Skip to main content
DA / EN

Klage over eksamen

Det er ubehageligt at føle sig uretfærdigt behandlet eller bedømt til en eksamen, fx pga. forstyrrelser udefra eller noget, der er sket under eksamen.

Overvejelser inden du klager

Inden du klager, er det en god ide, at du kontakter den underviser, du har været til eksamen hos, for at få en uddybet begrundelse for din bedømmelse eller for, hvordan eksamen forløb.

En sådan snak kan give dig nye perspektiver på din eksamen. Det kan både styrke din tro på, at du bør klage - eller give dig den forklaring, du har brug for, for at forstå bedømmelsen, så du alligevel ikke ønsker at klage.

Hvis du har klaget over bedømmelsen, og udtalelsen fra bedømmer giver dig en tilfredsstillende begrundelse, kan du trække klagen tilbage

Du har 14 dage til at indsende din skriftlige klage fra din eksamensbedømmelse er offentliggjort. Klager, der modtages for sent, vil som udgangspunkt ikke blive behandlet.

Hvad kan du klage over?

Du kan fx klage over:

  • bedømmelsen: den konkrete karakter eller feedback.
  • eksaminationsgrundlaget: eksamensspørgsmål, opgaver og lignende.
  • eksamensforløbet: forhold i eksamenslokalet, eksamens placering, m.v.
  • retlige spørgsmål: om regler og lovgivning er overholdt.

Hvis du får medhold i din klage, kan du få tilbud om:

  1. ny bedømmelse (ombedømmelse) ved skriftlig eksamen.
  2. ny eksamen.
  3. en kombination af 1 og 2, hvis eksamen omfatter en skriftlig opgavebesvarelse med mundtligt forsvar.

Tilmeld dig reeksamen, hvis du er dumpet

Hvis du er dumpet din ordinære eksamen og har klaget over eksamen, bør du alligevel tilmelde dig og deltage i reeksamen. Du kan nemlig ikke være sikker på at have fået svar på din klage, inden reeksamen afholdes.

På den måde kommer du ikke bagud i studierne i tilfælde af, at du ikke får medhold i klagen.

Sådan klager du over din eksamen

Sæt dig grundigt ind i fremgangsmåden, hvis du ønsker at klage.


Kontakt studienævnssekretariatet

Hvis du har spørgsmål til eksamensklager på ingeniøruddannelserne, kan du kontakte studienævnssekretariatet.


Skriv til os på studienaevn@tek.sdu.dk

Sidst opdateret: 18.09.2024