Da den amerikanske fysiker Carl Anderson i 1932 fandt positronen, som er elektronens antipartikel, var det på baggrund af en anden fysikers teori. Det var grundforskning og har blandt andet betydet, at vi er i stand til at behandle og hjælpe cancerpatienter gennem strålebehandling.
Det er også grundforskning, når den 25-årige fysiker Martin Hansen i sit ph.d.-projekt arbejder på at forbedre den såkaldte standardmodel, der inden for partikelfysikken beskriver universets elementarpartikler, og hvordan de interagerer.
“Der er nogle ting i modellen, der efter manges mening ikke fungerer optimalt set fra et matematisk synspunkt. Som det er nu, opfattes standardmodellen som en effektiv teori, der bare ikke fungerer ved alle energiskalaer, og det er så det, vi forsøger at få den til ved at forbedre teorien,” siger Martin og fortsætter:
“Jeg opstiller nye modeller og forsøger at løse dem ved at køre simuleringer på en supercomputer. Det er ekstremt kompliceret, og det kan tage flere år at afvikle sådan nogle simuleringer – selv på de største computere. Lige nu har jeg en simulering, der foreløbig har kørt i et år. Selvfølgelig kan jeg løbende trække resultater ud, men det kræver enorme mængder data før vores resultater er præcise nok til at kunne publiceres,” fortæller Martin, der godt ved, hvad der driver ham.
“Det er at forstå. At kunne forstå, hvad der sker på de helt fundamentale planer – og jo mere jeg forstår, des mere vil jeg vide,” griner han og afslører, hvor han tror, det ønske stammer fra.
“Jeg er ikke ud af en akademisk familie, men min far forærede mig en stjernekikkert, da jeg var 10-12 år gammel. Så stod jeg nat efter nat og stirrede ud i verdensrummet på galakser, stjerner og planeter. Senere blev det så Teknisk Gymnasium, fysikstudiet, og nu er jeg her på CP3-Origins (Centre for Cosmology and Particle Physics Phenomenology, red.) på SDU, og det er godt,” fastslår Martin med overbevisning.