På knap et år er der uddelt rundt regnet 550.000 kr. fra Studenterpuljen til studenterdrevne initiativer på SDU.
”Ligesom i samfundet generelt ser vi, at efter nogle hårde år under og efter Covid-19, så blomstrer foreningslivet på SDU. Den udvikling er helt sikkert også hjulpet på vej af muligheden for at søge økonomisk støtte i Studenterpuljen” udtaler afdelingsleder, Rikke Winther Revsholm, Studenterservice, SDU Uddannelse.
Foreningen Studerendes Almene Kirurgiske Selskab (SAKS) er en af de foreninger, der har modtaget støtte fra Studenterpuljen. I efteråret afholdt de et oplægsarrangement med Para-atlet Emilie Aaen, der var 19 år, gymnast og på landsholdet, da hun kom slemt til skade og måtte have amputeret sit ben. Sidenhen har hun gjort kometkarriere i længdespring, og været deltager ved de Paralympiske Lege 2024. Oplægsarrangementet havde fokus på det ortopædkirurgiske speciale, men også på det mentale mindset om at vende modgang til noget positivt, og finde styrken til livet trods udfordringer.
”Det er af stor betydning, at Studenterpuljen har bidraget til at videreformidle foreningen til andre studerende i form af foredraget med Emilie Aaen. Et foredrag vi har ønsket at afholde gennem flere år, og som blev muligt med økonomisk støtte fra Studenterpuljen. Både medicinstuderende og studerende fra andre studieretninger deltog. Vi mødtes på tværs af fag og fik mulighed for at skabe inspiration, faglig indsigt og fællesskab mellem de studerende.” Kathrine Holgersen, stud.med. Formand, SAKS Odense.
Værd at vide om Studenterpuljen
Puljen på 1 million kr. uddeles årligt i projektperioden 2024-2027. Puljen er finansieret af Direktionens Strategiske Pulje, men administrativt forankret i SDU Uddannelse, Studenterservice.
Vil du vide mere eller gøre opmærksom på puljen?
Læs mere om puljen og ansøgningsprocessen på mitsdu.dk/studenterpuljen.
Har du spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til Team Studieliv i Studenterservice på studentorg@sdu.dk.