Skip to main content
DA / EN

Kolding

Biblioteksflytning i Kolding: UC SYD og SDU fortsætter samarbejdet

Godt naboskab er vigtigt på mange fronter. Derfor har UC SYD og SDU de senere år prioriteret et tæt samarbejde højt – først med sammenflytningen i Esbjerg for nogle år siden og i år med den nye fælles adresse i Universitetsparken i Kolding.

Senest mødtes såvel studerende som medarbejdere fra de to uddannelsesinstitutioner hinanden, da der tidligere på efteråret var festlig indvielse af ”Broen”, som forbinder de to campusser i Kolding.

Fremadrettet er rammen også sat for at intensivere og udbygge samarbejdet i de kommende år i form af bl.a. fælles trivselsarrangementer, fælles samarbejde om udbud af medarbejder- og studenteraktiviteter, øget lokalesamarbejde og øget udveksling af information om aktiviteter af gensidig interesse.      

”Det tætte samarbejde mellem SDU og UC SYD styrker vores muligheder for at skabe de bedste rammer for det gode studie- og arbejdsliv. Det er fantastisk, at vi allerede nu kan se, at de studerende mødes både i fredagsbar og til fælles arrangementer på tværs af institutionerne. Samtidig er der et øget samarbejde medarbejderne imellem både forskningsmæssigt og i forhold til eksempelvis undervisningslokaler og fælles trivselsarrangementet”, siger campusleder for SDU Marianne Wolff Lundholt.

Godt naboskab kræver indimellem også tilpasning, og det sker nu i Kolding med flytningen af UC SYDs bibliotek fra SDUs campus til UC SYDs eget. Siden indflytningen på den nye campus i sommer har UC SYDs studerende skulle bevæge sig over broen til SDU for at gøre brug af biblioteket.

”Biblioteket udgør en central del af en videregående uddannelses studiemiljø. Det har vist sig svært at tiltrække UC SYDs studerende til biblioteket, som rent fysisk har ligget afsondret fra uddannelserne, hvor vores studerende opholder sig. Derfor flytter vi nu biblioteket tættere på de studerende”, forklarer Morten Kallestrup, direktør for pædagogik, skole og forskning.

Såfremt brandmyndighederne kan godkende, påbegyndes flytningen hurtigst muligt.

UC SYD og SDU vil fortsat prioritere samarbejdet på biblioteksområdet i Esbjerg og i Kolding.


Redaktionen afsluttet: 16.11.2022