Skip to main content

Vær ikke bange for at give noget et skud

Hvad er din nuværende jobfunktion?

At være delegeret QP vil sige, at man lovmæssigt kan frigive lægemidler, hvor man garanterer for, at de er produceret korrekt og overholder alle specifikationer. For mit område, som er cytostatika (kemoterapi), garanterer man også for, at lægernes ordination er korrekt i henhold til de anvendte behandlingsstandarder, og at patientoplysningerne er korrekte.

At være valideringsleder betyder, at man må være ansvarlig for kvalificering og validering af udstyr. Det vil sige, at man er ansvarlig for, at ting som for eksempel vægte, sikkerhedsbænke, robotter og lignende fungerer, som de skal, inden de tages i brug.

Hvordan arbejder du med din faglighed fra din uddannelse?

I arbejdet som delegeret QP anvender man både sin kliniske viden og evidensbaseret tankegang til at løse eventuelle problemer opstået under produktionen.

For eksempel:  Selvom dette produkt ikke er produceret helt efter forskriften, kan vi så garantere for, at det er okay at frigive alligevel for at spare statskassen 100.000 kr.? Giver det, som afdelingen bestiller, mening i form af dosis og patientens detaljer?

Hvordan bruger du de erfaringer, du fik i laboratoriet under studiet?

Som valideringsleder anvender man den videnskabelige tankegang, som man har fået fra universitetet til at vurdere sit udstyr:

Hvordan virker udstyret overhovedet? Hvad er udstyrets kritiske funktion? Hvordan kan jeg sikre mig at udstyret overholder grænserne? Hvordan kan jeg periodisk sikre mig, at udstyret stadig overholder sine grænser? Hvor meget kan jeg tåle, at mit udstyr skrider?

Hvilke kompetencer har du tilegnet dig efterfølgende i dit arbejdsliv?

I forhold til studiet lærer man, at der er andre faktorer end blot de videnskabeligt faktuelle.

For eksempel skal man altid indtænke i en arbejdsproces, at den også skal være mulig at udføre på daglig basis, og at den skal kunne passes ind i et allerede eksisterende system samt i et budget.

Hvordan har kompetencerne fra din uddannelse hjulpet dig videre på din karrierevej?

Som farmaceut er det nemt at omstille fra en arbejdstype til en anden, da man fra uddannelsen har en rigtig bred kompetenceprofil. Derfor kan man sagtens tage mange forskellige arbejdsopgaver til sig, selvom de ikke nødvendigvis er helt i samme boldgade.

Flere personer har taget store karrierehop, for eksempel fra klinisk farmaci til produktionen eller omvendt.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

En typisk arbejdsdag går primært med kontorarbejde i form af udarbejdelse af testdokumentation, for eksempel hvis et nyt stykke udstyr skal tages i brug, eller hvis man ønsker at optimere dele af sin produktion.

Ud over kontorarbejde er der typisk også et vindue, hvor jeg skal frigive lægemidler. Her går jeg op i de klassificerede områder i produktionen for at modtage lægemidlerne direkte fra produktionslokalerne.

Desuden står jeg også klar til at supportere vores teknikere med eventuelle problemer og spørgsmål.

Hvordan kan man som studerende målrette sin uddannelse?

Da der ikke er mange valgfag på farmacistudiet, skal man sørge for at vælge projektemner, som lægger sig op ad ens primære interesseområde.

Hvad ville du gerne selv have vidst som studerende?

Som studerende ville jeg gerne i en langt større grad have set det brede spektrum af arbejdsmuligheder for farmaceuter. Det var først sent i uddannelsen, at jeg fik set, hvor mange forskellige muligheder, der egentlig var. Det havde været rart at kunne danne sig det overblik tidligt i uddannelsen.

Som nyuddannet teknologisk farmaceut kunne jeg også godt have brugt noget mere forståelse for, at EU-GMP-reglerne har en langt større betydning, da alle lægemiddelvirksomheder bruger dem som rettesnor.

Hvad vil du anbefale studerende at gøre for at lette overgangen til jobmarkedet?

Når man skal ud på arbejdsmarkedet, skal man være ydmyg og huske, at man stadig har meget at lære. Typisk ender farmaceutarbejde med at være meget mere specialiseret end den noget brede uddannelse. Vær opsat på at lære og videreudvikle dig konstant .

Husk også, at du som farmaceut har værktøjerne til at gå en helt anden karrierevej, hvis du ender ud i noget, som ikke er så spændende alligevel – og brug den tanke til at huske, at du altså ikke skal være bange for at give noget et skud.

Har du nogen andre gode råd?

Sørg for at tage et instruktorjob eller lignende på SDU, hvis chancen byder sig. De fleste farmaceuter kommer til at skulle tage underviser-hatten på i større eller mindre omfang, både klinikere og teknologer.

Studievejlederne Det Naturvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 4387

Sidst opdateret: 10.08.2023