Allerede på biologistudiet var Mads Skøtth optaget af vand, men han vidste, at det kunne blive svært at få job som ferskvandsbiolog. Derfor oprettede han allerede under studiet en profil på jobsitet Jobindex.
Hvad går dit job ud på?
Jeg arbejder i et lille firma, der hedder Blue Unit. Vi er tre medarbejdere og bygger en maskine, som måler vandkvalitetsdata på fiskefarme i hele verden. Maskinen generer en masse data, som den sender tilbage til os, hvorefter jeg laver en rapport og følger op på resultaterne.
Hvordan fik du jobbet?
Jeg havde været ledig i 3 måneder, da min nuværende chef kontaktede mig på Jobindex, hvor jeg havde oprettet en profil. Han var ikke oprettet som arbejdsgiver på Jobindex, så da han skrev til mig, stod der nederst i beskeden, at der kunne være tale om phishing, men jeg tog chancen og kontaktede ham. Det er jeg rigtig glad for i dag, for han inviterede mig til en samtale.
Jeg startede med 13 uger i virksomhedspraktik, og derefter blev jeg fastansat.
Hvorfor lagde du dit CV på Jobindex?
Jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive svært at få job, så jeg oprettede en profil på Jobindex tre måneder før jeg blev færdig.
Jeg ville helst arbejde i en privat virksomhed, men vidste, at der var størst aftag i gymnasiet. Derfor sørgede jeg for, at have profil klar på Jobindex, inden gymnasiejobbene blev slået op i marts og april.
Hvordan er det at være ny i job?
Det er hårdt. Vi er kun tre medarbejdere, og jeg løser mange tekniske, ikke-biologiske opgaver. Lige nu bygger vi selv maskinerne, så den biologiske del kommer mere, når vi på sigt får flyttet maskinbyggeriet over til et andet firma.
Kan en biolog bygge maskiner til fiskefarme?
Det er ikke noget, jeg har trænet på Biologi, men ligesom alt muligt andet kan det læres.
Jeg tror indimellem, vi biologer stirrer os blinde på de ting, vi har lært på universitetet. Men arbejdsgiverne er ikke kun på jagt efter det, vi har lært på et kursus om ferskvandsøkologi. De er meget mere interesserede i, om du kan tillære dig nye kompetencer, så man skal ikke være bange for at søge de der lidt mærkelige stillinger.
Hvilke kompetencer fra din uddannelse bruger du i dit nuværende job?
Jeg tog kurser i ferskvandsøkologi på Biologi. Dem kan jeg selvfølgelig bruge, og så gav studiet mig evnen til at tilegne mig ny viden. Den har virkelig haft brug for, for selvom jeg vidste noget om vand, da jeg startede hos Blue Unit, vidste jeg ingenting om fiskeopdræt.
Derudover tilbragte jeg et år i Kina på kandidaten. Det har givet mig en stor sikkerhed i at kommunikere og skrive rapporter på engelsk, og det bruger jeg rigtig meget, når jeg kommunikerer med vores kunder i udlandet. Det har været let at udvide mit faglige bibliotek med engelske udtryk, og det er ikke nær så skræmmende for mig, som jeg tror, det ville have været, hvis jeg taget hele min uddannelse i Danmark.
Hvordan kan man som studerende målrette sin uddannelse?
Jeg forestillede mig, at jeg skulle arbejde for en rådgivningsvirksomhed, så jeg tog alle de ferskvandskurser, jeg kunne få. Hvis jeg skulle have gjort det om, ville jeg nok have taget fat i en medarbejder fra Rambøll eller en anden rådgivningsvirksomhed og spurgt dem, hvad de reelt har brug for. Måske allerede inden jeg lavede mit bachelorprojekt.
Har du et godt råd til dem, der læser Biologi?
Find en praktikplads, hvis du kan. Det er vigtigt at vise virksomhederne, hvad du kan, og hvordan de kan bruge dine kompetencer, så jo flere timer du kan tilbringe ude i ’den virkelige verden’, jo bedre. Og så er det en rigtig god idé at have dit CV liggende på Jobindex, LinkedIn og andre steder, hvor virksomheder kigger.