Nogle amerikanere har støttet Trump, fordi han har lovet at bygge en mur, som holder indvandrere fra Mexico ude. Andre er begejstrede for hans økonomiske politik. Atter andre støtter ham, fordi de altid har stemt republikansk og aldrig kunne finde på at give deres stemme til en demokrat. Og så er der de millioner af trofaste støtter, der udgør en af USA’s største nye religiøse bevægelser: Trumpkulten. Dens tilhængere ville næppe opfatte at deres bevægelse er en religion, men Trumpkulten har alle de kendetegn, som man finder hos en religion i dens tidligste udviklingsstadie.
Trumpkulten er ikke opstået af ingenting. Den vokser ud af dybe lag i kristen og gnostisk mytologi, og kan umuligt forstås uden dette perspektiv. Siden oldtiden har man forestillet sig en verden, hvor det gode kæmper mod det onde. Nogle mennesker har allieret sig med de mørke kræfter, mens andre har valgt lyset. De, der kæmper på Jesus’ hold, vil vinde i det lange løb, men kampen er hård, for Jesus, gudemennesket, står overfor en mægtig modstander, Satan, som kun vil død og ødelæggelse (der var andre væsener end Jesus på spil, f.eks. Allogenes, men Jesus i forskellige varianter var den almindeligste).
Man kan nu mene, at dette dualistiske perspektiv er noget forældet, og at andre ting har overtaget i moderne kristendom. Men ikke når det gælder den form for kristendom, som Trumps kernevælgere repræsenterer. I det hele taget er dualismen, kampen mellem godt og ondt, grundlag for al kristendom, men i Trumpkulten bliver det nærmest rendyrket.
Det skyldes at en række andre kristne og gnostiske motiver også figurerer prominent i den nye religions verdensbillede. Man opererer f.eks. med den samme idé om viden og adkomst til viden, som har været kendt siden oldtiden: En stor gruppe mennesker er uvidende om sandheden, og kan i princippet vindes af såvel de gode som onde kræfter. En anden gruppe er de onde mennesker, som ved besked, men netop forvalter deres indsigt i mørkets tjeneste. Endelig er der dem, som ved præcis hvordan verden hænger sammen, og kæmper på det godes side. I oldtiden stod et uhyggeligt væsen, demiurgen, bag de onde, og sammen med sine dæmoner og faldne engle spredte han mørke og afmagt. Bag de gode stod et guddommeligt væsen, som regel Jesus i den ene eller anden fortolkning, som med sin englehær kæmpede for lyset. Demiurgen former denne verden, og tror at han er guddommelig, men fra den højere verden, hvor Jesus regerer, ser man bedraget. Demiurgens greb om verden er derfor udfordret af den viden, gnosis, som den sande gud, Jesus’, tilhængere har.
Når denne grundidé kombineres med forestillingen om, at Jesus, som i kristen mytologi tager tilbage til gudeverdenen efter at have besøgt menneskene, kommer tilbage, og at det gode vil sejre til sidst, bliver billedet endnu tydeligere. Trump repræsenterer det gode, den afslørende indsigt, sejren over mørket og helt konkret det genkomne gudevæsen. Siden oldtiden har man forestillet sig at Jesus ville vende tilbage til menneskene, og at en glorværdig fremtid ville vente for dem, som havde fulgt ham. Han ville komme i magt og vælde, feje løgnen og mørket væk, og stå sejrrig tilbage nu, hvor alting var blevet åbenbaret. Man taler her om apokalyptik, forestillinger om en tid, hvor den guddommelige sandhed vil kaste lys over løgnen. Man taler også om eskatologi, forestillinger om de sidste tider, hvor den herskende orden bryder sammen fordi den faldne, syndige verden har tabt. Jesus er et messias-væsen, frelseren, som besejrer Satan eller demiurgen.
Trumpkulten beskriver nutiden i tilsvarende termer: Trump er kommet for at bekæmpe denne verdens ondskab. Han er kommet for at afsløre de ondes hemmelige planer. Han vil rense verden for alt ondt, og rense det fordærvede samfund og den faldne verden. Verden styres i dag af en destruktiv, hemmelig, magtfuld elite. Trumps følgere ved det, og de ved at kun Trump, messias, kan gøre noget ved det.
I løbet af de seneste år er der således udviklet en apokalyptisk mytologi, der har den samme struktur som det vi genkender fra disse kristne og gnostiske forbilleder, men har Trump snarere end Jesus eller Allogenes som hovedperson. Som mange vil vide bæres den nye mytologi af tidens store svøbe, konspirationsteorier:
Den 28. oktober 2017 postede en anonym person, den mystiske ”Q”, sin første besked på det sociale medie 4chan. Q forklarede, at Trump var ved at forberede en afgørende kamp imod ”the deep state”: en elite, der tænkes at have kontrol over store dele af samfundet. I en lang række mere eller mindre kryptiske meddelelser ”afslørede han sandheden” om hvem, der indgik i denne konspiration. Budskabet blev spredt via YouTube, Facebook og andre sociale medier. Efterhånden blev der dannet et løst fællesskab af mennesker, ”anons”, der gradvis har talt sig frem til en fælles forståelse af, hvad det egentlig er, Q afslører. Resultatet er et løst sammensat og foranderligt verdensbillede, Qanon-kosmologien, som vi netop kan forstå som en moderne version af det gamle kristent-gnostiske verdensbillede.
Q har efterhånden postet i omegnen af 5000 beskeder, mange af dem er særdeles kryptiske, og det er andre mennesker, ikke mindst flittige influencers i Qanon-miljøet, der har konstrueret sammenhængende historier hvor Trumpreligionens apokalyptiske myte præsenteres. De er blevet mytens teologer. Janet Ossebaard, der ellers har beskæftiget sig med UFO’er og mystiske korncirkler, har ved at skabe en serie på ti videoer med rubrikken ”The Fall of the Cabal” (Komplotmagernes fald), været en af de mest centrale figurer i miljøet. I dokumentarisk stil fortæller videoerne om den ”sandhed” der åbenbares, når den løgn, de uvidende lever i, afsløres. Sandheden, lyset, finder man ved at følge de spor, som Q har efterladt. Videoerne lå længe på YouTube og introducerede utallige mennesker til den konspiratoriske myte, og selv efter at Google (der ejer YouTube) besluttede at fjerne dem, findes de stadig på nettet og kan nemt lokaliseres ved en simpel Googlesøgning.
Apokalyptiske myter fortæller om kampen mod det absolut onde. I Qanon-myten, sådan som den har udviklet sig, identificeres ondskaben primært i en lille håndfuld yderst velhavende individer og slægter, især den styrtende rige investor George Soros og familien Rothschild, der har skrabet en formue sammen ved blandt andet at drive banker. Man fortæller hvordan de er allieret med en gruppe lige så ondskabsfulde politikere, ført an af Hillary Clinton og Barack Obama. De har opkøbt alle store nyhedsmedier, hvilket gør at man hverken kan stole på aviserne eller på de store fjernsynsnetværk. Takket være Q er sandheden imidlertid kommet for en dag. Endelig er den frelsende viden blevet åbenbaret. Trumps rolle bliver tydelig: Det er ham, der bærer sandhedens fakkel.
Men hvad er de onde kræfters hensigt? Hvad vil de med verden? Qanons svar er opbygget efter en klassisk mytologisk model: man låner elementer fra allerede eksisterende fortællinger og bruger dem som byggesten i ens eget narrativ. Et år inden Q kom på banen var det en anden internet- båret historie, der hidsede gemytterne op: Den store hemmelighed, som nu blev afsløret, var, at eliten – det pengestærke, hemmelige netværk af forretningsfolk, medierne og politikere – solgte, mishandlede og dræbte børn. Enten blev børnene misbrugt seksuelt, eller også blev de ofret i grufulde satanistiske ritualer. Historien om bloddryppende Satan-kulter ligger i direkte forlængelse af de mange rygter – Satanic panic – om satanistiske menneskeofringer, der i 1980’erne og 1990’erne spred skræk og rædsel i befolkningen, mens andre dele af fortællingen har rod i middelalderens antisemitiske propaganda om jødernes magt. Det nye var, at den mytiske ondskab denne gang blev knyttet til et bestemt geografisk sted: et pizzeria i Washington, D.C., Comet Ping Pong, hvis ulykkelige (og helt uskyldige) ejer blev udsat for utallige dødstrusler.
Myter, vandrehistorier og rygter har det med at flette sig sammen, og Pizzagate-historien blev snart inkorporeret i Qanon-myten. Men kreativiteten syntes grænseløs: Med tiden opstod der endnu en forestilling om, hvorfor samfundseliten slog små børn ihjel. Rygtet ville, at børneblod indeholder et stof, adrenokrom, der kan forlænge menneskers liv, og at vampyrisme derfor var en del af elitens mørke gerninger. De vil erobre evigt liv, og dræner derfor børnene for blod. Også her genkender man tidligere kulturelle byggesten: en kombination af en antisemitisk fortælling fra middelalderen om jøder der bruger kristne menneskers blod i deres ritualer, og en langt senere – og uskyldig – populærkulturel reference til en bog af Hunter S. Thompson, Fear and Loathing in Las Vegas, hvor adrenokrom nævnes som et euforiserende stof.
De onde kræfter, og deres motiver, er der altså ingen tvivl om, men den dualistiske myte må også fortælle noget om det absolut gode. Eftersom den moderne apokalyptik i den amerikanske kultur hører hjemme på den religiøse og politiske højrefløj, er det ikke så overraskende, at den Messias, der skal frelse USA, netop er Donald Trump, den eneste, der har evnen og kraften til at afsløre og nedkæmpe sammensværgelsen. Man afventer således en ny tilstand i verden, ”The Storm”, et eskatologisk scenarie, hvor de gode kræfter, anført af Trump, endelig nedkæmper ondskaben. Alle de blodbesudlede, pædofile satanister vil blive fængslet og enten henrettet eller sat i fangelejren på Guantánamo. ”The Storm” er starten på en ny guldalder under Trump.
Danske læsere kan måske finde det uforståeligt, at Trump, der herhjemme kendes som en vulgær løgner, der praler af sine seksuelle overgreb og har en svaghed for diktatorer som Putin og Kim Jong-un, kan tolkes som den skikkelse, der skal føre det amerikanske folk ind i et lykkerige. Hvordan kan sådan en mand blive forbillede for så mange kristne mennesker, endda et forbillede med stærke religiøse kvaliteter?
En teori kunne være, at han har en særlig karismatisk kvalitet, der ligesom indfanger mennesker. Men den holder ikke. Karisma er noget, en politisk eller religiøs leder tilskrives af andre. Lederen tillægges egenskaber, udstyres med evner og forsynes med betydning, mere end han eller hun bærer det i sig. Lederen stiller et råmateriale til rådighed, men det er tilhængerne der former, ja ligefrem skaber, ham eller hende som idealfigur. Trump elskes af sine tilhængere, og for nogle af dem har han nærmest overnaturlig status. En kvinde fra Texas (som vi her lader være anonym), der i høj grad har tilsluttet sig den apokalyptiske myte, fortalte en af os, at hun var blevet overbevist om at stemme på Trump, da hun deltog i et af hans mange massemøder. Hun var kommet forholdsvis tæt på podiet, hvor Trump stod, og da hun så ham, indså hun, at dette var nationens frelser. Hendes vidnesbyrd ligner det, vi har hørt utallige gange fra konvertitter til alskens andre religioner. Man inspireres gennem lederens selvfortælling, og når en erkendelse, som rækker ud over, hvad lederen faktisk selv har sagt. Når tilstrækkelig mange mennesker deler opfattelse, vil lederen tage den til sig, og inspirere til mere. Det er præcis det, som er sket i tilfældet Trump. I første fase lovede han at genskabe USA og bekæmpe de venstreorienterede politikere og det rådne system. I anden fase blev han identificeret som en frelserskikkelse af sine tilhængere, og han blev tillagt religiøs betydning. I tredje fase tog han denne rolle på sig, og lod sig – tydeligvis med velbehag – hylde som en form for messias.
Men så skete det, der ikke kunne ske – den amerikanske Messias, Donald J. Trump, tabte valget til Joe Biden, de onde magters nikkedukke. Eller gjorde han? I disse dage, og i de nærmeste uger, kan vi forvente, at Trumpmytologien genfortolkes. Demiurgens, Joe Bidens, sejr er sket på mørkets præmisser, og er derfor i sit væsen falsk. Biden kan ikke vinde, sålidt som demiurgen kan vinde over Jesus. Han må ikke vinde. Dogmet kræver derfor en fortælling, som kan få tingene til at give mening. Vi må derfor regne med, at Trumps messianske status og hans apokalyptiske rolle opretholdes i nye fortællinger som rationaliserer nederlaget. At han nægter at have tabt, er en grundsten i denne fortælling. Ifølge en helt ny forgrening på myten, stemte et flertal således i virkeligheden for Trump, men de onde magter havde manipuleret stemmetællingsmaskinerne, så millioner af Trumpstemmer blev forvandlet til falske Bidenstemmer. Det løser selvfølgelig ikke selve problemet med at USA's frelser snart er ude i kulden. Efter hånden som Trumps støtter indser, at USA's næste præsident hedder Joe Biden, forventer vi, at der kommer mere radikalt innovative versioner af myten.
Apokalyptiske visioner ender aldrig lykkeligt. Dommedag udebliver, Jesus kommer alligevel ikke tilbage, den flyvende tallerken med de frelsens rumbrødre lander alligevel ikke. Men vreden er der endnu, og hvad gør man så? Trumps tilhængere befinder sig i den samme kattepine som så mange andre apokalyptikere har gjort i tidens løb. Erfaringen viser, at der skal meget til før man opgiver håbet. Nye åbenbaringer vil indfinde sig, nye myter vil udvikle sig, nye subkulturer opstå og nye selvfortællinger. Vi gætter på, at Trumpkulten vil miste sit meget brede grundlag i løbet af de kommende måneder, når det bliver hverdag igen, men for en mindre gruppe, som ganske vist tæller millioner, vil troen på frelseren finde et stabilt leje, og man vil vide med sig selv og hinanden, at demiurgen og hans dæmoner stadig har magten, at et slag nok blev tabt, men at krigen vil blive vundet. Den grundlæggende mytologi er på plads. Nu venter en teologisk indsats, som kan bringe system i tingene. Nederlaget vil blive tolket som dokumentation for, at verdensbilledet holder, og det er det vigtigste, for så kan fortællingen fortsat udfolde sig. På den måde vil Trump stadig spille en rolle i den religiøse fantasi, selv om han nu bruger al sin tid på at spille golf og slås med skattevæsnet.
