Af Magnus Clement Monrad-Alexandersen
Vi har alle sammen hørt om dem. De banker på vores dør, og hvis vi åbner, så er der ingen vej tilbage det næste kvarters tid. Og nej, jeg mener ikke licensmanden fra DR. Jeg mener de folk, der begynder med ”Undskyld, men har De et øjeblik til at snakke om vor herre og frelser, Jesus Kristus?”.
Jeg refererer naturligvis til Jehovas Vidner. Jehovas Vidner er endnu en afart fra kristendom og jødedom. Men det skal ikke handle om dem. Det skal handle om den måde, de går rundt og snakker med folk for at overbevise dem om, at deres religion, levemåde og samfund er den rigtige, og at alt andet er forkert.
De er dog ikke nær så populære og store som eksempelvis kristne missionærer. En missionær arbejder for at omvende folk til deres gældende religion. En kristen missionær vil derfor sprede kristendommen.
Her er en video, der viser, hvordan især kristendommen har spredt sig rundt omkring i verdenen over tid:
Kristendommen har altså spredt sig vidt og bredt lige siden Jesus blev korsfæstet? Det er ikke helt rigtigt! Missionen starter tydeligvis, da man får ideen om, at den døde leder er blevet levende igen, og det sker i årene efter hans død. Det er her man udvikler legenderne om, hvad Jesus sagde og gjorde efter at have forladt graven. En af tingene er, at han erklærer sig som universets hersker og kommanderer sine tilhængere til at ”gå ud i verden og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Det er missionens mytologiske start, og rent historisk starter det altså med, at man får denne ide. Nogle af de seneste steder, hvor kristne missionærer har bevæget sig ud, er til stammer og indfødte folk, der har deres egen religion og deres eget samfund ude i fx Regnskoven.
Religionsforsker og underviser på SDU, Mikael Rothstein, forsker blandt andet i det indfødte folk, penanerne, der har hjemme i skovene på øen Borneo. Desværre er udviklingen af penanerne, som han har rejst ned til hvert år de sidste 15 år, negativ. Der er nemlig færre og færre penaner.
Penanerne er et folk, der indtil 1950’erne har levet upåvirket af den moderne verden. De er traditionelt nomadiske jæger-samlere, som betyder at de sjældent har ét fast sted, hvor de befinder sig. De bevæger sig hele tiden rundt, for blandt andet at holde økosystemet i gang. Hvis de er et sted for længe og udrydder alt spiseligt, er der ikke noget at komme tilbage til senere. Derfor er de konstant i bevægelse rundt i skoven, så der altid er nogle dyr og spiselige planter at komme tilbage til. Derudover har de deres egne former for ”medicin” og jagter blandt andet med pusterør.
Men som nævnt før, er der færre og færre hver gang Mikael Rothstein rejser til Borneo, mindst én gang om året siden 2005, og bevæger sig ind til penanerne i skoven.
- Kristen mission er en kæmpe fare for penanernes kultur og ofte en af de ting, som slår de små samfund ihjel. Nu må man ikke tro at fx penanerne har levet et isoleret liv uden forbindelse til andre folk, og at de ellers har været immune overfor religiøs påvirkning. Nærmest tværtimod. De fleste penaner taler tre sprog og forstår mindst det dobbelte, og selvom de har levet tilbagetrukket, så har de altid haft forbindelse med andre folk i skoven, fastboende såvel som nomader. Det betyder, at det vi i dag ser som penanernes religion – præcis som deres sprog – er præget af indlån fra andre folk. Især spor af kayan-religion kan tydeligt ses, beretter Mikael Rothstein og fortæller om, hvordan kristendommen har indlemmet sig blandt penanerne:
- Alle i landsbyerne er nominelle kristne. Alle. De er under massivt pres og kan ikke andet end at følge trop. Det er klart at mange ældre og gamle tænker deres, og at en masse af den gamle religion lever videre i skyggen af kristendommen. Men på alle formelle niveauer er alle kristne. Det er kun de meget få, der stadig lever i skoven som nomadiske jæger-samlere, som reelt ikke har noget med kirkerne at gøre. De gør missionærerne grådige og vrede, så det er kun et spørgsmål om tid, så er de også blevet en del af den eneste religion, som ifølge missionærerne bør eksistere.
Kristendommen har dog ikke for alvor ryddet penanerne for deres gamle tro, der stadig ulmer i bevidstheden.
- De penaner, som har manøvreret sig ind i et nyt liv som kristne, typisk folk i 30-40-årsalderen, taler af og til nedsættende om dem, der ikke er kristne. Men i langt de fleste tilfælde viser det sig, at der lige under den kristne fernis gemmer sig både forestillinger og ritualer, som hører den gamle tid til. Jo ældre folk er, desto mere. Problemet er, at den slags ikke kan udtrykkes uden risiko for social udskamning eller deciderede problemer med missionærerne som fx ofte kontrollerer folks adkomst til uddannelse eller sundhedsvæsen. Min erfaring er dog, at så snart man har fred, især når man er på vandring i skoven, så kommer det gamle frem, men det bliver sjældnere og sjældnere, alt imens de kristne og deres gud fylder mere og mere, forklarer forskeren.
Det virker altså til, at de kristne missionærer, der er i nærheden af de indelukkede samfund, ikke har tænkt sig at stoppe, før de har omvendt dem allesammen. Og sådan bliver det nok ved lidt tid endnu.
- Ved at missionere opfylder de kristne også deres egens guds krav, og derfor har de selv en fordel ved at gøre andre til kristne. Jesus bliver tilfreds, og så kommer de formentlig i himlen, når de dør, tænker de. Og set i det perspektiv er mission et af kristendommens vigtigste ritualer – rejsen ud og hjem, hvor man omvender nye mennesker til sin egen religion på ordre af ens egen gud, Jesus, afslutter Rothstein.
