfag, der svarer til 60 ECTS. På cand.public udbyder vi en række valgfag, der primært undervises digitalt, så du i store træk kan arbejde med dem, når det passer dig bedst.
Vi har samlet valgfagene under to linjer:
- Fortællende journalistik
- Undersøgende journalistik
Du er velkommen til at sætte fag sammen på tværs. Fx kan det give god mening at tage fag på fortællende journalistik, hvis du vil følge den undersøgende linje, fordi formidling er essentielt.
Du kan se en oversigt over fagene her.
Du kan også tage andre kandidatfag eller en hel master på SDU eller på andre universiteter i Danmark og udlandet. Her vil der i de fleste tilfælde være langt mindre fleksibilitet. Det er din egen opgave at undersøge, om du har adgang til fagene med en journalistisk BA, og du skal selv undersøge frister og melde dig til fag og eksaminer.
Godkendte valgfag
Hvis du savner et overblik over hvilke fag der udbydes på de forskellige fakulteter på SDU, bliver vi dig desværre svar skyldig. Det er ikke mangel på vilje, men der findes ikke noget samlet overblik.
Hvis du vil tage valgfag andre steder, skal du søge Studienævnet om en forhåndsgodkendelse af fagene. Det gør du via SPOC. Vi godkender alle fag, der gør dig til en bedre journalist – og hvad gør ikke det? Til gengæld er det et krav, at fagene skal være på kandidatniveau.
Skal jeg tage fagene i en bestemt rækkefølge?
Nej. Du kan tage fag i den rækkefølge du vil. Men vi anbefaler, at du kommer i gang med både valgfag og obligatoriske fag fra starten, hvis du gerne vil fordybe dig i journalistikken.
Hvis du ved, du gerne vil læse vidensfag på et andet universitet eller i udlandet, er det bedst at tage de tre obligatoriske fag på SDU først, så du får de nødvendige akademiske forudsætninger med dig.
Den naturlige og anbefalede rækkefølge af de tre obligatoriske fag er:
1: Teori om Journalistik
2: Analysedesign
3: Analyse og produktion.
Vi anbefaler, at du tager specialet til sidst, når du har bestået de øvrige 90 ECTS, men det er tilladt at gå i gang, fra du har bestået 60 ECTS.
Hvordan finder jeg en makker eller en gruppe?
Fra starten af studiet sætter vi jer sammen i grupper, som vi opfordrer jer til at holde godt fast i. På grund af GDPR-reglerne er der grænser for, hvad vi må gøre for at forene jer, men I kan bruge beskedsystemet i itslearning til at skrive til andre på jeres fag.
I kan også oprette en gruppe på Facebook, en liste med kontaktoplysninger eller andet, der fungerer for jer.
Hvad er en fagbeskrivelse?
Fagbeskrivelsen er det formelle dokument, der definerer hvad faget indeholder, hvad du kan forvente af undervisningen, hvad der kræves af dig til eksamen og hvor lang din opgave må være.
Du bør altid orientere dig, før du melder dig til fag og afleverer opgaver.
Hvad betyder ECTS?
ECTS står for European Credit Transfer System. Det siger noget om den arbejdstid, der ligger i at tage faget. Et ECTS svarer til 25-30 timers arbejde.
Et fag på 10 ECTS svarer altså til en arbejdsindsats på ca. 270 timer. Det vil sige, at man bruger seks til otte uger på fuld tid på 10 ECTS. Et “normalt” fuldtidsstudiesemester, der kører fra 1. februar til slutningen af juni er 30 ECTS.
Et kandidatstudie udgøres af i alt 120 ECTS.
• Obligatoriske fag = 30 ECTS
• Speciale = 30 ECTS
• Valgfag = 60 ECTS
Når du vælger valgfag, skal du være opmærksom på, at dine ECTS-point samlet set går op. Du må hverken have for mange eller for få. Du har ansvaret for at ramme 120 ECTS inden for de maksimale seks år.