Din kandidatuddannelse er normeret til 120 ECTS, hvilket svarer til 2 års fuldtidsstudier (ECTS er en fælles europæisk standard for videregående uddannelsers arbejdsmæssige belastning). 60 ECTS er 1 års fuldtidsstudium, og vi forventer derfor du følger 30 ECTS hvert semester.
Kandidatuddannelsen (seneste studieordning) består af:
Politologiske fag: 60 ECTS
Metodefag: 10 ECTS
Valgfrie fag: 20 ECTS
Speciale: 30 ECTS
Politologiske fag:
Politologiske fag er alle fag, der både er udbudt på uddannelser under Studienævn for Statskundskab og som er udbudt af Institut for Statskundskab. Efter ansøgning kan fag taget på andre institutter eller institutioner godkendes som politologiske fag.
Blandt de politologiske fag skal mindst tre fag (svarende til minimum 30 ECTS) tages i form af seminarer. Et seminar er et fag, der afsluttes med en (seminar)opgave, i hvilken den enkelte studerende under vejledning af fagets underviser foretager en selvstændig analyse af en selvvalgt problemstilling.
Et af de politologiske seminarfag (10 ECTS) kan erstattes af et projektorienteret forløb (praktik), hvis opholdet godkendes som to fag svarende til 20 ECTS. Opholdets resterende 10 ECTS godkendes som et valgfrit fag.
Et af de politologiske seminarfag (10 ECTS) kan erstattes af en valgfri opgave, hvis emne skal falde inden for det politologiske område. Opgaven kan udarbejdes i tilknytning til et af de udbudte fag på kandidatuddannelsen eller i et direkte samarbejde med en individuel vejleder.
Metodefag:
Metodefag kan omhandle videregående kvalitative eller kvantitative metoder, men metodefag kan også fokusere på forskningsdesign eller på specialiserede metoder. Det fremgår af fagbeskrivelsen for valgfag udbudt af Studienævn for Statskundskab, hvorvidt faget tæller som et metodefag.
Valgfrie fag:
Valgfrie fag kan tages indenfor det samfundsvidenskabelige eller humanistiske område. Alle fag på dagstudierne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet er forhåndsgodkendt som valgfrie fag. Kandidatfag på det humanistiske område skal forhåndsgodkendes som valgfrie fag af studienævnet. Den studerende skal altid søge om optag på et givent fag ved det studienævn, som det ønskede fag udbydes af. Politologiske fag kan også indgå som valgfrie fag. 10 ECTS valgfrie fag kan erstattes af projektorienteret forløb.
OBS: Det er den enkelte studerendes eget ansvar, at hun/han sammensætter sin kandidatuddannelse på en sådan måde, at den lever op til de nævnte indholdsmæssige krav, herunder at mindst 1 politologisk valgfag (svarende til 10 ECTS) er bedømt ved eksterne prøver/ekstern censur. Endvidere kan bedømmelsen Bestået/ikke bestået eller Godkendt/ikke godkendt højst anvendes ved prøver, der dækker 30 ECTS. Meritoverførte prøver fra udlandet indgår ikke i denne opgørelse.
Print et oversigtsskema og planlæg din Kandidatuddannelse
Kig i den nyeste studieordning for svar på yderligere spørgsmål – eller kontakt faglig vejleder for uddybning.