Årets Underviser

"Her er mine 10 studietricks"

Hvad kan man gøre for at blive bedre til at studere? Vi har spurgt vinderen af prisen ’Årets Underviser’ fra 2018. Jonas afslører blandt andet et trick, som både Kant, Kierkegaard, B.S. Ingemann og B.S. Christiansen har brugt. Og hvis rådene bliver for mange, pointerer Jonas, hvad det vigtigste er.

Af Martin Juul Hyldahl, , 02-10-2019

Blå bog

Titel: Lektor
Navn: Jonas Nygaard Blom
Alder: 41
Uddannelse: Mag.art. i nordisk og ph.d. i sprog og journalistik
I dag arbejder jeg med: Journalistisk sprogbrug
Fritidsinteresser: Gode bøger, vandreture, langdistancetri, ultraløb, mikrobryg og smørrebrød.

Q1: Hvad kendetegner en god studerende?

- En god studerende er nysgerrig, videbegærlig og kommer for at lære for livet og ikke kun for at bestå et fag. Det fedeste er, når studerende opsøger viden selv. Når de fortæller om en bog uden for pensum, som de selv har læst, og som har påvirket dem. Den vigtigste læring drives af selvstændig lyst.

Q2: Hvordan deltager man bedst i undervisningen?

- Det bliver et klichefyldt svar: Sluk mobilen og for de sociale medier. Vær velforberedt, vær til stede - også mentalt - og deltag i diskussionerne og aktiviteterne.

Q3: Hvordan var du selv som studerende? Og var du ”en god” studerende?

- Jeg var flittig og ihærdig ud over det sædvanlige, men også totalt opblæst. Jeg mente ofte, jeg vidste bedre og meget mere end mine undervisere. Heldigvis fandt jeg ret hurtigt ud af, jeg ikke blot var arrogant, men også ignorant. Jeg har stadig svært ved helt at tilgive mig selv for det i dag, for jeg havde fabelagtigt dygtige undervisere.

Q4: Hvad ville du gerne have gjort anderledes, da du selv var studerende? Og hvad gjorde du rigtigt?

- Jeg ville gerne have været mere ydmyg fra start og dermed mere modtagelig for læring. Jeg tror til gengæld, jeg gjorde rigtigt i at læse mindst lige så meget uden for pensum som inden for pensum.

Q5: Hvordan adskiller undervisningen på et universitet sig (fra undervisningen i gymnasiet)?

- Man har langt større ansvar for egen læring og for at motivere sig selv på universitetet. I gymnasiet bliver man hjulpet mere på vej.

Sluk mobilen og for de sociale medier. Vær velforberedt, vær til stede - også mentalt - og deltag i diskussionerne og aktiviteterne.

Jonas Nygaard Blom, lektor

Q6: Læs hele pensum, tag noter, mød op til alle timer, deltag i gruppearbejde, aflever til tiden, vær social, slap af, men gør dig umage, hold dig sund… Listen med gode råd er nærmest uendelig. Hvad er vigtigst? Og hvordan holder man fokus på det?

- Det vigtigste er, at man brænder for sit fag. Så giver alt det andet sig selv. Så fokusér på den indre ild. Lad det flamme af lyst til læring.

Og så er det godt at være forberedt på, at der kan komme perioder, hvor motivationen bare ikke er der – eller er lavere. Her kommer din udholdenhed i spil. Hvis du fra start af har bestemt dig for, at det her studie er det rigtige, skal du knokle gennem de perioder. Alle oplever, at det bliver svært. Men der ER lys for enden af de svære perioder. Hvis man føler, man har brug for hjælp, er det bare om at kontakte Studie- og trivselsvejledningen i en fart. De er supergode.

Q7: Hvornår har du sidst selv modtaget undervisning? Og i hvad?

- Mine to vidunderlige unger underviser mig hver dag i at være tålmodig. Jeg forventer dog ikke at få 12 i dét fag.

Q8: Hvis du skulle nævne én ting, hvad er så det vigtigste, du lærte under studiet, som du bruger i dit arbejde i dag?

- Udholdenhed.

Det vigtigste er, at man brænder for sit fag. Så giver alt det andet sig selv

Jonas Nygaard Blom, lektor

Q9: Har du nogle snedige studietricks til de studerende?

Ja. Gå en tur, efter du har læst og lavet opgaver. Så lagrer læringen sig, du stresser af og sover bedre. Alle de store har gået ture. Fra Kant til Kierkegaard, fra B.S. Ingemann til B.S. Christiansen.

Q10: Beskriv henholdsvis det bedste og det værste, én af dine studerende har gjort:

- Bedste: En af mine mest talentfulde studerende inspirerede mig til at lytte til podcasten S-Town. Jeg sov ikke den nat, fordi jeg blev så grebet af den, og det tog mig flere måneder at komme mig over den. Lyt, lyt, lyt.

- Værste: Jeg græder altid indvendigt, når nogle af mine studerende fortæller mig, at de aldrig har læst en bog af egen fri vilje. De får derefter en tordentale om, hvad de går glip af.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies