Skip to main content
DA / EN

Uddannelsesudspil

Regeringens uddannelsesudspil

SVM-regeringen har den 2. marts lanceret udspillet Forberedt på fremtiden I, hvor bl.a. reduktion af længden af kandidatuddannelser er et væsentligt element.

Udspillet lægger op til en stor ændring i uddannelseslandskabet bl.a. med forslag om at forkorte kandidatuddannelserne, nye efter- og videreuddannelsesmuligheder, samt et øget antal af erhvervskandidater og flere internationale studerende.

Læs uddannelsesudspillet her: https://ufm.dk/publikationer/2023/filer/forberedt-pa-fremtiden-i.pdf

-Vi frygter, at reformen vil føre til et betydeligt kvalitetstab. Universiteterne vil gerne videreudvikle uddannelserne, og vi deler i bund og grund også regeringens ambitioner om at styrke overgangen til arbejdsmarkedet, gøre flere uddannelser mere erhvervsrettede, øge arbejdsudbuddet og skabe bedre balance mellem sektorerne. Men udgangspunktet er, at det ikke må ske på bekostning af kvaliteten i uddannelserne. Desværre er det netop hvad regeringens reformudspil lægger op til med forslaget om reduktion af kandidatuddannelserne, siger prorektor Helle Waagepetersen. 

Søge den konstruktive dialog

Helle Waagepetersen understreger, at udspillets forslag om at øge antallet af erhvervskandidater og flere internationale studerende er positive og nødvendige tiltag, som der er opbakning til.

-Men disse tiltag kan ikke kompensere for kernen i udspillet; nemlig at uddannelseskvaliteten bliver sat under pres. Vi vil nu nærlæse indholdet og naturligvis søge den konstruktive dialog med de relevante parter.  

Redaktionen afsluttet: 03.03.2023