Skip to main content

Kom godt i gang med din undervisning

Kursuskoder

Hvert kursus har en kode, som består af 2-3 foranstillede bogstaver efterfulgt af et løbenummer, for eksempel FF500 eller BB539. Disse kursuskoder bliver du hurtigt fortrolig med. Hver kursuskode henviser til et bestemt kursus, og du kan se det i dit skema.

Undervisningsformer

Du vil møde flere forskellige typer undervisning, lige fra forelæsninger til laboratorieøvelser og studiegruppetimer. Undervisningen er tilrettelagt efter tre-fase-modellen, som består af henholdsvis intro-, trænings- og studiefase.

De tre faser er baseret på, at du deltager aktivt i undervisningen, som veksler mellem forskellige undervisnings- og læringsformer.

Stamhold

På første studieår er du på et stamhold, som hedder for eksempel H5 eller H12. Holdet er din base under det første år af dit studie.

I løbet af den første introdag får du besked om, hvilket stamhold du er på. Hvis du er forhindret i at deltage i introdagene, kan du få oplyst dit stamhold af studievejlederne. Det er ikke muligt at skifte stamhold.

Studiegruppe

Du er en del af en studiegruppe med ca. 4 studerende fra dit stamhold.

I studiegruppen løser I konkrete opgaver, diskuterer pensum, forbereder oplæg og meget mere. Din studiegruppe er et arbejdsfællesskab, som sikrer, at du får udviklet gode studievaner og nære relationer til dine medstuderende. Dit engagement i studiegruppen er med til at give dig et godt grundlag for dit videre studieforløb.

Studiegruppevejlederne

Studiegruppevejlederne er ældre studerende, som er ansat ved Det Naturvidenskabelige Fakultet. Du møder dem, når de faciliterer skemalagte studiegruppetimer i din studiegruppe.

Studiegruppevejlederne ved desuden alt om at være ny studerende, og de er klar til at lære dig alle de gode studievaner.

Kursustilmelding

Som ny studerende bliver du automatisk tilmeldt alle kurser på dit første semester. Efter første semester skal du selv tilmelde dig 30 ECTS i hver af de to årlige tilmeldingsperioder. Du vil modtage en mail, når det bliver relevant for dig.

De første prøver og eksamener

Når du er studerende på SDU, skal du selv holde dig orienteret om reglerne og rammerne for dine prøver og eksamener.

Når du tilmelder dig et kursus, bliver du automatisk også tilmeldt første eksamensforsøg.

Læs mere om eksamenstilmelding.

Studiestartsprøven (NAT500) er en elektronisk test baseret på undervisningen i de første uger. Prøven skal vise om du reelt er startet på uddannelsen.

Du har kun to forsøg til at bestå studiestartsprøven, men det er ikke et problem at bestå hvis du deltager aktivt i undervisningen.

Hvis du ikke består studiestartsprøven i første forsøg, har du mulighed for en omprøve.

Hvis du ikke deltager i studiestartsprøven eller ikke består omprøven, kan du ikke fortsætte på uddannelsen.

I løbet af dit første studieår skal du bestå førsteårsprøven.

Førsteårsprøven er ikke én enkelt prøve, men består af en række eksamener som du skal bestå inden udgangen af dit første studieår, for at du kan fortsætte uddannelsen.

Læs mere om førsteårsprøven.

Fuldtidsstudium

Du kan forvente at have ca. 20-25 timers skemalagt undervisning om ugen, og at du derudover skal bruge ca. 20 timer om ugen på forberedelse og opgaveløsning.

Der kan være skemalagt undervisning på hverdage i tidsrummet fra kl. 8-18.

Forsikring 

Vær opmærksom på, at du ikke er forsikret af universitetet under dit studium.

Vi opfordrer dig derfor til selv at tegne en ulykkesforsikring, som dækker, hvis du skulle komme til skade i forbindelse med undervisningen.

Sidst opdateret: 10.08.2023