Jeg har brugt Muhammedtegningerne i min undervisning i 15 år uden problemer. Medierne skal passe på ikke at skabe en ubegrundet frygt for, at forskningens frihed er truet.
Forsiden af Politikens debatsektion lørdag (10.4.21) er viet et indlæg af lektor i retsfilosofi ved KU Jakob V. H. Holtermann. Holtermann fortæller, hvordan han i undervisning i rets-og strafferetsfilosofi har vist Muhammedtegninger (Charlie Hebdos), men at han er stoppet med det på ene kursus og har fået betænkeligheder også ved andet.
Han tør snart ikke mere. Frygter at miste job, sikkerhed, liv. Han frygter også, at hans erfaringer er symptom på en generel udvikling mod stigende akademisk (selv-) censur og pres på undervisningsog ytringsfrihed. Forårsaget af identitetspolitik, krænkelsesparathed og trusler.
Holtermann henviser til, at KU-rektor H. Wegener ville kalde en underviser til samtale, hvis studerende klagede over visning af Muhammedtegningerne.
Holtermann finder det, forståeligt nok, skræmmende, at han måske kan blive ramt på levebrødet pga. visning af tegningerne.
Derudover henviser han til de skræmmende eksempler på, hvordan undervisere, der har vist tegninger, er blevet truet - og dræbt.
Nylige begivenheder i England, hvor en lærer fik læst og påskrevet af skoleledelsen samt af nogle vrede muslimer gør naturligvis ikke Holtermann mindre betænkelig ved situationen.
Indlægget ledsages af en Ytournel-tegning af en lærer, der, med afskåret hoved, peger på en tavle, hvor ordet ' ytringsfrihed' står skrevet. Politikens forside rummer en rubrik, der lyder: ' Den akademiske frihed og underviserne er i fare'.
Tillad mig ikke at bruge mange ord på at lovprise ytrings-, forsknings-, og undervisningsfrihed og lægge behørig afstand til, at KUs rektor og andre lignende instanser ikke bakker undervisere op, men bøjer sig for et identitetspolitisk pres, hvad enten det kommer fra f. eks. kønspolitisk hold eller nogle muslimer. Ej heller skal jeg bruge tid på at distancere mig fra nogle muslimers trusler og drabelige reaktioner.
I stedet bruges lidt flere ord på i al ubeskedenhed at fortælle, hvordan jeg selv i årtier i undervisningen har gjort udstrakt brug af islamrelaterede tegninger og siden 2006 aldrig har undladt at inddrage Jyllands-Postens (J.-P.) Muhammedtegninger.
Sådanne tegninger er blevet vist, analyseret og diskuteret, i gymnasiale og universitære sammenhænge, i kurser for Kriminalforsorgen, sygehus-og skolevæsenet, for elever på Politiskolen, for kommende to-sproglærere, for studerende på den Europæiske Master i Human Rights & Democratization samt i kurser om menneskerettigheder og kulturmøde på SDU. Jeg har altså vist de tegninger for gud og hver mand. Og gør det fortsat. I ind-og udland.
7-9-13: Hidtil er jeg sluppet af sted med det uden problemer. Og ja, jeg har haft folk i publikum, som kan identificeres som muslimer. Og nej, Jeg anser ikke mig selv for nogen gudbenådet pædagog, og jeg er givetvis temmelig provokerende ret ofte. Så måske er det bare held. Svineheld.
Måske har jeg blot haft de ' rigtige' muslimer blandt publikum, måske er det, fordi jeg (indrømmet) ikke har undervist børn med potentielt vrede forældre i folkeskolens yngste klasser, hverken i parisiske, engelske eller danske forstæder.
Men jeg tror faktisk, jeg kunne slippe afsted med det, i hvert fald i danske folkeskolesammenhænge.
Måske er det ikke kun held. Måske skyldes det, at jeg, ligesom tydeligvis Holtermann, har vist tegningerne for at undervise kvalificeret, illustrere, aktualisere. Og at det er klart for tilhørerne.
Måske har jeg haft mere held med at undgå negative reaktioner, fordi jeg ikke viser tegninger for at undervise i og om ytringsfrihed alene, men fordi de indgår i andre undervisningssammenhænge.
Og så fordi de vises også med henblik på kritisk analyse og diskussion af holdninger til islam og muslimer. Herunder negative og fjendtlige holdninger af stereotyp og fordumsfuld art.
Jeg viser Muhammed-og andre islamrelaterede tegninger i undervisning om kultur, religion, kulturmøde og interkulturel kommunikation; om religion i Danmark, herunder ret og religion, statslig regulering af religion, samt stereotyper om religion generelt og religion i form af kristendom og islam.
Tegningerne indgår ligeledes i undervisning om religionsbegrebet i menneskerettighedsparagraffer og i undervisning om konflikter mellem forskellige rettigheder - og forskellige syn på vigtigheden af forskellige rettigheder, herunder religionsog ytringsfrihed.
Mit paradenummer er et Power Point-foredrag med titlen ' Den lille Rødhætte og ulven - os og islam. Om verdens-og fjendebilleder, fordomme, fiktion og fakta'. Her forsøger jeg, på kort tid, men med brug af et væld af billeder, at sige noget fornuftigt om, hvordan ' man' i tidens løb har set på islam og muslimer, og hvordan forskellige tiders medier har bidraget til dominerende diskurser om islam.
Der er 'tegninger' af Tyrken foran Wiens porte med hævetkrumsabel, og gengivelser af senere frygtindgydende fotos af muslimer, der halshugges eller piskes i al offentlighed (af andre muslimer), som straf for at have forbrudt sig mod dele af sharia, der udløser sådanne ekstraordinære lemlæstelsesstraffe. Og, der er diskussion om, hvordan sådanne skræmmende billeder relateret til fakta, samtidig indgår i et arsenal af fjendebilleder.
Der er også mange andre billeder, f. eks. af Dansk Folkepartis annoncer for indførelse af forbud mod at lade muslimske dommere dømme i danske domstole (iført tørklæde eller burka).
Ledsaget af diskussioner af hele kampagnen og den vedtagne lov, af hvorvidt det er og var faktabaseret og fornuftigt at antage, at DF havde ret i, at en dommer med synlige symboler på muslimske baggrund ikke kan betros at dømme ud fra dansk lov.
Og så indgår, naturligvis, Muhammedtegningerne fra J.-P. Det lader sig nemlig ikke gøre at undervise kvalificeret om anførte temaer uden at vise og analysere tegningerne og hele Muhammedsagen.
Men det skal netop gøres på en historisk og analytisk-kritisk måde, og J.-P. s Muhammedtegninger skal ses i sammenhæng med andre andre tegninger og andre temaer end ytringsfrihed alene.
I det hele taget må og skal islamrelaterede satiretegninger i danske aviser vises i undervisning om islam i Danmark, om indvandrings-og flygtningepolitik, om religion, kristendom og islam i nynationalisme og nyracisme, om det dominerende og normative danske religionsbegreb (religion som en såkaldt tros-og privatsag, som er adskilt fra stat og politik, som noget, der ikke har med tøj og mad at gøre, etc.), om danskhedsdiskurser m. v. Jesus i danske pas vises naturligvis også.
Undervisning om islam og muslimer må nemlig inkludere undervisning også om holdninger til islam og muslimer, og materiale, der kan bruges i diskussioner om, hvordan og i hvilken grad islam og muslimer er blevet den dominerende ' signifikante anden' i nynationalistiske identitetskonstruktioner, kan ikke udelades.
Kort: mediebilledet af islam og muslimer er uundværlig empiri, og også Muhammedtegninger må og skal vises. Det er misforstået hensyntagen til elevers baggrund, hvis man i folkeskolen undlader at undervise på videnskabelig og faglig forsvarlig vis, også om religion, også om islam og holdninger til den religion og til muslimer.
Der skal på forskellig vis og i visse sammenhænge tages hensyn til alle elevers (og forældres) sociale og kulturelle baggrunde, men undervisningen som sådan må ikke tage hensyn til, om elever og forældre er muslimer, kristne, ateister, tynde, tykke, kvinder, mænd, hetero-, homoeller transseksuelle.
Når børnene er i skolen, er de der som elever i en offentlig skole, en skole, der har (burde have) det som sin fornemste opgave at oplyse og give elever som kommende borgere viden og kompetence til at være analytisk-kritiske medborgere i et oplyst demokrati.
Det indebærer, at man bl. a. underviser om religion, om hvordan man i Danmark, i grundlov og øvrig lov og i offentlige debat, ser på og håndterer det, der kaldes religion. Og så må Muhammedtegninger også vises og analyseres.
Hvad der gælder folkeskolen, gælder også gymnasier og universiteter, og jeg gør det klart fra starten af al min undervisning om religion, at de studerende ikke er der som muslimer, kristne, eller ateister etc.
De er der som studerende, og det er min opgave at kvalificere dem netop som studerende. Efter folkeskolen er de der tilmed af egen fri vilje for at få en uddannelse og lære noget om videnskabelige tilgange til verden, herunder til religion og islam.
Hidtil har dette været nok. Hidtil har de muslimer, jeg har undervist forstået og accepteret, at den religionsvidenskabelige tilgang til religion er fundamentalt religionskritisk: det er mennesker, der skaber guder og ikke omvendt. Det er præmissen for undervisningen, og det respekteres helt uden nogen religiøs legitimering i form af fx henvisninger til muslimsk overlevering om vigtigheden af at søge lærdom.
Men gudbevares: Jeg smækker ikke Muhammedtegningerne op i hovedet på publikum og tvinger dem til at elske dem.
Jeg viser ikke tegningerne for at opdrage nogen til i al hast at blive ' voksne' og sekulariserede ikke-religiøse eller religiøse lutheranere.
De får tegningerne serveret i en historisk-kritisk sammenhæng, hvor også fjendtlige og stereotype holdninger til islam og muslimer og den danske majoritetsreligion analyseres kritisk.
De analyserer således også en vidunderlig Bo Bojesen-tegning med overskriften ' Skik følge...', hvor familien Danmark sidder om det store danske julefrokostbord, beduggede og forædte, med konturer af et juletræ i baggrunden, mens den mest bøvede mand i selskabet - pegende med kniven ud gennem vinduet mod en lille muslimsk familie (let genkendelige på mandens skæg og konens tørklæde), der passerer - snøvler: »Hvizdezåbare ku' lære og fejre en krizten dansk jul lizzom vi andre...«.
De ser kort fra danske skolebøger over Europa og islams udbredelse, kort, der lang tid før Samuel Huntington og nogen nævneværdig muslimsk indvandring til Danmark, spiller på ideer (også muslimske) om en muslimsk verden og over for en ikke-muslimsk - og på frygten for en muslimsk orkestreret invasion og overtagelse. Kort, der så sættes ved siden f. eks. R. Sand Høyers tegning (illustration til artikel) i J.-P. af et Europa, der ligger og snorksover, mens skyggen af en muslim med draget sabel truende bøjer sig ind over sengen.
De ser K. Westergaards 2005-tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, men også hans illustration fra 2001 (før 9/11) til et debatindlæg af B. Haarder, hvor Haarder søgte at gøre nar af de radikale, fordi de lukkede så mange muslimer ind i varmen.
En udtalelse af en af disse unge muslimer, mente Haarder, mere end antydede faren for, at de lige nu så demokratiske muslimer senere ville springe ud som de islamister, de i virkeligheden er.
Tegningen viser en ung muslim, der kommer ind i Danmark gennem en åben ladeport med Dannebrog tegnet på siderne.
Den unge muslim (der også havde et navn i virkelighedens politiske Danmark) er iklædt nobelt jakkesæt og har en diplomatmappe i ene hånd; men sandaler, en daggert og et patronbælte, og ikke mindst et ansigt eller en maske, der kun kan lede tanken hen på en hellig kriger (og på Westergaards senere 2005-tegning), som han bærer under den ene arm, gør det klart, at vi her har at gøre med en femtekolonne-person, der vel ankommen til Frejas sal på et tidspunkt vil vise sit sande jeg.
Lad mig afslutningsvist også sige: Selv om jeg ikke som Holtermann har følt mig direkte truet på mit levebrød og liv, hverken af rektorer eller vrede muslimer, så har jeg følt mig truet og intimideret.
Men ikke fra muslimsk hold, men fra forkæmpere for ytringsfrihed, akademisk frihed og undervisningsfrihed.
Jeg mente mig intimideret, da J.-P. ved chefredaktør C. Juste klagede til min rektor og senere indklagede mig for praksisudvalget ved SDU, fordi, hævdede J.-P., at jeg misbrugte min akademiske titel til at lyve om J.-P. s motiver for at bringe tegninger.
Intimideret blev jeg også, da N. Khader klagede til samme rektor over nogle udtalelser, jeg var fremkommet med om Khader og Demokratiske muslimer.
Begge sager og det ledsagende mediecirkus skræmte mig i en sådan grad, at jeg i årevis ikke ville have med medier at gøre.
Og, apropos Holtermanns frygt for at miste levebrødet: Jeg fik ikke megen støtte fra min ledelse, mens det stod på og da slet ikke offentligt, og det, gætter jeg på, havde måske lidt at gøre med, at universiteter er afhængige af de penge, de får fra de bevilgende instanser, dvs. mere eller mindre magtfulde politikere og meningsdannere.
Lad mig også på falderebet opfordre Politiken og andre til at spise brød til, førend man råber ' Ulven kommer' i forhold til den akademiske frihed og frie forskning.
Det er muligt den (ulven) kommer, men den kommer fra mange sider, og den forklæder sig som både en Rødhætte og en Bedstemor.
Der er stadig nogen, der tør vise tegninger, og den akademiske frihed er ikke kun truet af truende muslimer, frygtsomme rektorer og undervisere.
Lad ikke Holtermanns helt igennem sobre indlæg blive endnu en brik i en omsiggribende mistænkeliggørelse af forskeres evne til at forske og undervise frit og apolitisk. Læg ikke f. eks. analytisk-kritisk migrations-og minoritetsforskning, der sammen med bl. a. islamforskning gang på gang anklages for at være venstresnoet og politisk korrekt, for had.
Som i sagen om Socialdemokratiets håndtering af en RUC-rapport om social kontrol og muslimske kvinder, der fandt frigørelsespotentiale i islam, drejer det sig i høj grad om, at de politiske forkæmpere for videnskabelig neutralitet og akademisk frihed primært bekæmper folk og forskere, hvis forskning kan antyde, at visse politiske beslutninger og tiltag er ude af trit med den aktuelle forskningsbaserede viden - som politikerne og skatteyderne ellers beder om og betaler for.
Jeg smækker ikke Muhammedtegningerne op i hovedet på publikum og tvinger dem til at elske dem Jeg viser ikke tegningerne for at opdrage nogen til i al hast at blive ' voksne' og sekulariserede ikke-religiøse.
