Kan biologer få job i landbruget? Det mener Kenneth Jednoral Sørensen, som er Head of Project Management og medejer ved Agrolab A/S, en mindre fynsk virksomhed, der sælger markforsøg til den agrokemiske industri.
Hvordan var det at være nyuddannet biolog?
Mit speciale handlede om fisketarmsfysiologi på mikrobiologisk niveau. Jeg havde virkelig kørt mig selv ud på et sidespor, og i retrospekt ville jeg ønske, at jeg havde brugt mit speciale til at få foden inden for i en industri eller hos en virksomhed.
Det gjorde jeg ikke, så der var ingen oplagte jobmuligheder at komme ud til, og jeg havde ikke et netværk uden for universitetet.
Hvordan var jobsøgningsprocessen?
I starten søgte jeg på jobopslag. Jeg søgte ret bredt, men fik hurtigt en fornemmelse af, at det ikke gav noget.
På et tidspunkt dukkede der en stilling op, som lå virkelig tæt på det, jeg gerne ville, så jeg fik skrevet en rigtig god ansøgning. Den fik mig faktisk til 3 samtaler på den samme type job, men jeg gik ikke videre til noget af det.
Hvordan fik du job?
Jeg skiftede jobsøgningsstrategi. I stedet for at skrive ansøgninger, tog jeg kontakt til folk og søgte uopfordret. Tænkte i nye brancher.
Jeg havde lavet noget med fisk, men måske kunne det også være noget med fremstilling af fiskefoder eller udvikling af akvarieteknologi?
Jeg søgte et sommerjob hos Agrolab A/S. Jeg startede som assistent i marken, hvor jeg hjalp til med at sprøjte og bedømme forsøg, indtaste data og skrive rapporter.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med landbrug, men firmaet havde lige fået ny ejer to år tidligere, og han havde store ambitioner. De havde brug for medarbejdere, så året efter blev jeg fastansat som forsøgsleder.
Hvad beskæftiger virksomheden sig med?
Agrolab A/S er en privat virksomhed, som servicerer den agrokemiske industri, primært dem som fremstiller og markedsfører pesticider.
Når pesticider skal på markedet, skal de godkendes, og vores primære forretningsopgave er de markforsøg, som skal påvise, at produkterne fungerer efter hensigten.
Hvad går dit job ud på?
Jeg arbejder med ledelse, koordinering og administration. Min primære funktion er at sikre mig, at markforsøgene kører og kommunikere information om resultaterne frem og tilbage mellem de forskellige niveauer i virksomheden.
Blev du udfordret på dine biologidealer, da du fik job i landbruget?
Ja, absolut. Som biologer er vi skolet til at se landbruget som ‘de onde’, så jeg skulle virkelig sluge nogle kameler de første år, men det har været utrolig spændende at opleve landbruget fra den anden side.
Man får et mere nuanceret blik på tingene, når man kommer om bag kulisserne. Landmænd er generelt dygtige fagfolk. De er stolte af deres marker og deres produkter og vil gerne følge reglerne.
Pesticider er et ømtåleligt emne, men det er også et tæt reguleret område, og i dag ved jeg, hvor meget der bliver gjort for at passe på vores natur.
Har du altid vidst, at du ville være leder?
Nej, slet ikke. Hvis jeg havde set på det job, jeg har i dag, da jeg var nyuddannet, havde jeg tænkt, at det ikke var noget for mig. Jeg har aldrig haft ambitioner om at blive leder, men da jeg fik tilbudt jobbet, blev jeg alligevel nysgerrig og så det som en udfordring.
Hvorfor ansætter Agrolab A/S biologer?
Biologer er hurtige at sætte i gang. De er typisk glade for at være ude, de har det akademiske mindset og har haft plantebiologi og fysiologi.
Lige nu efterspørger landbruget i stor stil medarbejdere med viden om risikovurdering, økotoksologi og andre biologfag, som anvendes i arbejdet med pesticidregulering.