Her kan du læse mere om, hvad tidligere studerende fra din uddannelse fortæller, at de har taget med sig, og hvordan de bidrager i verden.
Gennemgangen er slet ikke udtømmende – du kan finde masser af studerende, som har brugt deres uddannelse på at lære andre ting, og som har skabt sig en fremtid, som man umuligt kunne have forudset.
Du vil også finde eksempler på, hvad tidligere studerende fortæller, de arbejder med. Men husk: Listen er uendeligt meget længere.
Hvilke muligheder giver din uddannelse i Amerikanske studier?
Midt i studieforberedelserne, eksamensopgaver og andre studieaktiviteter kan det være svært at få øje på, hvad alt dit arbejde med studiet i virkeligheden giver dig af kompetencer.
En uddannelse i Amerikanske Studier er en lang læreproces, hvor du blandt andet lærer at:
- sammenligne politiske forhold og markedsforhold i USA, Danmark og andre relevante lande
- sammenfatte og formidle viden om politiske forhold og diskussioner i den amerikanske samfundsdebat
- analysere litterære tekster og amerikansk kultur, historie og politik
- arbejde målrettet og analytisk med konkrete problemer, der har indflydelse på samfundslivet og erhvervsforholdene i USA
Måske du nu sidder og tænker, at du arbejder med meget mere og andre spændende kompetencer på dit studie, og det er rigtig godt, for du er eksperten, der kan fortsætte ”listen” i løbet af dine studier.
Hvad bliver du, når du har læst Amerikanske Studier? Det spørgsmål har du sikkert tit fået til familiefesterne uden du helt ved, hvad du skal svare. Det kan også være, at det er et spørgsmål, du stiller dig selv. Hvis du godt kunne tænke dig inspiration til et svar, er det godt, du læser med her. Du har nemlig mange muligheder med dine kompetencer.
Kort fortalt er Amerikanske Studier en uddannelse, der kombinerer studier i amerikansk historie, litteratur, politik og økonomi. Med den viden i baghånden vil du kunne analysere amerikansk kultur og samfund til gavn for mange forskellige virksomheder og organisationer.
Helt konkret vil du kunne have et job, hvor du skal:
- forhandle med amerikanske forhandlingspartnere på basis af viden om amerikansk kultur
- indgå i tværfaglige projekter, der kræver viden om amerikansk kultur, politik og økonomi
- bidrage til lokal tilpasning af virksomheders forretningsstrategier i USA
- fungere som kulturel rådgiver for virksomheder, der ønsker at etablere sig i USA
- varetage intern og ekstern information i virksomheder, der beskæftiger sig med politiske, kulturelle og økonomiske forhold i USA
- formidle viden om amerikanske kultur- og samfundsforhold til et dansk eller internationalt publikum
- varetage kulturel fortolkning, eksempelvis i forbindelse med marketing af danske produkter i USA.
Alt i alt giver uddannelsen dig kompetencer til at løse opgaver i både den private og offentlige sektor, eksempelvis erhvervslivet, medie-og kulturinstitutioner, undervisningssektoren og NGO’er.
Flere gange i løbet af dine studier, kan du blive i tvivl om, hvad du skal bruge det til – og om du har valgt rigtigt. Selvom tvivl kan være ubehageligt, giver tvivl også anledning til at tænke over, hvilke valgmuligheder, du har i løbet af dine studier. Valgmulighederne kan være med til at tone din profil i den retning, du synes er spændende og giver mening for dine karriereplaner.
Måske tænker du, at det vil være spændende at arbejde i internationale virksomheder i Europa, arbejde med salg og reklame, service og turisme eller noget helt syttende, men du ved ikke om du har det, der skal til. Det har du heldigvis masser af muligheder for at finde ud af i løbet af din studietid.
Det kan være, at du synes, at det kan være spændende at komme i praktik (projektorienteret forløb) og/eller tage på et udlandsophold et semester i løbet af dine studier for at prøve kræfter med en anden kultur, afprøve dine kompetencer og opdage nye spændende muligheder.
Eller måske du overvejer at prøve kræfter med et studiejob, hvor du kan få mulighed for at løse opgaver, hvor du skal anvende nogle af dine kompetencer fra studiet og opdage nye karrieremuligheder, du ikke vidste ville være en mulighed for én med dine kompetencer.
Det er blandt mange andre ting den slags muligheder, der kan være med til at tone din profil og kaste et nyt lys på dine karrieremuligheder.
Hvis du har brug for et overblik over dine karrieremuligheder eller få sparring på, hvordan du når dertil, så kan du kontakte karrierevejledningen.
Har du brug for hjælp til at finde ud af, hvad du kan eller vil? ➤ Kontakt Karrierevejledningen |