Skip to main content
DA / EN

Principper for troværdige eksamener

Eksamener og den studerendes endelige eksamensbevis skal være et troværdigt bevis på den studerendes opnåede kompetencer på SDU. Her kan du læse mere om SDU’s principper i arbejdet med at sikre, at studerende aflægger eksamen på redelig vis. 

SDU’s principper for troværdige eksamener 

SDU tilbyder uddannelser af høj kvalitet og garanterer troværdige eksamener. 

Uddannelser af høj kvalitet 

SDU arbejder med at sikre kvaliteten af universitetets uddannelser. SDU er konstant fokuseret på at sikre, at universitetets eksamener giver et retfærdigt og troværdigt billede af det, de studerende har lært. Det gør SDU ved at sikre, at evalueringen af eksamenerne er af høj kvalitet og ved at sørge for, at alle overholder eksamensreglerne.

System ved regelbrud 

For at sikre troværdige eksamener har SDU et klart system, hvor de ansatte kender deres rettigheder og pligter og hvad de skal gøre, hvis der er mistanke om, at en eksamen ikke er afholdt korrekt. Der er også tydelige konsekvenser for studerende, der ikke overholder reglerne under eksamen. SDU sanktionerer derfor studerende, der bryder reglerne, allerede første gang det opdages. Alle overtrædelser af reglerne sanktioneres, da det påvirker den korrekte evaluering af eksamen, uanset om overtrædelsen var bevidst eller ej. 

Eksamenstyper og regler 

SDU har forskellige typer eksamener med forskellige regler. Der er mundtlige og skriftlige eksamener, der afholdes på universitetets campus eller som hjemmeopgaver. Du finder links til reglerne nederst på denne side.  

SDU forebygger eksamenssnyd  

SDU tilpasser også eksamenerne til den teknologiske udvikling og forhindrer dermed misbrug af teknologi til at opnå en bedre bedømmelse end den reelle præstation. SDU bruger derfor elektroniske overvågningssystemer under eksamen og anti-plagiat-systemer, der automatisk tjekker alle indleverede eksamensbesvarelser. SDU er opmærksom på de fremskridt og udfordringer, som den teknologiske verden bringer med sig i forhold til eksamensafvikling, så processen altid er i trit med virkeligheden. 

Ved at have fokus på en smidig proces til håndtering af eksamenssnyd, klare retningslinjer for de ansatte ved mistanke om regelbrud samt sanktioner for overtrædelse af vores disciplinærregler, allerede første gang, har SDU opbygget en proces, der hjælper med at forebygge og opdage eksamenssnyd. Det sikrer, at SDU’s eksamensbeviser forbliver troværdige. 

Kontakt Uddannelsesjuridisk Team

Skriv en mail til uddannelsesjura@sdu.dk.

Ring på 6550 4470.

Sidst opdateret: 18.09.2024