Hvad kan du bruge et projektorienteret forløb til?
Med et projektorienteret forløb/praktikophold kan du uden for universitetet opleve, hvad den viden, du har opnået på studiet, kan bruges til i praksis. Ved samme lejlighed kan du prøve dig selv af på nogle konkrete arbejdsopgaver, hvor dine faglige kompetencer kommer i spil. Derfor kan et praktikophold både give dig faglig inspiration til dine videre studier og give dig blod på tanden til at blive færdig med dine studier og komme ”ud i virkeligheden”. I det projektorienterede forløb kan du også trække de første tråde til et netværk på arbejdsmarkedet.
Du kan kun tage ét projektorienteret forløb i løbet af din kandidatuddannelse. Som studerende på Statskundskab kan du vælge mellem et forløb på 10 ECTS og et forløb på 20 ECTS.
Processen
Det er dig selv, der skal finde et praktiksted.
Du kan naturligvis selv opsøge et sted, hvor du kunne tænke dig at prøve dig selv af. Der er vide rammer for, hvor du kan komme i praktik: En offentlig myndighed, en interesseorganisation, en virksomhed, en selvejende institution eller lignende.
Hvis du overvejer at tage et projektorienteret forløb på det kommende semester, skal du i fagtilmeldingsperioden ( 20.-30. november for forårssemestre og 20.-30. marts for efterårssemestre) tilmelde dig faget ”Projektorienteret forløb” på Studenterselvbetjeningen – helt på samme måde som du tilmelder dig almindelige fag på det kommende semester. Du skal allerede ved fagtilmeldingen vælge, om dit praktikforløb skal tælle 10 eller 20 ECTS. Husk også, at du skal tilmelde dig det projektorienterede forløb, selvom du måske endnu ikke har fået kontakt til et praktiksted. Hvis du inden semesterstart har fundet ud af, at du alligevel ikke kan komme i praktik, eller hvis du ønsker at ændre ECTS-vægten af praktikken, kan du nå at ændre din fagtilmelding. Det skal ske senest den 14. september for efterårssemestre og den 14. februar for forårssemestre. Indtil denne frist kan du ændre det projektorienterede forløb og evt. skifte hele eller dele af det ud med et eller flere almindelige fag (husk dog, at du på dette tidspunkt ikke kan blive afmeldt ECTS – du skal altså tilmelde dig fag svarende til den ECTS-vægt, du er tilmeldt på forhånd). Hvis du stadig står som tilmeldt til det projektorienterede forløb d. 14. september/14. februar, kan du ikke ændre tilmeldingen.
Det projektorienterede forløb er en del af dit studium. Derfor skal der være et klart fagligt indhold. Dette lægges fast i en skriftlig aftale med praktikstedet om forløbets indhold og varighed.
Hvis forløbet skal tælle 10 ECTS, skal det indebære mindst 248 arbejdstimer (svarende til to måneders fuldtidsarbejde). Hvis forløbet skal tælle 20 ECTS, skal det indebære mindst 406 arbejdstimer (svarende til tre måneders fuldtidsarbejde).
Du kan godt arbejde på deltid i praktikperioden. Det kan eksempelvis aftales, at du har fri en dag om ugen, for at du kan deltage i undervisningen i et eller flere fag på universitetet samtidig. Praktikstedet skal blot skrive under på, at du arbejder minimum henholdsvis 248 eller 406 timer i dit praktikforløb.
Endelig skal det stå i aftalen, hvem der på praktikstedet har ansvaret for dit ophold og dit faglige udbytte. Det er vigtigt at få den skriftlige aftale med praktikstedet på plads i god tid. Praktikaftalen skal vedhæftes den elektroniske blanket, som skal godkendes af en vejleder hurtigst muligt og senest d. 1. september for efterårssemestret eller d. 1. februar (for forårssemesteret).
Praktikaftalen skal indeholde følgende elementer:
- Praktikstedet: Arbejdssted, varighed og arbejdstid (i alt mindst 248 timer for 10 ECTS eller mindst 406 timer for 20 ECTS) – herunder evt. aftale om frihed til at deltage i undervisning på universitetet.
- Arbejdsopgavernes faglige indhold.
- Hvem er den ansvarlige for det faglige udbytte på praktikstedet?
- Evt. økonomiske forhold. HUSK, at du ikke må modtage løn i et praktikforløb. Hvis du får løn, kan du hverken få SU eller ECTS-point for opholdet. Din arbejdsgiver må dog gerne dække dine transportomkostninger og yde tilskud til dine boligudgifter mv. Du må desuden modtage en erkendelighed fra praktikstedet på op til 3000 kroner om måneden.
Du skal vise praktikaftalen til den underviser på dit studie, som du kunne tænke dig at have som vejleder. Vejlederen skal være fuldtidsansat underviser ved Institut for Statskundskab og skal skrive under på, at han/hun anbefaler forløbet og vil være din vejleder.
Denne aftale foregår via en elektronisk blanket, som du finder i spottet til højre. Du kan danne dig et indtryk af, hvem du kan bruge som vejleder ved at se på oversigten over specialevejledere på instituttets hjemmeside.
Vær opmærksom på, at vejledningstiden er begrænset til 2 timer for et praktikforløb på 10 ECTS og 4 timer til et praktikforløb på 20 ECTS. Hvis du ikke kan finde en vejleder, er du velkommen til at kontakte studielederen.
Det er vigtigt at være i så god tid som muligt for at få det hele på plads. Sidste frist for indsendelse af den elektroniske blanket til godkendelse er 1. september for forløb, der afvikles i efterårssemesteret, og 1. februar for forløb i forårssemesteret.
Vigtige datoer i forberedelsen
- 20.-30. november/maj: Du skal tilmelde dig det projektorienterede forløb på Selvbetjeningen ved den almindelige fagtilmelding. Du har mulighed for at tilmelde dig enten 10 eller 20 ECTS (20 ECTS er kun for studerende på Statskundskab). Det projektorienterede forløb tæller som et fag. Derfor kan du kun tage ét projektorienteret forløb som en del af din uddannelse – enten 10 eller 20 ECTS.
- 1. september/februar: Du skal have godkendt din vejlederkontrakt. Denne skal indeholde den praktikaftale, som du har lavet med praktikstedet. Denne kontrakt skal derfor udarbejdes i god tid.
Hvis din praktik starter tidligere end hhv. 1. september eller 1. februar, er det vigtigt, at du udfylder den elektroniske blanket i god tid inden den planlagte start. Praktikaftalen og vejlederaftalen skal nemlig være på plads, før du påbegynder dit praktikforløb.
Det projektorienterede forløb kan tælle 10 eller 20 ECTS. For at få godkendt 10 ECTS skal du aflevere en redegørelse, der dokumenterer, at du har arbejdet med noget fagligt relevant. For at få 20 ECTS, skal du aflevere en rapport, der fagligt set svarer til en seminaropgave. Rapporten skal dokumentere, at du har arbejdet med noget fagligt relevant, og at du kan sætte dine erfaringer ind i et fagligt relevant perspektiv. Du kan eventuelt vedlægge et produkt fra din praktiktid. Læs mere om opgaverne i afsnittet ”Afslutning af forløbet”.
Både ved 10 ECTS og 20 ECTS skal praktikrapporten afleveres medio januar for efterårssemestret og medio juni for forårssemestret. Ved reeksamen skal praktikrapporten afleveres ultimo februar eller august.
På eksamensbeviset erstatter et projektorienteret forløb på 10 ECTS et valgfrit fag, mens et projektorienteret forløb på 20 ECTS erstatter ét valgfrit fag og ét politologisk valgfag.
Undervejs i det projektorienterede forløb fungerer du som normalt ansat på praktikstedet. Alt, hvad du laver, foregår på vegne af praktikstedet og den, der i praktikaftalen er angivet som ansvarlig for dit forløb. Det er også praktikstedets ansvar, at du kommer til at arbejde med noget fagligt relevant, som du kan forholde dig til i rapporten.
Hvis du under forløbet får praktiske eller faglige problemer, skal du søge hjælp hos den fagligt ansvarlige på praktikstedet. Hvis du har brug for yderligere hjælp, skal du kontakte Studielederen, som er instituttets ansvarlige for alle projektorienterede forløb.
Det projektorienterede forløb afsluttes med, at du afleverer en rapport inden for den normale eksamensperiode – dvs. medio januar måned, hvis forløbet har været i efterårssemestret eller medio juni, hvis forløbet har været i forårssemestret.
Du afleverer via upload i Digital eksamen. Husk, at du skal angive vejleders navn på forsiden af din besvarelse.
Praktikrapporten bliver internt bedømt. Det betyder, at det kun er din vejleder, der bedømmer den. Opgaven bedømmes som Bestået/ikke bestået.
Tæller det projektorienterede forløb 10 ECTS, må rapporten højest fylde 10 ECTS. Rapporten skal indeholde en redegørelse for dit arbejde og nogle overvejelser, der relaterer til dine faglige erfaringer fra studiet. Overvejelserne kan eksempelvis handle om, hvilke dele af studiet, du har haft nytte af i praktikforløbet.
En rapport, der tæller 20 ECTS, må højest fylde 15 sider og kan eventuelt vedlægges et produkt fra det projektorienterede forløb. Rapporten skal sætte erfaringerne fra forløbet ind i et fagligt relevant perspektiv – fx ved at inddrage teoretisk eller faglig litteratur. Et eksempel er en faglig diskussion af baggrunden for og indholdet i en af de konkrete opgaver, du har arbejdet med. Et andet eksempel er en analyse af praktikstedets politiske/administrative rolle i lyset af en eller flere teorier fra studiet. Fagligt set skal rapporten svare til en seminaropgave.
Hvilke opgaver kan jeg påtage mig på praktikstedet?
Du forventes at indgå på lige fod med praktikstedets øvrige personale og blive behandlet på samme måde som en nyansat og uerfaren akademisk medarbejder. Det betyder, at der er en øvre og nedre grænse for, hvad en praktikant kan og må påtage sig.
Du er under den nedre grænse, hvis du udelukkende bliver sat til at udføre kontorservice, eksempelvis udelukkende at lave kaffe og kopiere, samle og omdele materiale mv. Det er arbejde, som er uden relevans for dit studium og som derfor bør udføres af en studentermedhjælper eller lignende.
Du er over den øvre grænse, hvis du får et selvstændigt ansvar for at løse bestemte opgaver med direkte konsekvenser for borgere, kunder, organisationer eller andre. Det er arbejde, som er for ansvarsfuldt at pålægge en studerende, og som derfor bør udføres af en erfaren, færdiguddannet medarbejder.
Her er nogle eksempler på opgaver, du kan påtage dig:
- Lave mødereferater - Indsamle og strukturere data
- Foretage indledende dataanalyser
- Udarbejde foreløbig afrapportering om afgrænsede emner
- Formulere idéer til løsningsforslag
- Udforme egentlige løsningsforslag
- Drøfte argumenter for og imod forskellige løsningsforslag
Nogle praktikanter oplever at indgå i en hektisk hverdag med mange forskellige opgaver. Andre får mulighed for at følge nogle få projekter over en længere periode. Uanset hvad du laver, må du ikke stå alene med ansvaret for et stykke arbejde hverken indadtil i organisationen eller udadtil i forhold til omverdenen.
Hvad skal jeg leve af? – Økonomi
Du må ikke modtage løn under et projektorienteret forløb, som godskrives som ECTS-givende på din uddannelse. Du vil derimod være SU-berettiget i hele praktikperioden. Hvis der er ekstraudgifter forbundet med praktikopholdet, kan praktikstedet yde tilskud hertil, eksempelvis til boligudgifter eller til rejsegodtgørelse.
Legater
Ved et praktikophold i et andet europæisk land kan du søge om et Erasmus-stipendium. Stipendiestørrelsen varierer fra år til år. Legaterne søges gennem SDU International. Du finder kontaktinformationerne til SDU International på denne side.
Hvordan undgår jeg at komme bagud med studierne?
Et projektorienteret forløb kan tælle 10 eller 20 ECTS, mens et normalt semester er normeret til 30 ECTS. Bruger du hele semesteret på din praktik, kommer du altså bagud med dit studie. Der er tre måder at løse dette på:
- Du kan aftale med praktikstedet, at du har fri på bestemte tidspunkter til at følge et eller flere fag på dit studie. I praksis kan du eksempelvis være til stede på praktikstedet i 30 timer ugentligt og følge et fag på studiet i de resterende 7 timer.
- Du kan ”opspare” ECTS på et tidligere semester. Dette kan du enten gøre ved at tage et af de udbudte sommerfag eller ved at tage 40 ECTS på et semester. Du kan vælge denne løsning både før og efter dit praktikophold.
- Du kan skrive en valgfri opgave ved siden af din praktik. Denne opgave skrives inden for et selvvalgt emne, og den må fylde maksimalt 25 sider. Du kan læse mere om den valgfri opgave i fagbeskrivelsen. Den valgfri opgave skal adskille sig helt fra praktikrapporten. Både praktikrapport og valgfri opgave tæller som seminaropgaver.
Blanketter og godkendelser
Elektronisk vejlederaftale. Aftalen skal indgås af dig og den underviser, der skal vejlede dig i forhold til rapporten om dit projektorienterede forløb. Den elektroniske blanket skal udfyldes af dig og din vejleder senest d. 1. september/1. februar. Du finder blanketten på informationssiden for det projektorienterede forløb til højre.
Praktikaftale. I denne aftale afklares dine og praktikstedets forventninger til samarbejdet på forhånd. Aftalen skal underskrives af dig og praktikstedet. Praktikaftalen skal vedhæftes den elektroniske vejlederaftale, når den indsendes senest d. 1. september/1. februar.
Endelig merit for praktikopholdet
Rapporten vedrørende det projektorienteret forløb, der afvikles om efteråret, afleveres medio januar. Reeksamen afleveres ultimo februar.
Afleveringsdatoen for det projektorienterede forløb om foråret ligger i medio juni, og reeksamen afleveres ultimo august.
Den konkrete dato vil fremgå af eksamensplanen.
Vigtige datoer
Projektorienteret forløb i efterårssemesteret
- Fagtilmelding i maj: Du skal tilmelde dig det projektorienterede forløb i perioden 20.-30. maj sammen med alle dine andre fag. Tilmeldingen foregår på Selvbetjeningen.
- 1. september: Frist for indsendelse af den elektroniske vejlederaftale for det projektorienterede forløb. I denne aftale skal du vedhæfte din praktikkontrakt.
- 14. september: Frist for skifte af fag. Hvis du ikke skal i praktik alligevel, hvis du vil ændre ECTS-vægten af praktikken, eller hvis du ikke har fået godkendt vejlederaftalen for det projektorienterede forløb, har du mulighed for at skifte fag i perioden 1.-21. september. Husk, at du kun kan ændre fagene – antallet af ECTS er bindende.
- Medio januar: Aflevering af rapport vedrørende det projektorienterede forløb.
Projektorienteret forløb i forårssemesteret
- Fagtilmelding i november: Du skal tilmelde dig det projektorienterede forløb i perioden 20.-30. november sammen med alle dine andre fag. Tilmeldingen foregår på Selvbetjeningen.
- 1. februar: Frist for indsendelse af den elektroniske vejlederaftale for det projektorienterede forløb. I denne aftale skal du vedhæfte din praktikkontrakt.
- 14. februar: Frist for skifte af fag. Hvis du ikke skal i praktik alligevel, hvis du vil ændre ECTS-vægten af praktikken, eller hvis du ikke har fået godkendt vejlederaftalen for det projektorienterede forløb, har du mulighed for at skifte fag i perioden 1.-21. februar. Husk, at du kun kan ændre fagene – antallet af ECTS er bindende.
- Medio juni: Aflevering af rapport vedrørende det projektorienterede forløb.
Kontakt
- Om praktiksteder: SDU Rio (Karrierecenteret).
- Økonomi: SU-kontoret
- Om praktik i udlandet: SDU International
- Om formalia: Tilmelding til praktikken, afleveringsfrister, rapportens omfang etc. Kontakt faglig vejleder via SPOC.
- Om mulige vejledere: Kontakt gerne potentielle vejledere direkte. Hvis man ikke kender nogen, kan man også forhøre sig hos Studielederen.
- Om praktiske eller faglige problemer i forhold til praktikstedet: Kontakt først den ansvarlige på praktikstedet og derefter vejlederen eller Studielederen, hvis du stadig mangler svar. - Formalia i forbindelse med bedømmelse og aflevering af rapport: Kontakt studieadministrationen på telefon 6550 2290 alle hverdage mellem 10 og 14 eller send en mail til faglig vejleder via SPOC.