Kristine Mulbjerg havde job hos Rambøll, allerede inden hun afleverede specialet. For biologer med viden om modellering er efterspurgte i det private erhvervsliv, og allerede som studerende satsede Kristine på håndværksmæssige fag, der gav hende en stærk faglig profil. Men vejen til drømmejobbet var ikke helt uden rundkørsler og omveje.
Hvad går dit job ud på?
Jeg arbejder med miljømodellering og naturgenopretning. Hvis en kunde fx skal fjerne en spærring af et vandløb i forbindelse med et dambrug eller en vandmølle, laver jeg beregninger på, hvilke konsekvenser forskellige løsninger vil have på arealerne.
Det er typisk miljø- eller afløbsingeniører, der sidder med den type opgaver, jeg løser, men som biolog kan jeg bidrage med en bredere forståelse af, hvordan vores løsninger påvirker naturen.
Hvordan er dit job forskelligt fra klassiske biologjobs?
Der er ikke særlig meget gummistøvle over mit job. Mere kontor og computer. Jeg tager selvfølgelig ud og ser projektområderne, inden vi starter op, så jeg har et par gummistøvler på kontoret, men det er ikke særlig tit, de er i brug.
Til gengæld bruger jeg rigtig meget tid på computerberegninger og projektering i forhold til jordflytninger og rør, der skal lægges eller graves op. På den måde tangerer mit job ingeniørarbejde, men jeg har hele tiden det biologiske fokus, for vi går altid efter den løsning, der er optimal for naturen som en helhed.
Hvad gjorde du for at være klædt på til at søge job?
Da jeg skulle i gang med specialet, var jeg meget bevidst om, at jeg ville arbejde med noget, jeg kunne bruge bagefter. Det var dét, jeg valgte specialevejleder ud fra, og jeg havde en snak med min vejleder om det, inden jeg underskrev specialekontrakten.
Derudover valgte jeg nogle håndværksmæssige fag i løbet af uddannelsen, som betød, at jeg ret hurtigt selv kunne håndtere en GIS-opgave, da jeg startede hos Rambøll.
Valgte du fagene, fordi du vidste, de kunne sikre dig job?
Jeg tror ikke, man kommer ret langt ved at tænke på, om et fag giver job eller ej. Man er nødt til at være drevet af en interesse, men det er klart, at jeg også valgte fag efter, hvad jeg ville efter studiet.
Vidste du, allerede inden du startede på Biologi, hvad du ville bruge uddannelsen til?
Nej, det gjorde jeg ikke. Min fordel var, at jeg valgte den forkerte uddannelse i starten. Jeg havde halvandet år på lærerseminariet, hvor jeg blev meget bevidst om, hvad jeg syntes var spændende. Da jeg valgte seminariet, var det fordi jeg syntes, uddannelsen var spændende, men det viste sig, at jobbet slet ikke sagde mig noget. Så da jeg startede på Biologi, var det med et helt andet fokus på, hvilke muligheder uddannelsen gav mig, når jeg var færdig.
Og så skiftede jeg alligevel mening undervejs. Jeg har en BA i Biologi og formidling, for jeg troede egentlig, jeg skulle ud og arbejde på museum og lave journalistik. Formidle en masse viden om biologi til verden.
Undervejs opdagede jeg, at jeg ville komme til at kede mig på et museum. Jeg ville meget hellere lave noget aktivt i forhold til naturgenopretning, så jeg drejede hele min kandidat og specialet over på de mere anvendelsesorienterede fag.
Kan du give et godt råd til dem, der læser Biologi?
Hvis du lige er startet på din uddannelse, er det vigtigt, at du følger dine interesser. Det dur ikke kun at tænke karriere og vælge fag efter, hvad der giver job. Hvis ikke du brænder for fagene, bliver det nogle rigtig lange år på studiet.
Er du næsten færdig, er det en god idé at kaste et kritisk blik på de fag, du har valgt undervejs. Er der en rød tråd, som giver dig en bestemt faglig profil? Eller kan du dreje de sidste fag og dit speciale i en retning, som giver dig et anvendelsesperspektiv?