Skip to main content
DA / EN

Ny coronavirus

Alle covid-19-restriktioner på SDU ophæves fra 1. februar

Alle de nuværende restriktioner med coronapas, virtuelle eksamener, værnemidler og opfordring til hjemmearbejde på universiteterne ophæves, når kalenderen runder 1. februar 2022.

Som det blev præsenteret på et pressemøde onsdag aften, har Folketingets Epidemiudvalg valgt at følge anbefalingerne om at ophæve alle covid-19-restriktioner. Uddannelses- og Forskningsministeriet har meddelt landets videregående uddannelsesinstitutioner, at det fra tirsdag den 1. februar er slut med de gældende anbefalinger og restriktioner.

Cvoid-19 klassificeres ikke længere som en samfundskritisk sygdom, og det vil ikke længere være nødvendigt at organisere undervisningen i faste hold, omlægge eksamener til virtuelt format, aflyse større sociale arrangementer, arbejde hjemmefra, bruge mundbind eller visir på SDU’s lokationer eller have et gyldigt coronapas ved fysisk fremmøde på universitetet. Dermed er det nu muligt at genstarte studiemiljøet og få en god start på det nye semester.

På SDU holder vi fortsat fast i de gode principper, som har været styrende for universitetets epidemihåndtering siden marts 2020: Forsigtighed, rummelighed og tillid. Håbet er, at medarbejdere og studerende fortsat vil følge principperne og udvise sund fornuft, sådan som ansatte og studerende har ageret under hele pandemien. Dette er vigtigt, da der stadig er betydelig smitte i samfundet.

Hvad skal du gøre ved smitte?

Skulle du blive smittet med coronavirus i den kommende tid, opfordres du til at orientere dine medstuderende, undervisere eller kollegaer, så vi gør vores til, at alle hurtigt kan blive testet og dermed begrænser smittespredningen.

I øvrigt opfordres du til at følge myndighedernes anbefalinger, som findes på: https://coronasmitte.dk/

Tak for indsatsen

Der skal lyde en kæmpe tak til ansatte og studerende for den store indsats under den lange nedlukning, der har varet mere eller mindre de sidste knap to år. Vi kan nu glæde os over en normaliseret hverdag på universitetet og i Danmark.

Med venlig hilsen

Thomas Buchvald Vind
Universitetsdirektør

 

Ny coronavirus

Vi har samlet alt SDU-relateret information på en side

FAQ om studieforhold

Påvirket af situationen med Covid-19?

Redaktionen afsluttet: 28.01.2022