Hvordan vurderer du jobmarkedet for kandidater fra Religionsstudier, hvis vi vil arbejde inden for dit felt?
Forlagsbranchen er en lille branche, så der bliver ikke udbudt så mange religionsfaglige redaktørstillinger, men de er der! Det fagfaglige felt med fokus på læringsforløb til faget religion på grundskole- og gymnasieniveau er et mindre område. Feltet breder sig meget ud, hvis man tænker tilrettelæggelse af læringsforløb lidt bredere til fx også at omfatte museer, NGO-branchen, kommuner og private virksomheder.
Kompetencer til at tilrettelægge læringsforløb (didaktisk, på tværs af medier, form- og indholdsmæssigt) kan anvendes i mange sammenhænge. Får du erfaring med at tilrettelægge læringsforløb om religion under studierne, kan det være, du efterfølgende kan blive ansat til at projektstyre udvikling af andre typer læringsforløb, fordi du fx kan tilrettelægge det didaktisk og interaktivt, har lært at producere film, redigere tekster og tænke multimodalt. Jeg tror, der er gode jobmuligheder inden for det område bredt set.
Kan vi gå målrettet efter en stilling som din?
Selvfølgelig kan man påvirke den karrierevej, man som studerende ønsker at gå. Et praktikforløb eller et studentermedhjælpsarbejde på et forlag kan være en mulig vej. Det giver kendskab til jobbets indhold, og man får etableret et netværk inden for branchen. Det skaber jobmuligheder. Man kan også arbejde med tilrettelæggelse af undervisningsmaterialer / læringsformidling på anden vis, så man fx i en uopfordret ansøgning kan vise, at man har erfaring inden for området.
Hvad er det bedste karriereråd, du selv har fået?
Den største inspiration for mig var mine medstuderende. Der var mange i min omgangskreds, som på hver sin måde selv aktivt tog initiativer til at bygge bro til et arbejdsliv. Nogle skrev artikler og anmeldelser til forskellige blade, andre lavede frivilligt arbejde eller kom i praktik.
Det fik mig til at tænke over, hvad jeg selv kunne gøre for at få noget relevant arbejdserfaring, da jeg begyndte på kandidaten. Jeg tog kontakt til Dansk Flygtningehjælp og fik en praktikplads i Dansk Flygtningehjælps Oplysnings- og frivilligafdeling. I min praktikperiode lavede jeg interviews med bl.a. flygtninge og skrev artikler til deres frivilligblad SAMMEN. Jeg hjalp også til med at planlægge et seminar for flygtninge med en kunstnerisk baggrund.
Praktikforløbet resulterede i, at jeg efterfølgende indgik en aftale med Dansk Flygtningehjælp om at skrive et erhvervsrettet speciale, hvor jeg udviklede et interaktivt undervisningsspil "Flygtning for en dag" til Dansk Flygtningehjælps hjemmeside målrettet grundskolens ældste klasser. Jeg fik også et studentermedhjælpsarbejde og blev freelanceredaktør på pjecen "Din vej" til uledsagede flygtningebørn.
Inspirationen til at komme i praktik, var klart det vigtigste input. Mit praktikophold blev afgørende for, at jeg selv fandt frem til, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med arbejdsmæssigt. Det vidste jeg nemlig ikke, da jeg påbegyndte mit praktikforløb hos Dansk Flygtningehjælp. Det var meget afklarende for mig.
Mit råd er, at det er rigtig fint at nørde igennem på studiet de første par år, så man lander godt i sit studieliv, har ro til at fordybe sig og opnå en god faglighed. Senere i studiet er det nok vigtigt at få noget relevant erhvervserfaring og opbygge netværk inden for det faglige område og den branche, som man gerne vil havne i. Det kan være via frivilligt arbejde, freelancearbejde, praktikplads, studentermedhjælpsjob eller andet.