Hvad går dit job ud på?
Sammen med mine partnere ejer jeg virksomheden EmaZys ApS. I EmaZys har vi udviklet en række teknologier, som kan bruges til at teste større solcelleanlæg. Mit arbejde er relativt kommercielt i dag, og jeg arbejder en del med salg og support. Arbejdet kræver håndtering af internationale kunder og desuden et godt teknisk overblik, der kan skabe tillid i salgsprocessen.
Kort fortalt handler arbejdet om at få virksomheden til at vokse ved at udbrede kendskabet til vores produkter, og samtidig skabe tillid for nye kunder ved at vi har ekspertviden om solenergi. Og så er jeg helt konkret leder og direktør i virksomheden, og står med det overordnede ansvar for, at medarbejderne har det godt, og at økonomien er forsvarlig.
Hvordan er det at være iværksætter?
Jeg har været iværksætter siden 2011. Arbejdet er krævende og særdeles multidisciplinært. Ansvaret er større som iværksætter, men belønningen når tingene lykkedes, er også tilsvarende større.
Glæden ved arbejdet er, at vi selv bestemmer retningen for vores virksomhed. Vi ønsker at påvirke markedet for solenergi, således at en kWh solar elektricitet bliver billigere. Det kan vi gøre, fordi bl.a. vores virksomhed kan bidrage til at mindske omkostningerne til drift og vedligehold. Det er vores eget mål, og det giver mening for at os at arbejde i den retning.
Hvad kan en fysiker bidrage med inden for dit felt?
Ejerkredsen i vores virksomhed består af tre fysikere, og vi er specialiserede inden for elektronik, software/modeller og halvleder-fysik. På den måde er vores virksomhed bygget op omkring en videnskabelig tilgang, og det kommercielle arbejde er stille og roligt blevet udviklet, efterhånden som vi kom tættere på vores kunder.
Inden for solenergi findes der en del fysikere, da industrien kalder på kompetencer inden for materialer, elektronik, dataanalyse og eksperimentel forskning. Især finder du mange fysikere inden for forskning i solenergi i udlandet. I Danmark er forskningsområdet og markedet for solenergi ikke prioriteret særlig højt, så man må være forberedt på at have et internationalt netværk, hvis man vil denne vej.
Så kort og godt kan fysikere bidrage til industrien for solenergi ved at være fysikere - fysik og solenergi er to alen af samme stykke. Man må dog indstille sig på at tænke kommercielt også. Det er meget få projekter inden for solenergi, som relaterer til grundforskning, og man er ofte ret tæt på markedet, selvom man fordyber sig i et laboratorium. Det handler om at lave elektricitet billigere, end de andre kan.
Hvilke kompetencer bruger du i dit nuværende job?
I relation til fysikstudiet, så er det stadig viden fra kurserne i faststoffysik og elektromagnetisme, jeg bruger i det daglige. Vi oplever tit at blive udfordret på vores viden, når vi kommunikerer med kunderne, og det er godt at kunne give fagligt solide svar på spørgsmål. Man skal have et overblik over sit fag, således at man kan svarer på samme niveau, som der spørges på.
Essentielt drejer det sig om at være en god formidler og kunne sætte sig i kundens sted. Som ph.d. kommer man jo igennem en del udfordringer omkring formidling, og det har jeg lært meget af.
Den basale kompetence jeg har med fra blandt andet SDU, er evnen til at sætte mig ind i nyt stof hurtigt. Efter en endt ph.d. i fysik har man prøvet visse udfordringer, og man er komfortabel med at der stilles høje krav til ens formåen.
Hvordan kan man som studerende målrette sin uddannelse i forhold til en erhvervskarriere?
Jeg synes, at de studerende skal fordybe sig i det, som de synes er spændende, og overhovedet ikke tænke på karriere inden for et bestemt felt. Ny viden er som en luftballon: du tilfører noget energi og flyver så højt og langt, som du tør, og på den måde ser du mere.
Undervejs i mine studier har jeg på ingen måde sat et karrieremål. På den måde var jeg i stand til at evaluere mine egne ideer på en objektiv måde.
Derfor laver vi testudstyr til solceller i dag, og hvem ved hvad vi laver i fremtiden?
Vores kerneteknologi har åbnet sig for nye anvendelser, så selvom vi fokuserer på at drive forretningen lige nu, så kommer der noget nyt en dag. Så meget ved vi.
Har du et godt råd til dem der læser Fysik i dag?
Man må acceptere, at selvom man møder ind på studiet med en stærk faglig baggrund, så møder alle udfordringer. Der er altid nogen, som er skarpere, og det er i perioder hårdt at følge med. Men hvis man er åben og tro overfor ens egne interesser, så finder man næsten med garanti et felt, som er særlig interessant. På den måde skaber man sine kompetencer selv, og motivationen stiger.
Et andet råd er at fordybe sig i miljøet omkring fysik, og komme i kontakt med de mennesker, forskningsgrupper eller virksomheder man er faglig tiltrukket af. Tingene sker ikke af sig selv, og man må ud og skabe fremtiden selv. Jeg søgte bl.a. selv til Teknologisk Institut, da jeg ville lave ph.d.
Mit råd til fysikstuderende er derfor, at være forberedt på mulighederne, når man er ved at være færdiguddannet, og som sagt undgå at tilpasse sig alt for meget. Man har sine naturlige interesser, og det er dem, som efter min mening, motiverer til det højeste kompetenceniveau. Og så må man se, hvordan man kan bringe det hele i spil.