Skip to main content
Nyt SUND

Nyt SUND nærmer sig målstregen

Størstedelen af Nyt SUND-byggeriet er nu afleveret til Vejdirektoratet, som er bygherre på projektet. De næste måneder vil de sammen med SDU gøre byggeriet helt klar til indflytning.

Af Bente Kjær, 21-04-2023

Fredag den 14. april blev de fleste entrepriser i byggeriet af Nyt SUND overdraget til Vejdirektoratet, som er bygherre på opførelsen af den nye fakultetsbygning.

Med denne såkaldte AB-aflevering (aflevering af byggeri) bevæger projektet sig ind i slutfasen, idet ansvaret for entrepriserne overgår fra de enkelte entreprenører til Vejdirektoratet.

- De seneste år har budt på en del udfordringer for branchen som helhed, så vi er godt tilfredse med, at vi nu nærmer os målstregen, siger projektchef Per Seidelin fra Vejdirektoratet.

Nu kan ændringer blive til virkelighed

Sammen med ansvaret får Vejdirektoratet på den ene side mulighed for at registrere eventuelle mangler, som entreprenørerne skal udbedre, før de modtager betaling.

På den anden side kan Vejdirektoratet nu også igangsætte ændringsarbejder, uden at entreprenørerne kan gøre indsigelser.

- Det betyder, at håndværkerne nu kan begynde at få vores planlagte og godkendte ændringer udført i størst muligt omfang, lyder det fra Tom Møenbo Gregersen, som er afdelingschef for Nybyg på SDU.

Overdragelse fra Vejdirektoratet til SDU

Samtidig med udbedringer og ændringer i byggeriet vil de næste måneder også gå med at få færdiggjort de sidste entrepriser.

Entrepriserne for landskab og teknik er således stadig undervejs, men de bliver afsluttet hen over sommeren.

Sideløbende starter indflytningen i Nyt SUND fra den 1. august, mens projektet overdrages fra Vejdirektoratet til SDU den 31. august, så det nye byggeri kan være klar til de studerende, når efterårssemesteret starter i september.

Tidsplan for indflytning

SUND flytter ind i Nyt SUND fra august 2023. Undervisningen starter op i det nye byggeri fra 1. september, mens langt de fleste af fakultetets øvrige aktiviteter vil være flyttet til Campus Odense i løbet af efteråret.

Kig ind i Nyt SUND
Kig fra Stenten i det eksistrende SDU ind i Nyt SUND

Selvom indflytningen i Nyt SUND først starter i august 2023, kan du allerede nu kigge ind i det nye byggeri fra Stenten i den eksisterende SDU-bygning.

Tag et kig ind i Nyt SUND via galleriet, du finder her.

FAQ: Find svar på spørgsmål om Nyt SUND

Nyt SUND er Sundhedsvidenskabs nye bygning til undervisning og forskning på Campus Odense.

Find en masse forskellige informationer om Nyt SUND i vores FAQ, som er et opslagsværk, der giver svar på ofte stillede spørgsmål i forskellige kategorier.

Du finder FAQ om Nyt SUND her.

Redaktionen afsluttet: 21.04.2023