Mikkel er ingeniørstuderende på PDI på linjen Product Value Creation og skrev sit speciale fra 1. februar 2017 frem til aflevering d. 24. maj 2017. Han skrev specialet i samarbejde med en virksomhed, der opererer i den dyre ende af sengeindustrien. Netop samarbejdet med virksomheden, og de forpligtelser det medførte, gav både udfordringer med at få skrevet specialet færdigt til tiden, og gjorde specialeprocessen spændende og gav i sidste ende et job.
Stor dataindsamling i tre lande var meget tidskrævende
Efter at have skrevet mit Master Thesis proposal i slutningen af januar har jeg en fuldstændig plan for hvordan min dataindsamling til specialet skal se sig ud. Tror jeg. For alting ændrer sig ved allerførste møde med min case-virksomhed i første uge af februar, som i stedet for kun at samle data ind i Danmark nu også vil have mig til Tyskland, Holland og England.
Alle omkring mig siger, at det er da for fedt og hey, de betaler jo. Det er det også, men det skaber en masse praktiske foranstaltninger, og der går pludselig kalender i den, som i stedet rykker mit ansvar for at begynde at skrive. Alting i opgaven bliver udskudt i flere uger, fordi jeg skal have planlagt mine ture, og det nager mig, at jeg konstant undskylder overfor mig selv, at jeg da ikke både kan skrive og planlægge samtidig.
Min undskyldning er, at hver gang jeg skal ud og rejse er jeg både relativt alene om planlægningen, og når jeg er i udlandet er det en hit-or-miss. Jeg får én chance, og virksomheden betaler. Jeg kan ikke bare lige tage retur til Holland og få lidt bedre data ud af det. Det er nu eller aldrig.
Samarbejdet med virksomheden glider på skinner. De er virkelig flinke og stoler hundrede procent på mig. Ansvaret ligger hos mig. Det er fedt. Samtidig giver det mig et ekstra pres, da det medfører et ansvar til at vise dem, at de har ret. Begge dele promoverer en lyst og et drive til at levere i alle tre lande, hvilket gør dataindsamlingen super sjov og energikrævende. Så meget at jeg gik i seng inden klokken klokken 9 om aftenen mange af dagene. De tre landes dataindsamling går fint, og jeg prøver at få det bedste ud af min indsamling, selvom jeg vil have haft meget mere ud af det. Flere interviews, mere dybde og så videre, men mine medstuderende fortæller mig, at jeg har rigtigt meget, og det giver faktisk nok ro.
At specialet kunne skrives på én måned, skyldes skarpt fokus på alt, hvad der var positivt
Pludselig står jeg en måned inden deadline. Mange af mine medstuderende har skrevet hele afsnit, som de har fået retur fra deres vejleder med feedback. Jeg har ikke skrevet én færdig side. Jeg får travlt. Jeg skal have skrevet 25.000 ord på en måned. Alle andre er foran mig. Uden undtagelse. Nogle har skrevet 50 sider på det her tidspunkt, og jeg skal til at gå i gang. Nu er jeg pludselig godt presset.
Jeg har aftalt at mødes med tre medstuderende, og vi ender med at sidde hver dag sammen indtil vi afleverer. De hjælper mig igennem sparing, og da de alle er foran mig, er det en kæmpe gulerod til at få indhentet dem. Jeg sidder konstant og prøver at holde tankerne positive, og i stedet for at tænke i antal sider, jeg skal have skrevet om dagen, tænker jeg i under- og overskrifter. Nogle dage skriver jeg én side, andre dage over ti sider. Nogle dage er fyldt med figurer, andre dage er ren tekst. Det er så varierende, at jeg vil få negative tanker, hvis jeg konstant tænker, at jeg skal have skrevet 5 sider om dagen, hvis jeg nu ikke får skrevet det antal sider.
En specialevejleder med stor tiltro, der hjælper med at lave planer
Min specialevejleder har god tiltro til mig, og jeg møder ham kun 6 gange i løbet af de knap 4 måneder. Det er fedt, at han har den tiltro, og hver gang jeg går fra et møde, har jeg en plan for mine næste 2-3 uger. Det virker for mig og jeg ender med at blive færdig med mit speciale to dage inden aflevering.
De fem bedste råd
Når jeg tænker tilbage på min proces, så var den relativt ustruktureret og fyldt med masser af dage, hvor jeg intet fik lavet. Det var fyldt med en masse udskydelser, men samtidig var det også kanon sjovt at skulle til udlandet og stå på egne ben. Jeg kunne sagtens have været dobbelt så effektiv, som jeg var, hvis alting var optimeret. Men det var for mig en dynamisk proces med en dag ad gangen. Mine bedste råd vil være:
1) Lad vær at tænke i tal. Hverken dage, der er tilbage eller sider, der skal skrives om dagen. Ej heller: ”Nu er jeg så langt inde og har intet skrevet endnu”.
2) Tænk i praktiske dele, som du mangler og få handlet på dem. Hver gang, du rykker dig, er det en succes. Du vil altid kunne finde en mere optimeret proces, end hvad du formår med dit speciale. Altid.
3) Prøv at lad vær at tænke dine vejledere som din kunde, som du skal please. Gør projektet til dit eget. Jeg havde succes med det, da de havde stor tiltro til mig. Føler du ikke det samme, så prøv at vise dem, hvor du ser projektet gå hen. De fleste vejledere føler i virkeligheden, at du har mere styr på projektet end dem.
4) Støt dig op af venner, familie og medstuderende. Lad vær at være bange for at indrømme, at du føler dig fortabt, og har brug for lige at finde sporet igen. Det hjælper at få det italesat.
5) Sidst men ikke mindst tro på dig selv. Det er trods alt bare endnu en opgave. Ikke kulminationen på din uddannelse. Du har gjort det før. Og det kan du igen.