Skip to main content

Personlige kompetencer

Bliv god til at fortælle om dine personlige kompetencer og beskrive, hvem du er

Arbejdsgivere er mindst lige så interesserede i dig som person, som den faglighed, du har med dig. Derfor er det også vigtigt, at du kan forklare hvad der kendetegner dig som person, og hvordan du kan bruge det i et job.

Dine personlige kompetencer handler om den måde, du går til en opgave på, og hvordan du går til relationer med andre mennesker.

 

Det kan for eksempel være, at du er særligt god til at samarbejde med forskellige typer af mennesker, arbejder ret struktureret, tit løfter stemningen i studiegruppen, eller er hurtig til at træffe beslutninger i pressede situationer.

 

De personlige kompetencer siger altså noget om, hvem du er og hvordan du agerer i forhold til andre.

 

Typer af personlige kompetencer

Der findes mange eksempler på typer af personlige kompetencer. Tit bliver de delt op i par så som detaljeorienteret/helhedsorienteret eller ekstrovert/introvert.

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er nogle kompetencer, som er bedre eller mere nyttige end andre – det handler om at kende dig selv, så du kan fortælle om, hvordan du kan bruge dine kompetencer, så du kan bidrage på en arbejdsplads.

 

Der findes mange forskellige personlige kompetencer, og listen kan virke uudtømmelig. Vælg dem du synes især kendetegner dig, men tænk også gerne ud af boksen. Dine personlige kompetencer kommer ikke kun fra studiet eller arbejdet – måske endda tværtimod. Tænk på, hvordan din lejlighed ser ud, om du har farvekoordineret sokkeskuffen, hvem du er i din vennegruppe, osv.

 

Find dine personlige kompetencer

Tænk tilbage på en situation, hvor du lærte noget om dig selv, gjorde noget du ikke turde, eller havde en succesoplevelse. Det kan være fra studiet, jobbet eller dit privatliv.

 

Tag et stykke papir eller opret et dokument på din pc, og skriv så noter til spørgsmålene nedenfor:

  • Hvilken situation drejede det sig om?
  • Hvordan greb du situationen an?
  • Hvad skete der helt konkret – hvad gjorde du, og hvad gjorde andre?
  • Hvad gik godt og hvad gik mindre godt?
  • Hvad lærte du om dig selv i situationen?
  • Hvilke personlige kompetenceord kan du sætte på dette?

 

Lav gerne en lille beskrivelse for et par situationer mere, og marker dine kompetenceord. Får du øje på forskellige kompetencer eller ligner dine kompetencer hinanden på tværs af beskrivelserne?

 

Hvad ville din … sige om dine personlige kompetencer?

Nogle gange kan vi have svært ved at sige hvad vi selv er gode til. Janteloven har nok haft lidt indflydelse dér. Derfor kan det være godt at få andres øjne på en.

 

Forestil dig, at din ven, din kollega, din bror eller din chef bliver interviewet af en, som ikke kender dig. Vedkommende vil spørge: ”Beskriv ham/hende med tre nøgleord. Fortæl om en opgave han/hun har løst, som imponerede dig. Hvad interesserer han/hun sig for? Og hvad bliver han/hun motiveret af?”

 

Skriv de svar ned, du tror vedkommende vil sige om dig. Og husk: du skal ikke være kritisk – det er tænkt som en øvelse, der skal få fortalt om dine gode personlige kompetencer.

 

Du kan også spørge en person i dit netværk, om du må stille spørgsmålene direkte til ham eller hende. Husk at skrive det ned, hvis det er mundtligt, så du får guldkornene med, så du kan bruge dem i din ansøgning og CV.

Næste skridt:

SDU RIO Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230

Sidst opdateret: 19.07.2022