Skip to main content

Regulatorisk ansvarlig i medicinalindustrien

Hvad går dit job ud på?

Jeg er regulatorisk ansvarlig ved Orifarm Generics og sidder i et team af indkøbere, kvalitetsmedarbejdere, regulatoriske medarbejdere, tegnere og launchkoordinatorer. Vi sørger for, at den medicin, firmaet sælger, lever op til kvalitetskravene, og når vi har fået markedsføringstilladelse på et nyt produkt, er det min opgave at sørge for, at produktet altid er opdateret.

Hvordan fik du jobbet?

Jeg skrev egentlig bare en ansøgning og blev kaldt til samtale.

Hvordan bruger du de kompetencer, du har fået i løbet af din studietid?

Når man sidder i en stilling som min, er det vigtigt at have en naturvidenskabelig baggrund, som giver dig en bred faglig ballast. Jeg har en ph.d., men min nørdeerfaring derfra bruger jeg ikke direkte i mit job. Til gengæld har den givet mig en masse træning i at sætte mig ind i nyt stof, prioritere opgaver og arbejde i pressede situationer.

Har du det job, du havde forestillet dig, da du studerede?

Nej, jeg startede med at være interesseret i stoffet og ikke så meget i, hvad jeg kunne blive. Faktisk vidste jeg ikke ret meget om regulatorisk arbejde, da jeg fik mit nuværende job, men da jeg blev ansat og kom i gang, kunne jeg se, at det lige var en stilling for mig.

Sidst opdateret: 10.08.2023