Skip to main content

Retningslinjer for anvendelse af studenterpolitiske midler

Retningslinjer for anvendelse af studenterpolitiske midler

Som udgangspunkt kan de studenterpolitiske foreninger på SDU selv disponere over deres studenterpolitiske midler – dog kan midlerne kun anvendes efter godkendelse af indkøbet via studentorg@sdu.dk og til dækning af følgende udgifter:

  • Generelt skal man ved indkøb anvende de leverandører, SDU har en indkøbsaftale med.
  • Kontorhold: Rimelige og nødvendige kontorholdsudgifter. Skal indkøbes via en af de leverandører som SDU har en indkøbsaftale med.
  • Rejser: Dokumenterede rejser til relevante arrangementer. Dokumentationen skal indeholde rejseafregning med originale bilag, angivelse af formål med rejsen og hvem, der har rejst. Afregning af rejser skal ske i henhold til SDU's retningslinjer på området. Det er ikke muligt for foreningens medlemmer at modtage time-/dagpenge. Godtgørelse for kørsel i egen bil vil være skattepligtig.
  • Egen forplejning i forbindelse med møder: Der refunderes max. 150 kr. pr. hel dag. For at opnå refusion skal formål med mødet og mødets deltagere angives.
  • Repræsentation: Der refunderes max. 150 kr. pr. deltager. Der kan lejes lokaler til møde-formål m.m., og der kan afholdes udgifter til evt. rengøring. Det henstilles, at møderne holdes på universitetet, og at indkøbene foretages via kantinen. For at opnå refusion skal formål med mødet og mødets deltagere angives.
  • Markedsføring: Bl.a. trykning af T-shirts, valgplakater, flyers, sociale medier, hjemmeside, o.l. For trykning henstilles der til så vidt muligt at benytte Universitetets trykkeri, Print & Sign. Materialet må ikke bære universitetets logo med mindre dette er aftalt med SDU.
  • Kontingenter
  • Bøger, publikationer m.m.
  • Politisk arbejde: Møder, foredrag, netværksarrangementer, DSF og valg.
  • Andre aktiviteter: Sociale aktiviteter for Syddansk Universitets studerende, som fremmer studiemiljøet på universitetet (der må ikke indgå alkohol i disse aktiviteter)
  • Administrative omkostninger. Udgifter til f.eks. Google-drev, o.l. efter aftale med Studieservice.
  • Godtgørelse til frivillige: Dette må kun gives såfremt der foreligger en aftale med Studieservice.
  • Studentermedhjælp: Ansættelse af studentermedhjælp. Dette skal i alle tilfælde ske via Studieservice, da vedkommende ansættes i Fællesområdet.

Midlerne må ikke bruges til:

  • Alkohol og tobak.
  • At tildele andre studerende eller studenterorganisationer midler, gaver eller sponsorater.
  • Permanent lokaleleje.
  • Udgifter til depositum (aftaler der løber over længere tid), eksempelvis til nøgler. Dette gælder ikke depositum i forhold til enkeltarrangementer.

Praktisk anvendelse af de studenterpolitiske midler

Studieservice har den daglige administration af de studenterpolitiske midler.

I forbindelse med køb af ydelser/ting til de studenterpolitiske foreninger eller betaling i forhold til afholdelse af studenterpolitiske aktiviteter, tager SDU kun imod elektroniske faktura sendt via EAN-nummer: 5798 000 424203.


Spørgsmål til brugen af studenterpolitiske midler

Henvendelse vedrørende studenterpolitiske midler sendes til studentorg@sdu.dk

Sidst opdateret: 07.02.2024