Skip to main content

Optaget på kandidatuddannelsen i Public Health sættes i bero med virkning fra studiestarten 2027

Med de nuværende udsigter forventes en endelig lukning, medmindre rekrutteringsgrundlaget ændrer sig væsentligt og varigt.

Beslutningen ændrer ikke på din mulighed for at færdiggøre din uddannelse. 

Alle studerende, der er optaget på kandidatuddannelsen – herunder studerende, der begynder i september 2026 – vil kunne gennemføre uddannelsen. SDU vil sikre de nødvendige rammer for, at du kan færdiggøre dit studie.

Kandidatuddannelsen har gennem en årrække været kendetegnet ved et relativt begrænset nationalt rekrutteringsgrundlag og en betydelig afhængighed af internationale studerende for at opretholde et bæredygtigt optag. Samtidig er søgningen faldet markant de seneste år, både hvad angår danske og internationale ansøgere.

Beslutningen er ikke et udtryk for manglende faglig kvalitet eller relevans. Tværtimod har uddannelsen leveret kandidater med efterspurgte kompetencer til sundhedsvæsenet og den offentlige sektor. Beslutningen afspejler derimod en nødvendig prioritering som følge af et længerevarende udfordret optagelsesgrundlag og ændrede regler for selvbetalende studerende fra lande uden for EU/EØS.

Det betyder for jer som studerende, der er optaget på kandidatuddannelsen i Public Health pr. 1. september 2026, at I er det foreløbigt sidste hold, som optages på uddannelsen.

I er optaget på lige vilkår med alle andre studerende, og derfor får I også mulighed for tre prøveforsøg til alle jeres eksamener på uddannelsen, og mulighed for at udnytte den maksimale studietid ift. jeres indskrivningstidspunkt. 

Vi er opmærksomme på, at beslutningen kan give anledning til spørgsmål om dit eget studieforløb. Hvis du har spørgsmål til, hvad beslutningen betyder for dig, kan du kontakte studiekoordinator Louise Aalborg, publichealth@health.sdu.dk.
Sidst opdateret: 01.09.2026